Tektonpladerne flytter sig værdipolitisk og sikkerhedspolitisk

Den nyvundne sikkerhedspolitiske enighed i den vestlige verden står overfor betydelig voldsommere udfordringer end gaspriser i vinterkulden. De virkelige konflikter handler om isolationisme og demokratisk stabilitet.
Hør artikel

Nancy Pelosis’ besøg i Taipei 2.-3. August i år, anskueliggjorde både isolationismen og den manglende stabilitet.

Er de Vestlige lande enige om at kæmpe for et regelbaseret globalt samfund, eller bliver principperne kun håndhævet, når vi har en konkret trussel imod egne interesser i nærområdet?

Har de Vestlige lande en robust intern opbakning til demokrati og menneskerettigheder, som gør det troværdigt og muligt at kæmpe for disse værdier i forhold til andre lande?

Med inspiration og analyse fra internationale medier og tænketanke, vil Indblik afdække en række globale faktorer som påvirker vores målsætninger for demokrati, sikkerhed, økonomi og klima mv.

Det geografiske perspektiv

USA, KINA og EU udgør det internationale klassement.

Enkelte af de 193 FN-medlemmer har globalt niveau, målt på eks. befolkningsstørrelse, geografisk størrelse, CO2 udledning eller militær styrke. Nogle lande kombinerer disse parametre med en aggressiv militær profil, uden at dette gør dem til supermagter. 

Rusland råder over flest af verdens atomvåben, mens russisk økonomi ligger på niveau med Italien eller Sydkorea. Umiddelbart lyder en global økonomisk 11. plads ikke så ringe, men når den i al væsentlighed er koncentreret om militær, gas og olie – og nu også sanktionsramt, så er der langt til en stormagtsstatus. Realistisk kan Putin kun realisere sine zaristiske stormagtsdrømme via angrebskrige.

For få år siden var der faldende politisk opbakning til NATO. Utrygheden blev understreget af præsident Trumps meget direkte opfordring til at betale det aftalte økonomiske kontingent til alliancen og den ultimative trussel om at forlade NATO. Det vestlige sammenhold hvilede på et meget spinkelt grundlag.

Det er angrebskrigen først på Krim i 2014, og nu rettet imod hele Ukraine fra 2021, som har révitaliseret NATO og EU i et historisk stærkt sammenhold vendt imod Rusland.

På overfladen ser det imponerende ud, når 2 af verdens 3 økonomiske supermagter står samlet i en kamp for et regelbaseret globalt marked drevet af demokrati og menneskerettigheder.

Når det i løbet af kort tid samtidig vil lykkes at få Finland og Sverige med i NATO – uden at tabe Tyrkiet, så har vi verdens stærkeste forsvarsalliance til at forsvare de vestlige værdier. Det understreger styrken i den globale magtposition.

Denne enestående økonomiske og militære styrkeposition er skabt til at imødegå ydre trusler, men måske er det de indre svagheder, som udgør den største trussel.

Internationalisme eller isolationisme.

De politiske skåltaler er stort set énslydende i den Vestlige verden. Vi står nemlig sammen om at sikre fred, demokrati og menneskerettigheder. NATO og EU matcher tilsammen USA, sådan at vi kan koordinere den militære indsats med de økonomiske sanktioner, og presse Rusland maksimalt.

Spørgsmålet er, om de Vestlige lande kæmper for demokratiske værdier internationalt, eller kun kæmper for principperne der hvor det gavner vores handel og sikkerhed på kort sigt. Rækker viljen til at kæmpe for Vestlige værdier længere end den kyniske kalkyle? Er det billigere at støtte en stedfortræderkrig i Ukraine, end at etablere en tilstrækkelig militær afskrækkelse af Natos eget område?

Putins voldelige overfald på Ukraine skabte det vestlige sammenhold, som vi har savnet i en årrække. Ukrainekrigen ramte direkte i hjertet af EU og NATO, og samtidig kom Tyskland på plads med en markant melding fra Kansler Scholz, bakket op af 100 mia. Euro til opgradering af tysk forsvar.

Definitionen på en supermagt omfatter viljen og magten til at præge resten af verden med sine værdier. Det er helt naturligt, at nationalstaten overvejer hvilke de kampe, den ønsker at involvere sig i, og det er samtidig indlysende, at hvis angrebskrige, udvikling af kernevåben, handelsrestriktioner, respekt for kommercielle rettigheder og klimapåvirkning foregår helt upåvirket i nogle dele af verden, mens de polices nidkært i andre, så er der ikke den fornødne vilje til at bakke værdierne op.

Det er samtidig indlysende, at hovedparten af verdens lande er tvunget til at pulje deres ressourcer, hvis de vil påvirke globalt.

De 2 supermagter; USA og Kina griber denne opgave meget forskelligt an. Kineserne hylder i realiteten respekten for national selvbestemmelse uden at stille detaljerede krav om menneskerettigheder, demokrati og miljø mm, mens amerikanerne i meget videre omfang involverer sig i værdibaserede konflikter langt fra den hjemlige geografi.

De europæiske nationalstater har ikke samme ambitionsniveau mht at agere samlet for at fremme vestlige værdier. Der er et stykke fra fransk involvering i afrikanske konflikter med baggrund i generationers kolonimagt og regionale stormagtsdrømme, til det Skandinaviske ønske om national selvbestemmelse. 

Solidariteten mellem USA og EU er udtalt i Ukraine konflikten, hvor amerikanerne låner Europa kræfter til at sikre nærområdet mod USAs gamle fjende under den kolde krig. Men hvor langt holder solidariteten, hvis amerikanerne forventer at europæerne bakker op i konflikten med Kina?

Svaret kan let skuffe amerikanerne.

Når Pelosi går så hårdt til stålet i Taiwan, så er det formentlig fordi Kina er langt vigtigere end Ukraine for de fleste amerikanere. Det er Kina som er truslen, og i modsætning til Rusland, så har kineserne både økonomisk og militær stormagtsstatus – selv om der stadig er afstand op til USA.

I forhold til NATO og EU, så har amerikanerne en stadig tydeligere forventning om at vi bakker op med sanktioner og politisk pres mod Kina, så snart Ukraine er under kontrol.

Churchill havde betydelige udfordringer med at opnå amerikansk opbakning til at støtte krigen imod Nazityskland. Og ikke mindst isolationisterne udgjorde et problem for Roosevelt. Pearl Harbour og definitivt Hitlers krigserklæring få dage senere, var helt afgørende for at etablere bred opbakning.

Republikanerne kunne være arnested for isolationisme, og America First and Only får en opblomstring hver gang amerikanerne har svært ved at afslutte en militær intervention – fra Vietnam og frem til Afghanistan. Men ideen om aktivistisk udenrigspolitik er i høj grad en del af republikanernes DNA, og Pelosi bliver da også bakket op i sin Kina-kritiske holdning fra republikanerne. Isolationismen er således ikke udtalt i USA for tiden.

Når USA mistede globalt fokus under Trump, var det nok mere som følge af præsidentens mangel på viden og interesse, end det var holdningen bag America First kampagnen, som gjorde udslaget. I øvrigt var Obamas’ politiske fokus også klart indenrigspolitisk. 

Demokratiernes robusthed

“Amerikas solidaritet med de 23 mio. mennesker i Taiwan, er vigtigere end nogensinde før, hvor verden står overfor et valg mellem demokrati og autokrati”.

Nancy Pelosi aktualiserede det amerikanske syn på den globale udvikling med sit besøg i Taipei 2. – 3. August. Her policer den vedholdende topdemokrat og Kina-kritiker med den ideologiske fane højt hævet, på trods af, at hendes eget kontor i kongressen blev angrebet med opbakning fra Donald Trump så sent som i januar ‘21.

Og det illustrerer udfordringen med den vaklende opbakning til demokrati og menneskerettigheder i USA. 

Pelosi forbigår udfordringen med at sidde på en trykkoger af religiøse abortmodstandere, konspirationsteoretikere og voldelige populister, som kan være med til at bringe Trump tilbage i Det Hvide Hus.

Det samme gjorde alliancen mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti under Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Modstanden imod EU, får yderpartierne til at stole blindt på USA.

Natos udfordring er, at USA med Trump i spidsen, kalder på en koordineret sikkerhedspolitisk EU-indsats. Og selv om Trump måske drukner i retssager inden valget, så vil vælgerbasen fra rustbæltet og det ekstreme højre, leve videre sponseret af våbenlobbyen og en række religiøse fonde.

Det kinesiske svar på besøget var umisforståeligt. “Den der leger med ilden, bliver brændt” udtalte den kinesiske generalsekretær Xi Jinping før besøget, hvorefter den kinesiske Udenrigsminister, Wang Yi, fulgte op efter besøget med følgende svada; “Det er en komplet farce, USA krænker Kinas suverænitet under dække af såkaldt demokrati”.

Fremtrædende kinesiske stemmer havde truet med at skyde det amerikanske fly ned, ligesom der blev foretaget en række flyvemæssige provokationer af luftrummet og besøget bliver fortsat fulgt op med militære øvelser i havet og luftrummet omkring Taiwan. Den ultimative konsekvens kan være en overfaldskrig på Taiwan. Ved tidligere kriser lå der amerikanske hangarskibe i Taiwanstrædet, men det vil tage tid at få dem frem igen, og derfor vil et kinesisk angreb være et fait accompli.

Det hvide Hus havde forsøgt at tale Pelosi fra besøget, men Pelosis’ svar til Kineserne nedtonede ikke trusselsniveauet. Formanden for Repræsentanternes Hus, angreb den kinesiske ledelses ageren i bl.a. Hong Kong, som en dybt foruroligende optrapning af konfrontationerne mellem kommunisterne og den frie verden.

Den indre trussel.

Formanden for repræsentanternes hus er fuldstændig opmærksom på at amerikanske frihedsrettigheder og demokrati hviler på et spinkelt grundlag, og at et nyt angreb på kongressen kan aktiveres både internt og ekstern med hjælp fra digitale platforme og gadens parlament.

Det er ikke kun et problem for USA, det er en kæmpe udfordring for NATO og for den frie verden i øvrigt. Mest fordi det er en gylden mulighed for Kina og Rusland.

EUs udfordringer med at leve op til CO2 målene og de alvorlige forfatningsmæssige udfordringer med domstole og frie medier i Polen og Ungarn m. fl. forsvinder ikke, fordi der nu er fokus på energipolitik og sanktioner. 

Og realistisk kan Macron let blive afløst af et langt mere populistisk styre i Paris ved næste valg. Ligesom Italien kan falde tilbage til den populistiske linie, som Berlousconi bedrev.

Disse interne udfordringer kan bringe både USA og EU i alvorlige vanskeligheder hver for sig, og tilsammen vil Erdogan til enhver tid udgøre en trussel, som kan svække sammenholdet om vestlige værdier i NATO.

Indblik garanterer at holde et fast fokus, både når det handler om at standse Putins Zar-drømme og sikre Ukrainernes frihed, men samtidig når vi trykprøver sammenholdet og robustheden omkring de vestlige værdier.

Danmark er et lille land med en høj velstand, og vi er afhængige af at kunne samhandle og samarbejde på det globale marked.

Vores sikkerhedspolitiske, handelspolitiske og klimamæssige interesser skal varetages sammen med andre vestlige lande.

Meget er blevet bedre omkring EU og NATO, men vi må aldrig tage fred og frihed for givet.

 

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?