Et citat som kom i kølvandet på den socialdemokratisk ledede SV-regering, der kun eksisterede i den korte periode 1978-79, og som måtte opgive at rette op på den galoperende inflation i 1970’erne – og som førte til den berømte frivillige overgivelse af regeringsmagten til Schlüters kartoffelkur i 1980’erne. Ikke for at male fanden på væggen, men i et politisk klima, hvor tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen ønsker samarbejde hen over midten, og Mette Frederiksen selv har ytret åbenhed om idéen i sine taler ved Grundlovsdag, samt en verdensomspændende inflation, er det svært ikke at drage paralleller.

For i bedste Anker Jørgensen stil har SF med Karsten Hønge set sig lun på at imødegå inflationen med højere lønninger og offentlige ydelser, som kunne læses i Berlingske d. 12. juli. Samtidig med at søforklaringerne fra venstrefløjen kun lader til at have set sine spæde skridt, siden Enhedslisten med Pelle Dragsted og Pernille Skipper i front på de sociale medier, anser inflationen som et produkt af grådige bestyrelser og erhvervsledere – som snildt vil kunne løses med beskatning af profit. Man fristes til at sige, at 70’erne har ringet, mens også Dansk Folkeparti i bedste populistisk stil har prøvet at tage et mere borgerligt redskab i brug, ved at foreslå afgiftsnedsættelser for at modarbejde gasprisstigningerne. Samtidig med at flere borgerlige partier har indvilget i at lave reformer, som får efterspørgslen til at stige.

Det minder mest om et spil for galleriet for at høste stemmer, men i lyset af regeringens respons på inflationen og muligheden for at blive fredet af de borgerlige i lyset af et muligt kommende valg – er det nok mere end det.

En farlig leg og et misforstået billede af inflation

Enhedslistens kalkule om, at f eks. prisstigningerne på ”æg” eller ”smør” er et produkt af grådighed fra fødevareindustrien, er ikke bare en makroøkonomisk fejllæsning af teori, som de fleste ville dumpe på ved første semester på enhver nationaløkonomisk eller erhvervsøkonomisk uddannelse – men også uden noget som helst empirisk belæg.

Inflation er altid defineret som en stigning i det generelle prisniveau og vil oftest blive vægtet over en længere periode. Og her kan vi bl.a. se, at fødevarepriserne har fulgt det generelle prisniveaus udvikling. Altså må det i stedet udledes, at inflationen kommer af, at der bliver trykt flere penge, end der bliver efterspurgt. Samtidig med at det massive udbudsreducerende skred har været til stede den seneste lange periode. Her er der tale om invasionen af Ukraine, hvor den massive handelsembargo mod Rusland har sat sig spor i økonomien, og Ukraines produktionsevne stort set ikke er tilstede længere, alt imens corona-pandemiens nedlukning også sætter sine spor, hvor der i lyset af en periode på over 2 år har været mindre udbudsaktivitet, og efterspørgslen er holdt oppe via hjælpepakker.

Altså må det ret nemt kunne konkluderes, at inflationen har været under opsejling længe. Bare kig på aktiemarkedets udsving og periodevise nedgange i slutningen af 2021 og 2022. Denne udvikling kan kun ses som ventet, samtidig med at boligmarkedets priser ser ud til at falde, og vi ser de første tendenser til, at det igen kan betale sig at have penge i banken med enten neutral eller positiv indlånsrente hos ”first-move’erne” i Saxo Bank.

Man må give Enhedslisten ret, at hvis målet er at reducere efterspørgslen og dermed inflationen, så kan skatter på profit sagtens have en positiv effekt. Dog med den konsekvens, at priserne vil stige yderligere på præcis de varer, som de prøver på at få til at falde igen. Hvis man lægger sig i denne slipstrøm på kontraktiv/stram eller ekspansiv/lempelig finanspolitik, vil det mest effektive redskab til at sænke den direkte efterspørgsel i samfundet være at beskatte de lavere indkomstgrupper hårdere – da deres indkomst sætter sig direkte i økonomien og de højere indkomstgrupper sætter pengene i investeringer eller opsparinger.

Parlamentarisk flertal for ikke at få styr på inflationen

Som nævnt i indledningen, stopper associationerne til 1970 og 1980’erne ikke ved inflationen og Kate Bush’s Running Up That Hill (A Deal with God) fra 1985, som toppede hitlisterne, da det politiske samarbejde over midten ligger og lurer. Selv om mange vil have gennemskuet Mette Frederiksens spin og ønske om at få de borgerlige partier ind i folden for at undgå en advokatundersøgelse efter valget, forekommer det stadig som ret validt i lyset håndteringen af inflationsproblemet.

Trods både formand, Søren Pape (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V) har afvist ønsket prompte, er den finanspolitisk lempelige facon en genganger hen over den politiske midte. Her ønsker Venstre højere befordringsfradrag, lavere energiafgifter og højere beskæftigelsesfradrag. Og sidstnævnte er Det Konservative Folkeparti også med på, og Radikale vil uddele kompensationen ”klogere”. Alle tiltag, som på ingen måde vil reducere efterspørgslen, men gøre akkurat det modsatte. Alt imens Lars Løkke Rasmussen (M) har som sit helt store projekt at samle midten.

I lyset af at regeringen foreslår at 290.000 ældre, som får ældrecheck, skal have 5.000 kroner ekstra i år, mens Skatterådet ekstraordinært har hævet satserne for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelsen – forekommer hele denne midter-konstellation ikke urealistisk.

ECB som den eneste løsning?

Spørgsmålet er, om man overhoved kan løse inflationen med disse finanspolitiske redskaber i en så lille økonomi som den danske, når man samtidig er bundet til euroen. Da det nemt vil kunne hævdes, at man som dansk politiker i lyset af konjunkturudsving kan gøre en af to ting, nemlig enten at modarbejde eller imødekomme den pengepolitik, man gennemfører i EU gennem ECB (Den Europæiske Centralbank).

For trods vi ser en vis nølen fra ECB, og trods man forventer en rentestigning på 25 basispoint i juli, og en vag udmelding om en mulig yderligere rentestigning i september, er rentestigningerne indtil videre udeblevet. Hvilket forekommer mærkværdigt og uhensigtsmæssigt taget i betragtning af, at inflationen er steget til hele 8,1% i maj ifølge EU selv.

Trods nølen og det der ligner handlingslammelse fra EU – i perspektiv til FED (USA’s Centralbank), så virker dette som en komplet ligegyldig faktor for de danske politikere, som lader til at ønske at optræde handlingskraftige og dermed levere et spil for galleriet om, hvad danske politikere kan gøre – mens man muligvis bare hælder mere brænde på bålet i forhold til at stimulere efterspørgslen i en tid, hvor Schlüters kartoffelkur fra 1980’erne nok bør være at foretrække, hvis man reelt ønsker at vise handlingskraft.