[vc_row][vc_column][vc_column_text]Den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) blev i går sendt for en rigsret. Nu kommer hun med en opsang til danskerne.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
– Det er en underlig oplevelse at blive sendt i Rigsretten samtidig med, at Socialdemokratiet, Venstre og det Konservative Folkeparti har skrevet ind i anklagen, at jeg gjorde det ”politisk rigtige”. Det klinger ærligt talt hult!, skriver Støjberg i et Facebook-opslag som reaktion på, at hun i går blev stillet for en rigsret efter en folketingsafstemning.
En nylig undersøgelseskommission nåede frem til, at Inger Støjberg med sin ordre tilbage i 2016 om at adskille asylpar havde brudt loven. Den samme konklusion er både byretten og en gruppe uvildige advokater nået frem til.
Alligevel fastholder hun sin uskyld.
– Jeg står ved, at jeg gjorde alt, hvad der var muligt inden for lovens rammer for at beskytte pigerne – men som jeg også har sagt mange gange, beordrede jeg ikke nogen til at gøre noget ulovligt, skriver hun og tilføjer, at “man dør ikke af at komme i rigsretten”.
Støjberg mener, at sagen om den ulovlige ordre i hendes tid som minister er del af en større værdikamp.
– I Danmark står vi midt i en værdikamp. Den handler om, hvad vi vil lægge dansk jord til. Om det er vores værdier eller Mellemøstens værdier, der skal gælde i vores land. Den kamp må vi aldrig opgive. Heller ikke selv om man kan slå sig, når man står fast. Vi svigter, hvis vi bøjer os!, slutter hun sit opslag.
Rigsretssagen mod Støjberg vil blive den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien og den første siden rigsretssagen om Tamilsagen, der i 1995 kostede tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) fire måneders betinget fængsel.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]