Skatteministeriet får skarp kritik: Straffesager på stribe forældes

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Ifølge Statsrevisorerne er der problemer i Skatteministeriets håndtering af de straffesager, der kommer ind.

Bunkerne af sager vokser og vokser. Det samme gør behandlingstiden. Det sidste er et så stort problem, at nogle sager forældes, før de bliver vurderet.

Statsrevisorerne, der er Folketingets organ til at kontrollere, at skattekronerne bliver brugt, som de skal, kritiserer derfor ministeriets håndtering. Ud af ti former for kritik er kritikken den tredjemest alvorlige og i kategorien “skarp kritik”.

Kritikken bygger på en gennemgang lavet af Rigsrevisionen.

Her er der fundet eksempler på, at forhold, der potentielt er strafbare, ikke engang er blevet sendt til en såkaldt strafferetlig vurdering i Skattestyrelsen. Rigsrevisionen kan end ikke finde dokumentation for, hvorfor sager ikke er blevet sendt.

Problemet er ifølge gennemgangen, at sagsbunkerne vokser og vokser – blandt andet fordi behandlingstiden for hver sag er mere end fordoblet fra 2016 til 2020.

I 2016 tog en sag i gennemsnit 202 dage at behandle. I 2020 var det 451 dage.

Rigsrevisionen har fundet 4500 sager, der har ligget klar til at blive sagsbehandlet i over et år, uden at der er sket noget.

– Konsekvenserne af den lange sagsbehandlingstid er, at mange af straffesagerne forældes og må henlægges, inden den strafferetlige vurdering er påbegyndt, og at straffen er blevet nedsat eller gjort betinget, skriver Statsrevisorerne.

Med andre ord er der en overhængende risiko for, at økonomisk kriminelle slipper lettere eller fuldstændig, fordi behandlingen af sagerne går for langsomt.

– Beholdningen af uafsluttede straffesager er tredoblet i perioden 2016-2020 fra cirka 3600 sager til cirka 12.300 sager på grund af en stigende tilgang af sager, skriver Statsrevisorerne.

Statsrevisorerne udtaler kritik af, at “mange borgere og virksomheder oplever ikke at blive straffet, når de overtræder afgiftsreglerne.”

Men også af at borgere og virksomheder skal vente lang tid på at få afgjort en sag.

Skatteministeren har fået to måneder til at svare for sig.

/ritzau/

Subscribe

* indicates required

.

Vi opbevare din data sikkert, og du kan til hver en tid melde nyhedsbrevet fra igen

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp's privacy practices here.