[vc_row][vc_column][vc_column_text]I et åbent brev kommer 35 internationale menneskerettighedsorganisationer med en ildevarslende advarsel til danskerne.
Af Philip Friis, philip@indblik.net
Anført af European Civic Forum har 35 internationale menneskeretsorganisationer udgivet et åbent brev rettet mod statsministeren, justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren.
Heri kommer organisationerne med en voldsom kritik rettet mod et nyt, omdiskuteret lovforslag fra regeringen.
”Tryghedsloven” fremsat af justitsminister Nick Hækkerup (S), beskrives i lovteksten som værende et lovforslag mod såkaldt ”utryhedsskabende adfærd”.
Det åbne brev, der er signeret af 35 forskellige europæiske menneskerettighedsorganisationer, indeholder en række forskellige kritikpunkter.
Men det er især spørgsmålet om de potentielle indskrænkninger af danskernes personlige frihedsrettigheder, organisationerne er bekymrede over. Især den foreslåede magtbeføjelse til politiet, der giver mulighed for at indføre opholdsforbud er ”i direkte modstrid med retten til fredelig forsamling”, skriver organisationerne og tilføjer:
– Undertegnede menneskrettighedsorganisationer ønsker at udtrykke vores alvorlige bekymring over de restriktive indgreb, som bliver foreslået med den nye ”tryghedslov”, som vi mener potentielt kan indskrænke frihedsrettighederne i Danmark og underminere landets forpligtelser ift. internationale menneskerettighedsstandarder og EU-konventioner.
Loven vil kunne gøre demonstrationer forbudt
Lovforslaget vil f.eks. give politiet mulighed for at gøre det ulovligt at opholde sig i et geografisk afgrænset område i 30 dage, hvis der menes fra Ordensmagtens side, at nogen har vist ”utryghedsskabende adfærd” i det pågældende område.
Opholdsforbuddet kan derefter forlænges med 30 dage igen og igen. Ydermere vil demonstrationer risikere at blive forbudt, hvis forslaget om ”tryghedsloven” gennemføres.
Regeringens lovforslag vil reelt set give politiet magt til at forbyde alle slags forsamlinger, heriblandt demonstrationer. Men også alt fra børnefødselsdage til fodboldkampe ville kunne blive forbudt, og lovforslaget vil derved krænke alle danskeres bevægelsesfrihed gevaldigt.
Og overtrædes opholdsforbuddet, ville det straffes med en bøde på 10.000 kroner eller fængsel på op til et år.
Kritik fra alle sider
”Tryghedsloven” har mødt kritik fra alle ender af det politiske spektrum.
– Det her er en af de største indskrænkninger i danskernes personlige frihed meget længe.
– Jeg er dybt bekymret over, at det ikke har fået mere opmærksomhed, end det har, lyder det f.eks. fra Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard.
Også danske eksperter, herunder en professor fra Københavns Universitet samt en seniorrådgiver fra Amnesty, har kritiseret lovforslaget i hårde vendinger.
Professor i forfatningsret og menneskerettigheder ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, udtalte til Arbejderen, at lovforslaget er dybt problematisk.
I selvsamme artikel fra Arbejderen berettede seniorrådgiver hos Amnesty, Lisa Blinkenberg følgende:
– Det er et alvorligt indgreb i retten til at kunne demonstrere fredeligt. Vi skal holde fast i, at det er en demokratisk frihed at kunne demonstrere fredeligt.
Trods gentagne henvendelser fra Indblik til Justitsministeriet har justitsminister Nick Hækkerup (S) ikke ønsket at kommentere hverken lovforslaget eller kritikken af det.
I et skriftligt svar til Politiken har ministeren dog skrevet, at han er “åben for at diskutere, om vi generelt bør undtage demonstrationer i lovforslaget”.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]