Når Mette Frederiksen besøger Tysklands kansler Olaf Scholz, vil samtalen finde sted på engelsk grundet statsministerens manglende tyskkundskaber. Det er udtryk for et grundlæggende problem i forholdet mellem Danmark og vores store nabo mod syd, skriver Preben Bonnén i dette debatindlæg.
Af Preben Bonnén, politisk faglig chef, NORDIC dialogue
Onsdag gør statsminister Mette Frederiksen den tyske forbundskansler Olaf Scholz stævne i Berlin, som dels skal styrke et i forvejen godt og tæt samarbejde mellem vores to lande, dels drøfte en række aktuelle og relevante problemstillinger, herunder klimaforandringerne og den grønne omstilling samt ikke mindst risikoen for en væbnet konflikt mellem Ukraine og Rusland.
Selvom både det politiske establishment og erhvervslivet gang på gang understreger behovet for vigtigheden af at vi som lille land skal være mange flere og bedre i stand til at kunne begå os på tysk, så vil dagens arbejdsfrokost mellem Mette Frederiksen og Olaf Scholz finde sted på engelsk, grundet statsministerens manglende tyskkundskaber.
At Tyskland er det største land og sprogområde i EU, Danmarks næststørste handelspartner, og deler historie (på godt og ondt) med Danmark, skulle man ikke tro var tilfældet med tanke på, hvor lille en rolle det store naboland mod syd spiller i vores hverdag.
Når samtalen falder på Tyskland, indskrænkes denne oftest og som regel kun til at omfatte det økonomiske samarbejde, mulighederne og perspektiverne for erhvervslivet til at kunne vinde nye markeder snarere end sprog, kultur og uddannelse, hvilket er yderst beklageligt.
Netop kendskabet til tysk sprog og kultur er ikke blot vigtigt, men også at betragte som selveste forudsætningen for ikke alene at kunne tale det tyske sprog, men for på korrekt vis at kunne begå sig tysk. Hvad for eksempel er god humor i Rheinland-Pfalz kan opfattes modsat i Sachsen, og hvad er god opførsel i Berlin vil ikke nødvendigvis være samme i Mecklenburg-Vorpommern.
Det er af samme årsag kedeligt og beklageligt, at regeringen ikke af egen vilje og på eget initiativ fik udarbejdet en Tysklandsstrategi, som også efterlyst af Eva Kjer Hansen fra Venstre, som derfor fremsatte lovforslag (B 85) herom og som var til 1. behandling 9. december 2020.
Under førstebehandlingen lagde Jens Rohde fra dengang Det Radikale Venstre (i dag Kristendemokraterne) megen vægt på at få fokus udvidet til netop at omfatte det kulturelle samarbejde mellem Danmark og Tyskland og få sat fokus på det tyske sprog i undervisningen, og ikke alene på de sædvanlige økonomiske og erhvervsmæssige interesser.
I forlængelse heraf påpegede Jens Rohde, at mange initiativer på det kulturelle område oftest og som regel har karakter af engangsforestilling, hvilket han fandt beklageligt. Af samme årsag er det vigtigt at samarbejdet på det kulturelle område får karakter af permanent, som han udtrykte det.
Hvor udenrigsminister Jeppe Kofod ikke umiddelbart fandt noget tilstrækkeligt behov for nye tiltag under debatten i folketingssalen, vedtog et flertal blandt Folketingets partier 24. juni 2021 med Eva Kjer Hansen som toneangivende en beretning, som pålagde regeringen at udarbejde en ny strategi for Danmarks forhold til Tyskland.
Med Jesper Petersens udnævnelse samme år som uddannelses- og forskningsminister, er vigtigheden af det tyske sprog for alvor kommet på den politiske dagsorden. Modsat sine regeringskollegaer, har han forstået vigtigheden af at få fremmet det dansk-tyske samarbejde i såvel dybden som bredden.
Ingen tvivl om at Tysklands i forvejen store rolle med tiden vil vokse yderligere, ikke kun på det økonomiske område, men også når det handler om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, selvom landet for nærværende spiller en lidt for beskeden og tilbagetrukken rolle i forhold til konflikten mellem Ukraine og Rusland.
Når statsministeren i sin nytårstale og senest i den for nyligt fremlagte udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi understreger, at Danmarks rolle er i hjertet af europæisk politik, ville det have været langt mere overbevisende om der samtidig blev udskrevet en folkeafstemning omkring vores forbehold.
Det ville have været et klart og entydigt signal til vores europæiske partnere om, at vi mener hvad vi siger, og at vi er en troværdig og loyal samarbejdspartner. Den tyske forbundskansler ville derfor også turde knytte Danmark stadig tættere til Tyskland på en lang række andre områder, således at vi ikke ene og alene er henvist til USA, men har flere strenge at spille på.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
