[vc_row][vc_column][vc_column_text]To tredjedele af vælgerne lever af statskassen. Det er ikke holdbart – og derfor må der gøres noget drastisk, skriver Indblik.nets chefredaktør Claes Theilgaard.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
I disse år runder den omsiggribende danske velfærdsstat et afgørende hjørne. Mere end tre millioner danskere lever nu af statskassen, enten som overførselsmodtagere eller som offentligt ansatte. 
Det svarer til to tredjedele af vælgerbefolkningen. Med andre ord er det altså en tredjedel af vælgerne, der betaler hele gildet.
Det har fået cheføkonom Mads Lundby Hansen fra tænketanken CEPOS til at slå alarm i et interview her på Indblik.net. 
For når en så høj andel af befolkningen reelt ikke producerer noget, men blot lever af andres hårdt tjente penge, der omfordeles og uddeles via skattesystemet, bør vi være bekymrede.
Ser man tilbage på 1970 var det “kun” en tredjedel af befolkningen, der levede af statskassen. 
Siden er andelen bare vokset og vokset, mens politikere har forsøgt at øge danskernes velfærd ved at udvide den offentlige sektor og kradse flere af de skatter ind, der finansierer denne udvidelse.
Konsekvensen af årtiers misforstået politik er, at et stort flertal nu lever at mindretals hårde arbejde. Læg dertil, at det hårdtarbejdende mindretal lægges for had, udskammes og reguleres halvt ihjel af politikere, der enten ikke ved – eller ikke ønsker at vide – hvor de penge, der finansierer hele velfærdsstaten, kommer fra.
Når to tredjedele af vælgerne er afhængige af staten, der hver måned stikker dem en check i hånden, er det selvsagt svært at gennemføre reformer, der søger at indskrænke velfærdsstaten, lette skatten eller gøre livet nemmere for den del af Danmark, der producerer den velstand, vi alle nyder godt af.
Dette flertal af vælgerne vil have en naturlig tilbøjelighed til blot at stemme, så de får mere af det samme: flere og bedre overførselsindkomster, flere og bedre lønnede offentligt ansatte og en stadigt større velfærdsstat. 
Samtidig vil de have et behov for at slå det produktive Danmark yderligere oven i hovedet, for folk i den private sektor står jo uden for det store velfærdsfællesskab og går i øvrigt ofte imod deres ønsker og værdier.
Det synes at være en indbygget mekanisme, at velfærdsstaten griber om sig, og at den ikke uden videre stopper med at vokse. 
Men når velfærdsstaten vokser, koster det os alle dyrt. Høje skatter og mange på statslige overførsler betyder mindre vækst og velstand, ringere arbejdsindsats og lavere beskæftigelse.
Alt tyder på, at udviklingen vil fortsætte – medmindre der gøres noget drastisk. Det er tvingende nødvendigt at præsentere bedre løsninger og gennemføre gennemgribende reformer. Der er behov for et opgør med den omsiggribende velfærdsstat, og det opgør starter med at mindretallet råber op.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]