Regeringens coronahåndtering har givet det danske fællesskab dødsstødet

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Vi skal nok komme os over coronavirussen, skriver Christian Strarup. Men det vil tage lang tid at komme os over de sår i befolkningen, som den socialdemokratiske regering har skabt med sin coronahåndtering.
Af Christian Strarup
Den 11. og 12. marts udspillede der sig Danmarkshistorie på mange planer. Folketinget gav en ét-parti regering nærmest ubegrænset magt uden parlamentarisme.
Med lige dele vildledning, tilbageholdelse af oplysninger og selektiv udlægning af virkeligheden, fik Mette Frederiksen, Magnus Heunicke m.fl. ændret epidemiloven og tiltusket sig magtbeføjelser – og det blev starten til et annus horibilis, hvor myndigheder, faglige eksperter, virksomheder og befolkningsgrupper så sig udskammet af en regeringskoordineret indsats. 
Men hvad får det af konsekvenser for fremtiden og for tilliden til magthaverne, at en så smal regering har skamredet folkets tillid og skabt frygt, utryghed og fremmedgørelse?
HOPE-projektet på Århus Universitet undersøger befolkningens adfærd under corona-krisen og sætter det i relation til de meget strikse restriktioner som regeringen krænger ned over den måbende befolkning. Og ikke overraskende så er der en vis mæthed i befolkningen til at følge trop og adlyde regeringens mange formaninger og forbud. Og hvorfor?
Ja, det behøver man ikke være adfærdsforsker for at kunne svare på. Enhver forælder ved, at når et barn spørger ”jamen, hvorfor må jeg ikke?” og svaret er ”jamen, fordi!”, eller den udvidede form ”fordi jeg siger det”, så har man tabt kampen. Barnet mister respekten på sigt – fordi barnet søger en forklaring og bliver spist af med ren magt.
Netop det har vi været vidne til under regeringens mange pressemøder. Mette Frederiksen talte ned til befolkningen som var vi små, uopdragne børn – og når restriktionerne blev ført ud i livet, fik vi ingen saglig forklaring på hvorfor. 
Samtidig bygger regeringens mange pressemøder på at skabe frygt, eller det man i ledelse kender som ”management by fear”. Det princip som kan virke kortvarigt fordi de underordnede frygter konsekvenser ved ikke at følge ordre. Men der findes næppe ret mange eksperter i ledelse som mener, at en enstrenget ledelsesstrategi, der alene bygger på frygt, er en holdbar strategi. 
Et vigtigt instrument i regeringens ”management by fear”-strategi er offentlig udskamning. IKEA, unge, indvandrere, butikker etc. er blevet udskammet af regeringens ministre – både på TV-transmitterede pressemøder og på de sociale medier, hvor de udskammede ofre ikke har haft en jordisk chance for at tage til genmæle. 
Seneste nye påfund fra regeringen er ”samfundssind” som blev kåret til årets ord i 2020. Næppe er et ord brugt så meget, uden at vi har en fælles forståelse for, hvad samfundssind er.
Regeringens udlægning er, at følger vi deres anbefalinger blindt, så udviser vi samfundssind … men hvad med dem, som stiller spørgsmål til regeringens politik? Eller dem, som er trætte af at blive talt ned til af landets ledelse?
Søndag den 17. januar var transportminister Benny Engelbrecht som på TV2 News udskammede influencers og andre som valgte at rejse på ferie i disse tider. Det er en anbefaling, at man frarådes at rejse – men ikke et krav. Men man må forstå, at følger man ikke anbefalingen, så står man til offentlig udskamning. 
I regeringens kampagne for Arne-pensionen turnerede Socialdemokratiet på det sociale medier med en fortælling baseret på ”lille land, stort fællesskab”. Også her blev udskamning benyttet som et vitalt instrument til at få gennemtrumfet politikken. Man må forstå, at går man ikke ind for Arne-pensionen så er man et usselt menneske, som ikke vil andre det godt. Altså en ”enten-eller” udlægning af politikken. 
Derfor ser jeg med gru ind i fremtiden efter corona. Virussen skal vi nok få bugt med – dertil har vi videnskaben og den menneskelige fysik. Men hvad der tager meget længere tid, er at få helet sårene i befolkningen.
Regeringen har, med sin ”del-og-hersk” politik splittet befolkningen, fået etableret et stikkersamfund med selvbestaltede coronabetjente som nidkært kommenterer, beordrer og udskammer andre som ikke følger eks. anvisninger om mundbind, afspritning etc. Disse sår tager meget lang tid at hele og det vil meget vel påvirke sammenhængskraften i Danmark. Når man fra landets ledelse spiller forskellige befolkningsgrupper ud mod hinanden, så er viljen til at hjælpe og vise omsorg for andre under pres. 
Samtidig slås regeringen og fremtidige regeringer med et kæmpe problem og det er tilliden til politikerne. Og pudsigt nok, er tilliden altafgørende for, at man efterlever både anbefalinger og restriktioner – og at der ikke graves grøfter i befolkningen.
Men også her fejler regeringen fælt. Og endnu værre bliver det, når regeringen har påtaget sig ”forældrerollen” og med pisken i hånden skræmmer befolkningen til at makke ret – men så samtidig glemmer at belønne med guleroden også. Og endnu værre – man bryder grundloven og henkaster nedslagtningen af et helt erhverv som ”en fejl” …
Forleden skrev Dan Rachlin på Facebook ”Sølle 659 smittede det seneste døgn (målt over kun 15 timer). Ikke én eneste minister, ikke én eneste af de nye mediedarlings i form af Brostrøm, Randrup osv. finder det passende at være ‘positive’ blot i en indskudt sætning?”
Og hvor har Dan Rachlin ret. Vi hører kun dundertale på den evindelige strøm af pressemøder. Og kommer der få roser til befolkningen, så er det altid i sammenhæng med nye restriktioner som kun bidrager til en voksende undren i befolkningen. For logik er der ikke meget af – hverken i restriktioner, hjælpepakker eller retorik.
Christian Strarup er MBA og senior marketing manager.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?