Juraprofessor Frederik Waage fremhæver især to grunde til, at vidner i Minkkommissionen ikke er underlagt hverken sandhedspligt eller vidnepligt.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Minkkommissionen er fortsat i gang med sit arbejde med at afhøre i alt 61 vidner i sagen om den socialdemokratiske regerings ulovlige ordre om at aflive alle danske mink.

Først engang til foråret næste år forventes kommissionen at være klar med resultatet af sine undersøgelser.

Men når vidnerne for øjeblikket træder ind i Retten på Frederiksberg, hvor afhøringerne finder sted, er de ikke underlagt sandhedspligt. Faktisk er de som udgangspunkt heller ikke underlagt vidnepligt.

Hvorfor er vidner ikke underlagt sandhedspligt? En særlig paragraf giver svaret

Det faktum har skabt en del undren blandt mange af Indbliks læsere, og derfor har vi interviewet professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage, for at blive klogere på, hvorfor det forholder sig sådan.

Juraprofessoren fremhæver særligt to argumenter for, at vidner i kommissionen ikke er underlagt hverken sandhedspligt eller vidnepligt.

Waage oplyser, at forholdene for vidner i bl.a. Minkkommissionen er fastlagt af Lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner.

Heraf fremgår det bl.a. af paragraf 12, at:

– Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de nævnte forhold.

Med andre ord er vidner undtaget fra sandheds- og vidnepligten, hvis de på baggrund af sagen, der undersøges, risikerer strafansvar eller – og det gør sig især gældende for embedsfolk – risikerer disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar, det være sig f.eks. en irettesættelse, påtale eller fyring.

Kommissionen kan dog “pålægge den pågældende at afgive forklaring som vidne, når forklaringen må anses for at være af afgørende betydning for undersøgelsen og undersøgelsens beskaffenhed og dens betydning for samfundet findes at berettige til det”, fremgår det endvidere af loven.

– Der er altså nogle meget omfattende vidneundtagelser, og f.eks. kan bare muligheden for disciplinært ansvar eller for at blive sat tilbage i sin karriere være nok til at være undtaget fra at vidne. Den regel gælder både for Minkkommissionen, som er en granskningskommission, og for undersøgelseskommissioner som Instrukskommissionen, lyder det fra Frederik Waage.

Professor: Det handler om et grundlæggende strafferetligt princip

Når det gælder, at vidner i kommissionsundersøgelser som Minkkommissionen ikke er underlagt hverken sandhedspligt eller vidnepligt, handler det ifølge juraprofessor Frederik Waage om et grundlæggende strafferetligt princip: Nemlig at man ikke må risikere at inkriminere sig selv.

Det grundlæggende princip følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – forkortet som EMRK -, fortæller han.

– Det der er det afgørende her er, om de udtaler sig om nogle forhold, hvor de selv risikerer at ifalde straf. Der er et grundlæggende princip, som knytter sig til EMRK om forbud mod selvinkriminering. Altså, at man ikke skal risikere at inkriminere sig selv.

– Det er et helt grundlæggende strafferetligt princip. Det er et væsentligt element i det, siger Frederik Waage til Indblik. Han påpeger, at man heller ikke i retten kan kræve, at folk sidder og udleverer information, der får dem selv dømt. 

Sandhedspligt er “en mere relativ størrelse” i indledende undersøgelser

– Der er dog også et andet element, som kan forklare, hvorfor der ikke gælder en sandhedspligt, og det er at vi ikke har at gøre med en domstol. Vi kan godt kalde det en form for afhøring, og det svarer jo lidt til politiets undersøgelser, siger Frederik Waage. Professoren påpeger, at det er ikke forbudt at lyve over for politiet, så længe man ikke lyver om forhold, der kan få andre dømt for en kriminel handling.

Og Waage sammenligner netop undersøgelserne i granskningskommissionen med en politiundersøgelse. Han anfører, at ”kommissionsundersøgelser er forberedende undersøgelser, der måske kan føre til, at der bliver rejst retssager.”

De kan således sammenlignes lidt med politiets forberedende undersøgelser og afhøringer inden en straffesag.

Altså er Minkkommissionen at sammenligne med en slags politimyndighed, der tager sig af de indledende undersøgelser inden en evt. retssag. Sandhedspligten er derfor også en mere relativ størrelse i disse indledende undersøgelser, fortæller Waage.

– Det, man ikke ønsker, er at et vidne f.eks. kommer for en rigsret, men så bliver nødt til at holde fast i en løgn for at undgå at blive straffet for at have løjet under de forberedende undersøgelser i en kommission, siger han og tilføjer, at man på denne måde i virkeligheden forsøger at give retten de bedste muligheder for at finde frem til sandheden.

Professor: Ikke umuligt, at vidner taler usandt i kommissionsundersøgelser

Men kan dette ikke have konsekvenser for kommissionens undersøgelse – kan man f.eks. forestille sig, at et vidne taler usandt?

– Ja, bestemt. Nu kan vi tage den igangværende Støjberg-sag (rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, red.) som eksempel. Der er en del af de forklaringer, der her er blevet afgivet, som er diametralt modsatte. Det må anses for utvivlsomt, at der er nogle, der har løjet i kommissionen.

– I Instrukskommissionens betænkning har man på diplomatisk vis formuleret det på den måde, at man f.eks. siger, at ”kommissionen i det hele har tilsidesat X forklaring”. Og man siger, at der ikke er noget sted, der bliver løjet så meget som i de danske retssale. 

– Den amerikanske krimiforfatter Michael Connelly har i en af sine romaner kaldt retssagen for  en konkurrence i at lyve. Jeg fristes til at sige, at det gælder alle retssager, siger Frederik Waage. Det er måske ikke helt sandheden at sige sådan, men det er tæt på.

– Alligevel er det jo meningen, at domstolene i enhver retssag skal nå frem til sandheden, og det kan man jo kun håbe, at de gør.