[vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”10px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”5279″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Ping Pong: Et fascinerende studie i medieskævhed

En times filmdebat i P1’s kulturprogram Ping Pong blev et fremragende eksempel på mediernes skævhed. Det er Ping uden Pong.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

”I Ping Pong mødes to kulturpersonligheder i en samtale om et emne, de begge er stærkt optaget af,” lyder beskrivelsen for radioprogrammet på P1. I udsendelsen bragt online 6. februar 2020 (genudsendt fra 2019) blev det så politisk skævt, at man troede det var løgn. I det mindste kan udsendelsen tjene som endnu et eksempel af, hvordan statsmediet DR holder mikrofonen for venstrefløjen – her især for den identitetspolitiske del af den.

Den konkrete udsendelse består af en samtale mellem to filminstruktører, Lotte Svendsen, som også er filmkonsulent i staten, og Christina Rosendahl, som også er leder af filminstruktørernes forening.

”Kort sagt så må man jo bare konstatere, at mænd på alle måder er overrepræsenteret på de kreative poster i min branche,” siger Lotte Svendsen allerede i udsendelsens første minut. Det kunne være en spændende diskussion. Men den forekommer jo aldrig, når meninger ikke brydes. Nu går det derudad, og kun i den samme retning. Det er fint, at klimaet bliver tænkt sammen med feminismen i børnefilm osv.

En misvisende programtitel
”Må jeg spørge dig om noget,” siger Rosendahl til Svendsen (10:00 inde i udsendelsen):

”Du har jo haft en karriere i gang noget længere tid, end jeg har. Og sådan succesfuld, ikke. Så du er en af dem, jeg har kigget til. Fordi der er jo ikke så mange rollemodeller, når man skal lave film (…) Jeg har altid tænkt, fordi du også kommer ud af bz-miljøet. Jeg er bare så fascineret af det, og jeg tænker, det må have været sådan en … Jeg er lidt misundelig på det. Jeg ville ønske, jeg havde været i nærheden af noget bz-miljø, da jeg var ung.”

Det er selvfølgelig ikke et spørgsmål, men en god snak mellem mennesker på linje med hinanden. Det medfører ikke nødvendigvis, at det bliver uinteressant, men det medfører, at det bliver meget skævt politisk, når det bliver politisk – og det bliver det flere gange i de 58 minutter, også mellem linjerne. At kalde dette program ’Ping Pong’ er tragikomik på højt plan, for det antyder et spil, der aldrig opstår.

Vi mangler at høre, hvad fakta egentlig siger – hvad er underrepræsentationen af kvinder mere præcist? Og hvordan er den et større problem blandt filmfolk end skraldemænd? Hvordan ved vi, at undertrykkelse frem for kvinders frie valg ligger bag tallene? Men det hører vi ikke; det er Ping uden Pong.

Hurra for staten
Selv når de to medvirkende antydningsvist mener noget forskelligt (tørklædedebat), bliver det aldrig rigtig udfoldet, og helt surrealistisk mangler de kritiske spørgsmål til sidst. Skønt det viser sig, at flertallet af debuterende instruktører p.t. er kvinder, holder Rosendahl et foredrag om de gode takter i at indrette produktionsstøtte til film efter en kvotetankegang, hvor 35-40 procent af midlerne kan gå til det ene henholdsvis det andet køn.

Og Lotte Svendsen summerer op:

”Så vi snakker om en meget stærk topstyring i en stærk stat, der har visioner på befolkningens vegne.”

”Ja, staten skal være innovativ,” bekræfter Christina Rosendahl.

”Og for at kunne gennemføre det – jeg er ikke sikker på, det bliver Mette Frederiksen, vi skal have en stærkere antikrist, måske en Christina Rosendahl, en formand Mao … forklædt i Stine Goya-tøj (…) Måske er det din datter, der kunne tage teten, jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at der skal reguleres på alle mulige fronter, med benhård hånd, ikke kun ligestilling inden for film, det handler også om Jordens frelse, men det er en helt anden snak, vi må tage en anden gang,” siger Lotte Svendsen, hvorpå programmet fader ud.

Det forløjet ikke-politiske
Lad os lige slå fast, at problemet ikke er Svendsen eller Rosendahl. Problemet er iscenesættelsen, at de får lejlighed til at udbrede deres budskaber komplet uden kritisk modspil. Dermed bidrager programmet til den overordnede tendens, hvor venstrefløjen har nemmere i medierne (og navnlig DR).

Sagen er jo den, at noget tilsvarende aldrig ville være forekommet med to debattører på højrefløjen. Eller kan nogen anvise, hvornår P1 har givet åben mikrofon til to højrefløjsdebattører, der uden moderation fra en værts side får en time til at give hinanden ret i, at skatterne skal ned, eller at indvandringspolitikken skal strammes op? Hvis nogen kan anvise, hvornår det er forekommet inden for DR’s regi, hører vi gerne nærmere. Indtil da vil vi konstatere, at skævheden eksisterer.

Der ligger bag hele dette setup en løgn – eller misforståelse – at dette har været et program med to kulturpersonligheder. Det er det jo ikke kun. Det er et program med to partskilder, der har interesse i politisk indgriben i filmbranchen, også rent politisk, især når Rosendahl ud over at være filmskaber også er formand for interesseorganisationen Danske Filminstruktører. Dermed er hun så meget en partskilde som formanden for Bæredygtigt Landbrug og helt uegnet til at medvirke i et format som Ping Pong, der er så ureguleret.

Gad vide, om problemet fortrinsvist er, at ledere i DR ikke kan se dette, eller at de ikke vil se dette. I hvert fald må vi konstatere, at venstrefløjen i DR har en helt anden adgang til at være uimodsagt politiske. Og vi må anfægte, at det skal være rimeligt i en koncern, man som skatteborger ikke kan fravælge at støtte.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4675″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3820″][/vc_column][/vc_row]