[vc_row][vc_column][vc_column_text]I 1952 var vi ramt af en alvorlig polioepeidemi, der særligt ramte børn. I denne artikel får du et udførligt indblik i epidemien – og ikke mindst, hvordan vi som samfund valgte at håndtere den.
Af Nina Marie Waage, nina@indblik.net 
I 1952 raserede en kæmpe polioepidemi Danmark og særligt København var hårdt ramt. Polio angreb mest børn og unge. Blegdamshospitalet i København var det centrale hospital til at håndtere epidemien. På grund af ineffektive behandlingsmetoder og mangel på sygehuspersonale måtte man tænke i nye baner for at redde liv. 
Hvad er polio?
Polio eller poliomyelitis skyldes infektion med poliovirus. Sygdommen kaldes også børnelammelse, fordi den i særlig grad angriber børn og unge. 
I lettere tilfælde får den smittede influenzalignende symptomer, men i svære tilfælde indtræder der lammelser, nogle gange af arme og ben. I andre tilfælde lammes alle kroppens muskler, inklusive åndedrætsmuskulaturen, så man ikke kan trække vejret. Lammelserne kan fortage sig, men hos nogle patienter er de permanente.
Poliovirus angriber centralnervesystemet via tarmene, og man kan få virus fra for eksempel inficerede fødevarer. Smitten kan også overføres via host og nys. 
Polio var kendt i Danmark siden 1860, men der er beretninger om sygdommen helt tilbage til det 13. århundrede f.Kr. I 1952 døde 262 personer, primært børn, af sygdommen. 
Polio kom før 1952 med nogle års interval og ramte særligt børn, fordi de ikke havde opbygget immunitet. Fra januar 1952 til april 1953 var der 2560 poliotilfælde med lammelser, heraf var 62,3 procent under 10 år.
Polioepidemien i København i 1952
De første patienter blev indlagt i juli 1952 på Blegdamshospitalet, der var Københavns epidemihospital. Da epidemien toppede blev der indlagt 200-300 nye tilfælde pr. uge. Af disse havde en sjettedel åndedrætslammelser. Gennemsnitsalderen for patienterne var kun på 11 år. 
I forhold til indbyggertal var der tale om den største polioepidemi, som i nyere tid havde ramt en storby, og den blev derfor fulgt med interesse internationalt. København var som nævnt hårdest ramt, men epidemien bredte sig i løbet af 1952-53 til hele landet. 
Allerede i august 1952 var samtlige 380 senge i epidemisk afdeling på Blegdamshospitalet belagt. Den medicinske afdeling på hospitalet blev herefter inddraget. 
Senere, da Blegdamshospitalet var fyldt, blev der taget sengepladser i brug på andre københavnske hospitaler. De omfattende indlæggelser krævede mange ressourcer, men overlægen på Blegdamshospitalet, Henry Lassen, overbeviste kommunalpolitikerne om, at man kæmpede med ekstraordinære udfordringer som krævede ekstraordinære bevillinger, så Københavns kommune bevilgede beløbet.  
I København ebbede epidemien ud i januar 1953. På det tidspunkt havde 2.450 patienter fået blivende lammelser. 348 døde af polio under hele epidemien, primært børn og unge. 
Polio gjorde hospitalerne innovative 
Blegdamshospitalet havde en tank-respirator, også betegnet som en jernlunge, og seks kyrads-respiratorer, der kunne anbringes over en patients brystkasse. 
Begge respiratortyper fungerede ved rytmisk at presse brystkassen sammen ved hjælp af overtryk, og udvide den med undertryk. En kyrads-respirator var mindre effektiv end en jernlunge. Respiratorer, som vi kender dem i dag, fandtes ikke. 
Tankrespiratoren og kyrads-respiratorerne var ikke velegnede til poliopatienterne og behandlingen var derfor en stor udfordring. Desuden var der slet ikke nok af dem. Dette drev  Blegdamshospitalet til nytænkning, og man tilkaldte en læge fra et andet speciale, nemlig anæstesiologen Bjørn Ibsen. 
Han tilrådede, at man skulle droppe de ineffektive respiratorer, og i stedet sørge for at sikre frie luftveje. Hans ide var at man lagde et snit ind til luftrøret og lagde en slange ned, hvorigennem man manuelt kunne blæse luft ned i lungerne. 
Den behandlingsmetode viste sig meget effektiv og det blev derefter standardbehandlingen. Det krævede langt mere personale end der fandtes. Løsningen blev at rekruttere et større antal medicinstuderende, og senere også tandlægestuderende, der kunne udføre den manuelle overtryksventilation. 
Ventilationen foregik med håndkraft og 24 timer i døgnet skulle der pumpes luft med en håndballon. Behovet for ventilatører kulminerede i begyndelse af november 1952, hvor der døgnet rundt konstant var cirka 260 studerende på vagt, idet 65 patienter blev håndventileret.  
De medicinstuderende fik ikke løn for arbejdet, men Studenterrådet fik forhandlet et honorar igennem. De studerende endte med at få en overenskomst, og de gik derfra med vigtige kliniske erfaringer. 
Den nye behandlingsmetode reducerede dødeligheden blandt de åndedrætslammede til 20 procent. Før metoden blev indført var dødeligheden 87 procent blandt de åndedrætslammede. Behandlingsmetoden blev også kopieret i mange andre lande.
Da polioepidemien brød ud, havde hospitalerne slet ikke nogen intensivafdelinger.   Blegdamshospitalets behandling af polio blev en øjenåbner for hele verden. Hospitalet beviste, at det med al tydelighed reddede liv at oprette intensivafdelinger med læger, der blev specialiseret i intensiv behandling. 
Metoden blev forløber for de respiratorer vi kender i dag. I april 1954 blev verdens første intensivafdeling oprettet på Københavns Kommunehospital og her blev førnævnte Bjørn Ibsen chef. 
Hans nye behandling af poliopatienterne bliver i bogen ”Rise and Fall of Modern Medicine” betegnet som et af 12 afgørende gennembrud i morderne medicin. Også Henry Lassen opnåede international hæder for sin indsats under polioepidemien og i 1955 præsiderede han over et WHO-kursus om polio. 
Restriktionerne i samfundet var ikke særligt vidtrækkende
Lægerne vidste at polio skyldtes en virus, men smittevejene var ikke kendt. Man formodede, at virus kunne overføres fra person til person.  
Henry Lassen fik iværksat at skoler og børnehaver i København blev lukket, hvis der havde været to poliotilfælde det pågældende sted. 
Togenes toiletter blev aflåst og soppebassiner i parker og anlæg blev ligeledes forbudt område i et forsøg på at inddæmme epidemien. 
Lars Hansen var 7 år, da polioepidemien begyndte
Indblik har talt med Lars Hansen, der var 7 år i 1952, hvor polioepidemien begyndte.
Han boede på landet i Nordsjælland. Han blev ikke selv smittet med polio men husker tydeligt epidemien. Tre elever fra hans klasse blev smittet og fik mildere symptomer.
Han husker en dreng på 14 år på egnen, der døde af polio, og at lærerinden sagde til dem, at de skulle stå af cyklen hvis de mødte rustvognen på vej hjem fra skole, af respekt for den afdøde og hans familie. 
Hvordan betragtede man sygdommen i samfundet?
– Man betragtede den som alvorlig og frygtede den. Men uden at gå i panik og lukke samfundet ned som i dag.
Hvad tænker du om alvorligheden af sygdommen, for eksempel sammenlignet med corona?
– Den var mere alvorlig. Den gav lammelser og ofte mere varige lammelser. Det var børn og unge den ramte, så man kan sige at det må opfattes som alvorligt.
Oplevede du restriktioner?
– Jeg husker ikke der var nogen restriktioner. Jeg oplevede ikke nedlukning af samfundet. Jeg gik selv i skole. Der var ikke noget med at skolen var lukket. 
– Myndighederne tog det mere roligt og indførte ikke restriktioner som i dag. Jeg synes de er overdrevne de restriktioner der er i dag. Man må sige nedlukningerne rammer befolkningen som helhed, ofte med svære psykosociale følger.
I ”Miraklet på Blegdammen – polioepidemien i 1952”, der udkom i 2020, kan man læse om nogle af de børn der blev ramt af polio, hvordan det var og om hvordan polio har været et livsvilkår for dem. 
De meget begrænsede restriktioner i 1952-53 sammenlignet med nedlukningerne på grund af covid-19 i 2020-21 er endvidere blevet bemærket af overlæge Henrik Permin fra Bispebjerg Hospital. 
Han påpeger at ”hvor størstedelen af Danmark i dag er lukket ned for at forhindre spredningen af corona, fortsatte samfundet med at fungere i 1952. I vores rige samfund går vi meget langt for at undgå dødsfald.” 
Endvidere bemærker han, ”at under polioepidemien var man usikker på, hvad man skulle stille op, fordi man ikke vidste ret meget om sygdommen. Samtidig var samfundet fattigere, og man var mindre forberedt på at lide store økonomiske tab,”. Det har han fortalt til Kristeligt Dagblad.
Sygeplejerskerne på Blegdamshospitalet
Det var sygeplejerskerne, der havde det overordnede overblik og varetog den direkte sygepleje. De var for eksempel ansvarlige for at patienterne undgik at få liggesår. 
De faste sygeplejersker skulle derudover oplære alle de nyansatte sygeplejersker, hvoraf flere ikke havde arbejdet som sygeplejersker i op til 20 år. Der var endvidere risiko for mange forskellige komplikationer, som krævede indgående observation døgnet rundt. 
Zelna Mollerup, der var forstander på Blegdamshospitalet under polioepidemien, blev i 1957 hædret med Internationalt Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for sin ledelse af sygeplejen gennem polioepidemien. 
I tidsskrift for sygeplejersker nr. 11 1957  fremgår det, at hun blev hædret, fordi den Internationale Røde Kors komité ønskede at bringe hende en anerkendelse for det store organisationsarbejde, hun udførte under den omfattende polioepidemi. 
Ved den lejlighed blev der stillet uhyre krav til sygeplejerskerne, der på forbilledlig måde løste deres del af opgaven. 
Poliovaccinen udryddede polio i Danmark
I 1955 indførte Danmark, som det andet land i verden efter USA, vaccination mod polio. Ingen andre lande end de to var i stand til at producere poliovaccine på dette tidspunkt. Forekomsten af polio i Danmark faldt hurtigt herefter. 
I 1955 skete der i et firma i USA et uheld i fremstillingen af vaccinen, så 240 af de vaccinerede fik polio og 11 heraf døde. Hændelsen betød, at USA aflyste planlagte vaccinationsprogrammer i USA. 
Efter at den amerikanske produktion var sat i bero, var Danmark nu det eneste land der fremstillede poliovaccinen, og USA bad Danmark om hjælp til at sikre kvaliteten, for at forebygge flere uheld. 
Poliovaccinen indgår stadig i det danske børnevaccinationsprogram. 
Ifølge Statens Serum Institut har der ikke været tilfælde af polio i Danmark siden 1976, og Europa har været fri for polio siden 2002. Polio ses stadig i enkelte lande i Asien og Afrika. I 2013 var der et større udbrud i Syrien. 
WHO har siden 1988 haft som mål at udrydde sygdommen. Det har vist sig vanskeligt og udryddelsen af polio er stadig en af de store udfordringer for international sundhed.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]