Den militære chef i Skive nød et afbræk i den daglige dont, ved at præsentere forsvarets betydning for Danmark. Det hyggelige og godt slidte auditorium på Skive Kaserne lagde hus til 2 skoleklasser i auditoriet, og den veltjente overheadprojektor med 3M logoet og den orange ledning fra 1988 pryder sikkert stadig lærestedet for Ingeniørtropperne.

“Russerne ser Danmark som en prop i Østersøen. Perspektivet er lidt anderledes, men husk at alle de strande og havne som vi danskere elsker, de udgør en trussel for Ivan.

En del russisk koldkrigsudstyr er fundet på Bornholm, og vidner om at østbloksoldaterne har gæstet øen uden invitation, som en del af deres kamptræning.”

Obersten var på hjemmebane når der kom lys i de små elevers øjne. De fik historien om de to amatørfotografer, som året før – ved et uheld – var kommet til at tage billeder af en dejlig polsk skov. De havde “overset” et par velvoksne militære installationer i baggrunden. Det gjorde ondt på udenrigsministeren, at han måtte lade de 2 gode danskere i stikken.

“Hvis en af jer får lov at passere grænsen fra Kirkenes i Nordnorge og ind i Rusland, og I vil følge Kysten indtil en kystgrænsevagt standser jer, hvilket land har i så fald ansat denne grænsevagt?”

Efter en rigtig lang pause, svarer obersten selv på sit spørgsmål; “NordKorea”.

“Inden I forlader kasernen, synes jeg at vi skal se på kortet med russiske briller en sidste gang, og se verden fra udsejlingen i Skt. Petersborg. Finland og Sverige er seriøst bekymrede for, om deres neutrale glasur er nok til at holde Rusland hjemme. Det delte Tyskland er forsvarspolitisk svækket, og udgør ikke en reel trussel for Rusland.”

Musketéreden

Herhjemme hænger vi hele vores sikkerhed op på artikel 5 – Musketéreden – samtidig med, at vi generer amerikanske flådefartøjer med atomvåbenfri zone og demonstrationer i Århus Havn. Var det ikke for forsvarsministeren, udenrigsministeren og Rigsfællesskabet, så blev vi igen ansét for en småstat. Polakkerne og Balterne er der ingen problemer med. Uden NATO var Danmark “på den”.

Man skal kende sine fjender, og aldrig tage demokrati og menneskerettigheder for givet!

Som om Østersøen med Åland, Bornholm, Øresund og Kattegat ikke var farligt nok for den russiske flåde, så havde danskerne travlt med at kontakte sine allierede så snart Langelandsfortet observerede Warszawa-pagt fartøjer. Det var afgørende under Cuba krisen i ’62, og tilbage i Skive 1988, var der ikke mange der forudså Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud året efter. Status i Østersøen 1988 var til at leve med. Men intet kan ødelægge, som selvskade. Og Russernes selvskade er i fokus i denne artikel.

Det blev farligere for Russerne

I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i ’89, fik Polakkerne endelig deres frihed, efter at tyskerne og russerne på skift havde misbrugt deres militære magt til ubodelig skade for det martrede land. Det er historisk tankevækkende, at det var Hitlers overfald på Polen – en uge efter indgåelsen af Rippentrop/Molotov-pagten – der blev den officielle indledning på WW2. Og samtidig var valget i Polen den 4. juni 1989, der afstedkom den første frisættelse i rækken af lydstater – og dermed Sovjetunionens fald.

Med Helmuth Kohl i spidsen for genforeningsprocessen og Polen i en demokratiseringsproces, var den sydlige Østersø blevet markant farligere for russerne.

Endnu farligere for russerne…

Danmark var med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen, det første land, som anerkendte de baltiske landes selvstændighed den 24. aug. 1991. I realiteten var det en bekræftelse på den anerkendelse af de Baltiske lande, som Danmark meldte ud i August 1921, og det betød endnu en hårdhændet forringelse af Russernes mulighed for at starte krige, uden at vi opdager det.

Russernes katastrofale selvskade.

Den 24. februar 2022 indleder Rusland angrebet på Ukraine, og kort efter lander Finland og Sverige som ansøgerlande i Nato hovedkvarteret i Bruxelles. Selv om Erdogan stadig kan lade parlamentets godkendelse af Sverige som NATO-medlem trække ud, så kan vi konstatere, at Russerne siden 1988, er lykkedes med at gøre Fredens Hav i Østersøen til fjendtligt område. Der er ingen venligtsindede eller neutrale lande med kyst tilbage når Russiske flådefartøjer fra Skt. Petersborg og Kaliningradkorridoren vil ud i Atlanten.

Nato-slagstyrke i dansk nærområde?

Inderst inde er de fleste danskere bevidste om, at vi ikke kan forsvare vores eget landområde indtil vore NATO-partnere når frem. Vi betaler heller ikke det minimumskontingent på 2% af vores BNP, som vi er forpligtet til. Vi har mange bogholderikneb i tasken; Opgaverne i Nordatlanten, bidragene til Ukraine og loyaliteten i forhold til USA’s globale opgaver. Men ret beset er det ikke længere i vores egen interesse, hvis vi fortsat prioriterer “sygeplejersker før soldater”. Vi må ædrueligt se i øjnene, at basal velfærd, forsvar og grøn omstilling har behov for øget finansiering. Det bliver dyrt at løfte, men der er intet alternativ. Selvom dansk forsvar er underfinansieret, er der lys forude. For det første er der bred politisk opbakning til at finde ressourcerne til at løfte niveauet, og for det andet betyder Ukraine krigen endnu en voldsom ændring siden 1989. Lad os se hvor meget der er forhåbninger og hvor meget der er fakta.

Der er selvsagt en række faktorer som afgør kapaciteten i vores nærområde; Den procentsats som lande bidrager med, landenes størrelse og BNP, det antal borgere der kan mobiliseres og mere generelt: Hvad er det for kapaciteter og geografiske forhold, som de enkelte lande repræsenterer.

De betaler 2% til NATO

Lad os indlede med de lande som overperformer de 2 %. Her ligger landene omkring Østersøen så højt, at det giver danskerne dårlig samvittighed; Polen, Estland, Litauen, Finland og Letland. Alene Polen – som har skabt et vækstboom siden de blev medlem af EU-  og det veldrevne Finske samfund bidrager væsentligt både målt i økonomi og forsvarsvilje. Finnerne kan mobilisere næsten en million borgere under våben, og Polakkerne har ydet en mastodontisk indsats til Ukraine. Balterne er små økonomier med betydelige russiske mindretal – sammenlignet med Finland og Polen – men forsvarsviljen er helt i top og Baltikum ligger geografisk supervigtigt, hvis vi skal lukke Østersøen i tilfælde af russisk aggression.

De mangler viljen

Så er der de lande i vores nærområde, der ligger under den aftalte grænse: Det er primært Norge, Danmark og Tyskland! Norge kan let finansiere et stigende forsvarsbudget, og holdningen fejler ingenting. Danmark har allerede besluttet at komme op på de 2% med historisk bred opbakning – dog noget ude i fremtiden – og Tyskland er i en træg omstilling. Efter WW2 bad Verden aksemagterne om at holde deres forsvar på et defensivt minimum. Derudover har DDR perioden og den voldsomme afhængighed af Russisk gas, gjort et reelt brud med Rusland meget svært at realisere. Men supertankeren har skiftet retning.

Rusland har styrket NATO

Rusland har siden 1989 udlevet  den gamle sandhed om, at “intet samler som en ydre fjende”. Med overfaldet på Ukraine i februar 2022 har Russerne sat en slutspurt ind, som har formået at flytte magtbalancen i NATO nordpå.

Nu handler det om at sikre den amerikanske opbakning til NATO og Ukraine hen over og efter valget i 2024.