Senest mandag kan du søge om dine indefrosne feriepenge

Senest mandag kan der søges om indefrosne feriepenge
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Danskerne kan snart søge om at få udbetalt de sidste to ugers indefrosne feriepenge. Senest 29. marts – altså på mandag – skal muligheden åbnes, fremgår det ifølge B.T. af en ny bekendtgørelse.
Beskæftigelsesministeriet kan ikke oplyse, præcis hvornår det bliver muligt at søge om at få pengene udbetalt. Det vil blive meldt ud på et senere tidspunkt, oplyser ministeriet til Ritzau.
I alt fem ugers feriepenge blev indefrosset, da Danmark fik en ny ferielov. De første tre uger fik danskerne mulighed for at få udbetalt sidste år, og nu åbnes der altså for, at man også kan få de sidste to uger.
Det var oprindeligt tanken, at pengene skulle være låst, indtil danskerne gik på pension. Men på grund af coronakrisen blev det sidste år vedtaget, at pengene skulle kunne komme til udbetaling.
Tirsdag i sidste uge, da lovforslaget om udbetalingen blev stemt igennem, fortalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at han håber, at pengene bliver brugt lokalt i butikkerne, hvor man bor.
– Vi kan fra udbetalingen i efteråret se, at omkring 75 procent hævede deres penge, og at pengene var med til at få fart i omsætningen rundt omkring, sagde han i en pressemeddelelse efter vedtagelsen.
Sidste år blev der udbetalt feriepenge for omkring 52 milliarder kroner.
Ifølge B.T. fremgår det af bekendtgørelsen, at man senest skal søge om at få udbetalt feriepengene 31. maj, hvis man vil have dem udbetalt. Der er dog enkelte undtagelser for det.
Har man for eksempel været syg, eller hvis det først efter fristens udløb er blevet indberettet, at man har feriepenge til gode, kan ansøgningen godt behandles efter fristens udløb.
Vælger man ikke at få udbetalt feriepengene, bliver de forvaltet af LD fonde og automatisk udbetalt, når man går på folkepension.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?