Truer med bøder på 2500 kroner: Her forlænger politiet opholdsforbud for tredje gang

Opholdsforbud på Christiania forlænges ind i februar
Emil Helms/Ritzau Scanpix

For tredje gang forlænger Københavns Politi et opholdsforbud, der dækker en del af Christiania.
Det oplyser politiet i en meddelelse onsdag.
Forbuddet, der blev indført 7. januar for at hindre spredning af smitte med coronavirus, varer nu til og med 3. februar.
Forbuddet gælder i Pusher Street og Green Light District, og det er gældende i tidsrummet klokken 10-24.
Man må ikke tage ophold i området, men almindelig færden som hundeluftning, spadsere- eller løbeture er tilladt i området. Bryder man forbuddet, risikerer man en bøde på 2500 kroner.
Politiet har forlænget forbuddet, da det vurderes, at der fortsat dagligt er mange mennesker omkring området.
– Politiet vurderer, at der er stor risiko for, at mange af dem igen vil forsamles i Pusher Street og Green Light District på en måde og i et sådant antal, at det er i strid med de gældende restriktioner samt sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger, hvis opholdsforbuddet ophæves, skriver politiet.
Forbuddet blev første gang indført 7. januar. Og en uge inde i forbuddet besluttede Christianias beboere at lukke de tre hovedindgange med hegn.
Årsagen var, at handlen med hash, som normalt foregår i områderne omfattet af opholdsforbuddet, havde spredt sig til andre steder på Christiania.
Det er uvist, hvornår hegnene vil blive fjernet.
Det er – ligesom i resten af samfundet – forbudt at samles flere end fem personer ad gangen i offentligheden. Forsamlingsforbuddet blev sænket 6. januar for at bekæmpe spredning med særligt den britiske coronavariant.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?