[vc_row][vc_column][vc_column_text]Hvis du efter at have læst dette indlæg stadig mener, at det borgerligt-liberale Danmark pt. bør være mest optaget af at sænke skatteprocenten, så er du ikke nævneværdigt liberal, skriver Brian Degn Mårtensson.
Af Brian Degn Mårtensson
Ifølge hjemmesiden tradingeconomics.com forefindes verdens laveste trækprocenter blandt deciderede anti-liberale lande som Quatar, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Det er der naturligvis gode grunde til, da de nævnte olieproducerende diktaturstater slet ikke har brug for egentlig indkomstskat.
Ikke desto mindre har de stort set kun selskab af andre anti-liberale diktaturstater i bunden af ranglisten over indkomstskatter verden rundt – heraf også flere uden fx markant olierigdom. Dette illustrerer med al ønskelig tydelighed, at lav skat i sig selv ikke medfører liberalisme eller frihed for den enkelte.
Liberale har været besat af skattepolitik siden Glistrup
Faktisk er indkomstskatten lavere i et erklæret kommunistisk land som Kina end den er i Danmark. Alligevel har danske liberale været nærmest besat af skattepolitik siden starten af 70´erne, hvor Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet på markant vis satte emnet øverst på dagsordenen.
Der er naturligvis også gode grunde til at interessere sig for skattepolitik, bl.a. fordi skatter og afgifter er adfærdsregulerende. Fx beskatter man ting, man politisk vil have mindre af – aktuelt bl.a. tobak, alkohol og meget forurenende biler. Omvendt kan man sænke skatten på ting, som man gerne ser mere udbredt, fx økologiske varer, elbiler eller energivenlige renoveringer. Samme princip gælder naturligvis også for arbejde i almindelighed – hvis beskatningen er høj, vil flere afholde sig fra at arbejde mere end højst nødvendigt. Når vi beskatter arbejde og dygtighed hårdt, får vi naturligvis mindre af det. Alt sammen er rigtigt nok.
Endvidere har skattepolitik også en moralsk dimension, som er værd at drøfte. I hvor høj grad er det rimeligt, at flertallet beslaglægger frugten af den enkeltes selvopofrelser? Hvis jeg fx – i både regn og slud – slider og slæber hver eneste weekend med en masse avisruter for at give min familie en ekstra ferierejse, er det pt. flertallets opfattelse, at hele befolkningen skal have cirka halvdelen af min indtægt til deling.
Konsekvensen er, at jeg så må knokle dobbelt for at glæde mine kære. Det kan man altid diskutere frem og tilbage, og det bør man selvfølgelig også. På den ene side skal fælles goder finansieres, men på den anden side må man også være villig til at diskutere mængden og karakteren af disse. Dette bl.a. fra et moralsk perspektiv, for når man fratager folk noget, de selv har knoklet for, så griber man voldsomt ind i deres liv, deres håb og deres drømme.
Lav skat er ikke garanti for et liberalt samfund
Men hvorfor mener jeg så alligevel, at det borgerlige Danmark har været overfokuseret på ovenstående spørgsmål de seneste halvtreds år? Jo, først og fremmest fordi lave skattesatser ikke i sig selv gør et liberalt samfund. De kan højest være en naturlig konsekvens af et sådant, men ikke dets årsag. Modsat kan man sagtens have et anti-liberalt samfund med en indkomstskat på 0 %.
I det følgende skal vi se nogle eksempler på, at Danmark er ved at udvikle sig til et regulært anti-liberalt samfund med en dertil hørende svækket retsstat, og dette er sket mens det borgerlige Danmark har været ekstremt optaget af skattespørgsmålet.
Siden Fremskridtspartiets bemærkelsesværdige fremkomst er det overordnet lykkedes at få bremset stigningen i skatteniveauet, men vi skal via tre historiske nedslag se, at Danmark alligevel er blevet et markant mindre liberalt samfund.
Bistandsloven: Menneske og stat bliver et
Første nedslag er Bistandsloven af 1976, som var en del af 70´ernes omfattende reformering af det sociale system i Danmark. Arbejdet desangående var igangsat under 1960`ernes højkonjunktur, og bar præg af den optimisme, der herskede her. Med bistandsloven blev sociale ydelser en rettighed, og det offentlige blev i paragraf 1 ”forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde bistand til enhver, der opholder sig her i landet, og som af hensyn til sine egne eller sin families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte”.
Så er scenen ellers sat, og man kan med en vis ret sige, at Danmark først blev et rigtigt socialdemokratisk samfund i 1976. Alle havde nu ubetinget ret til statslig hjælp, opdragelse og støtte, og borgeren blev nu ”klient” som det hed sig i tidens politiske jargon.
Dette var ment positivt, og der var mærkeligt nok bred politisk enighed om, at bistandsloven var et civilisatorisk fremskridt. Sociale problemer og arbejdsløshed var ikke den enkeltes ansvar eller problem, det var nu statens. Menneske og stat blev et.
Reformen var længe undervejs, og som bekendt indtraf en voldsom økonomisk krise efter 1973, hvilket fjernede grundlaget for den utopiske optimisme, der ellers havde båret reformarbejdet frem. Til gengæld havde borgerne på det lange stræk nu ikke ansvar for deres egne liv, og staten var blevet en fast, nærværende og betroet følgesvend for den enkelte – fra vugge til grav.
En million ekstra bistandsklienter og en fordobling af offentligt ansatte
I de tredive år der gik fra bistandslovens indførelse i 1976 og frem til 2006 blev det logisk nok nødvendigt at fordoble antallet af offentligt ansatte, ligesom over en million ekstra klienter blev afhængige af offentlige ydelser – ifølge Danmarks Statistik. Udgifterne er fulgt med, naturligvis.
Når Bistandsloven af 1976 blev vedtaget med både socialdemokratiske, radikale og borgerlige stemmer skyldes det naturligvis flere forhold. For det første var det tværpolitiske forberedelsesarbejde langstrakt – under flere skiftende regeringer – og på et tidspunkt ”fanger bordet” i henhold til parlamentarisk skik og brug.
For det andet var samfundet dengang et andet, og man havde næppe fantasi til at forestille sig, hvad lovens klientilisme ville betyde for den kollektive mentalitet på sigt. I 1960´erne og 1970`erne var Grundtvigs og Kierkegaards liberale tanker stadig aktive og levende hos det brede flertal, og sluttelig har især borgerlige politikere nok også set reformens brede forlig som et slags Bismarcks værn imod samtidens ekspanderende venstrefløj.
Dette ændrer dog ikke på, at den danske borger i 1976 ophørte med at være egentlig borger, og blev klient hos den venlige, moderlige stat, der påtog sig ansvaret for den enkeltes hele liv og fremtid.
Folkeskolereformen: Staten kan lave borgere i sit eget billede
Andet historiske nedslag er folkeskolereformen fra 2013. Også denne reform blev vedtaget med stemmer fra både socialdemokratiet, de radikale, venstre og konservative, der nu var enige om, at ”alle børn skal blive så dygtige, de kan”, og at den offentlige skole skulle bryde den ”negative sociale arv”.
Grundskolen skulle nu først og fremmest være socialpolitik – samt et planøkonomisk konkurrencetiltag der skulle frelse landet fra de kinesiske horder, der inden længe vil tage vores alle sammens arbejde. Sluttelig skulle reformen modvirke tendens til ”opsplitning af samfundet” ved at løfte kvaliteten af den offentlige skole, så færre ville gøre brug af deres grundlovsikrede ret til at vælge alternativer hertil. Sådan var håbet – og frygten – i hvert fald op til lovens vedtagelse.
Som forberedelse til reformen nedsattes på socialdemokratisk initiativ en arbejdsgruppe med titlen ”Ny Nordisk Skole”, hvor indbudte venner og støtter skulle bekræfte partiets ideer på området. Herefter indkaldtes en række venstreorienterede skoleforskere til at arbejde videre med de praktiske detaljer.
Reformens store nyskabelse var en voldsom øget detailregulering af skolebørnenes mentale udvikling ved hjælp af statslige ”læringsmål” og tæt opfølgning herpå. I stedet for at fokusere på indholdet – fx et betydningsfuldt litterært værk i faget dansk – skulle undervisningen nu fokusere på ”læringsudbyttet”, altså ændringen af elevens hjerne og adfærd.
I tidligere tiders pædagogiske filosofi vidste man ikke, hvad opvoksende borgere kunne og skulle foretage sig som frie, selvmyndige mennesker, og derfor måtte man begrænse sig til at undervise dem i kulturelt frembragte erkendelser og fænomener (som fx matematik, kemi eller en roman) – og så ellers overlade brugen og målene hermed til borgeren selv.
En “kulturrevolution”, der lugter af Mao
I den nye reformskole fra 2013 indførte man med den socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorinis ord en regulær ”kulturrevolution”, der på klassisk maoistisk vis gjorde borgerens opvækst og fremtidige liv til et middel i stedet for et mål i sig selv.
Staten havde nu detaljerede mål for borgerne, og dette kunne man have, fordi staten vidste, hvad borgerne skulle foretage sig i livet. I samtidens debat var det helt utilsløret formidlet, at man skulle øge testresultaterne i skolen, hvilket efter sigende skulle påvirke konkurrenceevnen. Den klientiliserede medarbejderborger var nu helt åbenlyst et middel i et planøkonomisk system. Og dette – igen – med borgerlige stemmer.
Her syv år efter lovens vedtagelse kan vi konstatere et vedvarende, konsekvent fald i danske folkeskoleelevers færdigheder, tiltagende skolevægring og faldende trivsel. Flere og flere forældre vælger derfor at sende deres børn på fri- og privatskoler, der ikke er underlagt kulturrevolutionens ”fremskridt” og det tilhørende kontrolregime.
Til gengæld har vi generelt fået vendt forholdet mellem borger og stat om. Tidligere var det oplyste borgere, der ved fri overenskomst skabte eller genskabte sig en stat. Nu er det staten, der på målstyret og planøkonomisk vis laver sig nogle borgere i dens eget billede. Kun de frie skoler står i vejen.
Coronakrisen: Danmark i hellig sundheds-krig
Tredje historiske nedslag er socialdemokratiets krisepolitik fra 2020 og frem. Da Danmark blev ramt af covid-19 var den socialdemokratiske regering både ny og ung. Den var tiltrådt 27. juni 2019, cirka et halvt år før de første beretninger om den mystiske sygdom indløb fra Kina.
Heldigvis var regeringen nærmest skræddersyet til den situation – og de politiske vilkår og muligheder – en global pandemi medfører.
Ved regeringens tiltrædelse ønskede man en markant styrkelse af statsministeriets ”koordinerende funktion” og øget kontrol med fagministerierne. Derfor ansatte man et væld af nye politiske medarbejdere, herunder en helt ny funktion, der blev varetaget af statsminister Mette Frederiksens nære ven Martin Rossen. Denne fik sæde i regeringens koordinationsudvalg og tilhørende beføjelser, men uden formelt at være minister – og derfor ikke underlagt ministeransvarlighedsloven.
Dette vakte nogen opsigt, men var dog en nyskabelse, der stod helt i tråd med Mette Frederiksens ambition om at bruge regeringsmagten ”aktivt” og ”politisk”. Den nye regering valgte også fra start en nyskabende mediestrategi, hvor frie medier nedprioriteres til fordel for egne – eller af partiet egenhændigt kontrollerede – kommunikationskanaler. Brug af selvstændige, ikke-socialdemokratiske medier søgtes begrænset til ensidig afsendelse af budskaber ved fx pressekonferencer, og/eller feel-good-formater som ”Aftenshowet” eller ”Go´aften Danmark”. Ifølge partiet/ regeringen lider mange medier af en tendens til en meget negativ og urimelig vinkling af socialdemokratisk politik.
Mette Frederiksen kunne gå på vandet
Da covid-19 ramte Danmark i foråret 2020 var regeringen derfor godt klædt på til krisestyring og undtagelsestilstand, og man gennemførte hurtigt den første ”nedlukning”, hvor staten konsekvent og omsorgsfulgt tog sig af sine klientiliserede medarbejderborgeres ve og vel. Man forbød et væld af aktiviteter, lukkede skoler, begrænsede retten til at besøge pårørende på plejehjem og meget andet.
Staten var der for alle, og alle kunne mærke det på egen krop. Opbakningen til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet bare steg og steg, og det virkede en overgang som om, den store leder kunne gå på vandet.
Et grundlovsbrud på live TV
På et meget omtalt pressemøde i efteråret påbød statsministeren pludselig – uden at have lovhjemmel hertil – alle landets minkavlere at dræbe alle deres mink, inklusive avlsdyr.
Næsten alle sagkyndige er enige om, at det var fornuftigt at begrænse antallet af mink drastisk af hensyn til smitterisiko, mens der blandt samme eksperter var og er delte meninger om nødvendigheden af en total udslettelse af bestanden.
I situationen, hvor en pandemi truede, var der bestemt god grund til at udarbejde en hastelov om en eller anden form for begrænsning eller udfasning af landets smittebærende minkbestand. Det gjorde man dog bare ikke før ordren blev givet, og det blev med god grund en historisk skandale, som Folketinget sidenhen ønskede undersøgt af en kommission.
Grundlovens §73, stk. 1 er nemlig helt klar: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning”.
Der var ikke vedtaget nogen lov om at aflive alle landets mink, da ordren blev givet, så det giver ikke megen mening at diskutere om Grundloven er blevet overtrådt af landets statsminister eller ej. Det blev den – for rullende kameraer.
Regeringen forsøgte sig efterfølgende – via sociale medier og feel-good-fjernsyn – med forklaringer om, at Mette Frederiksens ordre alligevel ikke var en ordre, hvorved landets klientiliserede medarbejderborgere loyalt måtte forstå, at politi og militær bare kontrollerede dens effektuering som en slags aprilsnar.
Som statsministeren senere sagde, var der alligevel tale om en fejl, men den blev begået af hensyn til ”folkesundheden”. Således var alt tilsyneladende ok. Danmark var nemlig i en slags hellig sundheds-krig, hvor almindelig fornuft, Grundloven, det liberale demokrati og gængse retsstatsprincipper var sat ud af kraft. Heri var de fleste klientiliserede medarbejdere borgere ganske enige.
Vi bør kæmpe for meget andet end skatteprocenten
Hvis du, kære læser, stadig mener, at det borgerligt-liberale Danmark pt. bør være mest optaget af at sænke skatteprocenten, så er du ikke nævneværdigt liberal.
Pt. er situationen landspolitisk nemlig mere og mere den, at den socialdemokratiske stat er målet, mens borgerne er midlet. Her betyder skatteprocenten ikke det store, for om ganske få generationer vil enhver frihed være en illusion alligevel.
Hvis den førte politik videreføres længe nok, vil alle klientiliserede, frygtsomme medarbejderborgere agere lydigt og målstyret i et planøkonomisk tandhjul, hvor både krop, sjæl og handlefrihed reguleres stramt af staten. Vi er der næsten, og der vil altid komme en ny krise eller en trussel, der begrunder strammere og strammere styring.
Du bør som liberal afgjort mene, at det er vigtigt at sænke skatteprocenten, så snart vi har fået myndiggjort borgeren igen, og i almindelighed fået genetableret den tilstand, hvor staten er et middel, et nødvendigt onde om man vil – i stedet for at være selve målet med borgerens liv. Men først der.
Brian Degn Mårtensson er filosof og forfatter.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
