Økonom forudså regeringens håndtering af corona – og ramte rigtigt på fire ud af fire punkter

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

For godt et halvt år siden fremlagde økonom fire spådomme for corona og regeringens håndtering af den. Nu er de alle gået i opfyldelse.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Tilbage i efteråret den 27. oktober 2020 kom Jonas Herby med fire spådomme for corona og regeringens håndtering af sygdommen, hvortil han proklamerede: ”I kan kalde mig på (dem, red.) til maj.”

Vi er nu, et halvt år senere, elleve dage inde i maj, og alle spådommene er gået i opfyldelse.

Herby, der til daglig arbejder som økonom og specialkonsulent i tænketanken Cepos, fremlagde i et indlæg i Altinget følgende fire spådomme:

1) 30. april 2021 har vi registreret 2.200 døde med COVID-19 i Danmark, svarende til mere end en tredobling af det nuværende dødstal.

2) Inden 31. januar lukker politikerne igen barer og værtshuse helt.

3) Politikerne indfører inden 30. april begrænsninger i vores bevægelsesfrihed internt i Danmark (for eksempel ved udgangsforbud, grænser for hvor langt man må bevæge sig hjemmefra eller ved at lukke for rejser mellem forskellige dele af landet).

4) Når vi kommer til maj, hvor smitten sandsynligvis igen er meget lav, vil jeg desuden spå, at der (stadig) vil være to fløje: Dem, der mener, at nedlukningen virkede og reddede mange liv (måske vil de endda hævde, at det var relativt billigt). Og dem, der vil hævde, at det var folks adfærd (plus ting vi ikke kan gøre noget ved, som for eksempel befolkningstæthed, sæson osv.), der i sidste ende styrede pandemien.

I et skriv på Facebook samler Herby op på sine fire spådomme fra efteråret af, og skriver bl.a.:

– De var spot on. De er alle fire gået i opfyldelse.

Med sin første spådom forudsagde Herby, at Danmark den 30. april 2021 ville have registreret 2.200 døde med corona. Denne spådom har holdt stik, idet at der i Danmark pr. 12. maj 2021 er registreret i alt 2.499 døde med corona.

Dernæst spåede Herby, at politikerne i hvert fald inden den 31. januar 2021 ville lukke barer og værtshuse helt igen. Dette skete allerede 16. december 2020, og således ramte Herby igen plet.

Tredje spådom gik på, at politikerne inden den 30. april 2021 ville indføre begrænsninger i danskernes bevægelsesfrihed internt i Danmark – for eksempel ved udgangsforbud.

Nedlukningen af Nordjylland den 5. november medførte, at der internt i Danmark blev sat grænser for, hvor langt man måtte bevæge sig, samt at man lukkede for at rejse mellem forskellige dele af landet. Herby ramte altså ligeledes plet med denne spådom.

Til sidst spåede Herby, at der omkring maj måned ville være to fløje: Dem, der mener, at nedlukningen virkede og reddede mange liv, og dem, der vil hævde, at det var folks adfærd, der i sidste ende styrede pandemien. For dette har Herbys kig ind sin krystalkugle også været korrekt forudsigende.

Den 19. april skrev en sundhedsøkonom nemlig i en kronik i Berlingske, at Danmark med sin coronapolitik har sparet både liv og økonomi.

Men i en kommentar hertil kunne Herby selv berette i Berlingske den 26. april, at ”Intet tyder på, at nedlukningerne i Danmark har reddet mange liv”.

Denne sidste spådom, mangler dog stadig en konklusion i forhold til, hvem der endegyldigt har ret. Og til dette uddyber Herby afsluttende:

– Hvem der har ret, må forskningen vise. Og det vil ikke overraske mig, hvis forskningen viser, at den frivillige adfærd var afgørende, mens fortællingen fra politikernes side vil være, at kun deres indgreb gjorde, at det ikke blev værre.

[adning id="17957"]

Fik du læst?