Professor bakker op: Vi kan snart smide mundbindet

Professor om mundbindskrav: Kan udfases fra 1. juli

Er du ved at være træt af at skulle iføre dig mundbind, når du skal ud at handle, kan der være godt nyt på vej.

Ifølge professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, kan man snart droppe brugen.

– Det første sted, vi kan lægge mundbindene, er i forretninger og supermarkeder, hvor vi går på indkøb.

– Der tror jeg godt, vi kan fjerne dem på denne her side af sommerferien – omkring 1. juli, siger han.

Det skyldes, at det i hans optik er der, mundbind forebygger mindst, da der i forvejen er håndsprit og holdes afstand.

Vurderingen kommer, inden et flertal af Folketingets partier onsdag skal forhandle om yderligere genåbning af samfundet.

Her skal der blandt andet forhandles om brugen af netop mundbind og en udfasning af coronapasset.

Mandag udtalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR, at målet er, at sommeren i så store træk som muligt bliver uden mundbind.

Et stort flertal af partierne mener også, at de lave smittetal, og at flere er vaccineret, gør, at restriktionerne kan lempes – ikke mindst kravene om coronapas og mundbind.

Også på restauranter kan mundbindet snart droppes, mener Hans Jørn Kolmos. Her skal man kun bruge det indendørs, indtil man sætter sig ved sit bord.

– Man kan jo ikke spise med mundbind på, så jeg tror ikke, man reelt forebygger ret meget.

– Det vigtige ved restaurationsbesøg er, at man kan fremvise et coronapas, lyder det fra professoren.

Kravet om brugen af mundbind i den kollektive transport vil dog nok være en realitet et stykke tid endnu, vurderer han.

– I den kollektive transport sidder man tæt gennem længere tid. Derfor tror jeg, vi må se dem fortsætte – i hvert fald sommerferien over.

– Hvornår det eventuelt kan fjernes, vil vise sig. Det afhænger af udviklingen i smittetallene, siger Hans Jørn Kolmos.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?