“Det er også et forslag, som gør op med ligebehandlingsprincipper i vores demokrati, som jeg troede var en selvfølge”, lyder kritikken fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Op til partiets sommergruppemøde i dag er Socialistisk Folkeparti kommet med en række krav til de boligforhandlinger, der finder sted i efteråret.
Et af kravene er særligt opsigtsvækkende og bliver allerede fra start mødt med hård kritik.
I et interview med Berlingske fortæller SF-formand Pia Olsen Dyhr nemlig, at landets kommuner skal have mulighed for at forskelsbehandle, når det kommer til lejligheder i almene boliger.
Særligt er det offentligt ansatte faggrupper som eksempelvis politifolk, sygeplejersker og sosu’er, der skal have mulighed for at få tilbudt en almen bolig i storbyen foran næsen på andre, f.eks. privatansatte, mener Pia Olsen Dyhr og SF.
– Det er vigtigt for os. Det vil være vores krav – det er ikke ultimativt, men jeg kan ikke forestille mig, at vi laver en boligaftale, uden at noget af det her er med. Anvisning af boliger er vigtigt. Det må kunne åbnes op i en boligaftale, og det vil være et krav fra vores side, siger hun til Berlingske.
Pia Olsen Dyhr siger endvidere til Berlingske, at de faggrupper, hun nævner, er nogen, der er brug for, men som ikke bor i de store byer, fordi de ikke har råd.
LA: SF gør op med ligebehandlingsprincipper, som burde være en selvfølge
Forslaget fra SF har fået Liberal Alliances boligordfører Ole Birk Olesen til tasterne i et Facebookopslag, hvor han kommer med en hård kritik af det socialistiske forslag.
Han skriver, at SF og resten af venstrefløjen ofte favoriserer offentligt ansatte, men at dette nye forslag dog alligevel er “det mest vanvittige”.
– Det sidste forslag fra SF her er dog det mest vanvittige: At kommunerne skal kunne reservere lejligheder i den almene boligsektor til især ansatte i den offentlige sektor.
– Altså, efter at vi alle, både offentligt ansatte og privat ansatte, over skatten har betalt til opførelse af almene boliger med tilskud fra såvel kommune som stat, så skal især grupper, som er offentligt ansatte, have en forlomme til at kunne overtage de almene boliger uden om de almindelige ventelister i det system.
Ole Birk Olesen, der var transport-, bygnings- og boligminister fra 2016 til 2019, skriver, at han er stærkt imod, at lønmodtagerne opdeles i et A- og B-hold, hvor offentligt ansatte favoriseres.
– Det er et vildt forslag. Det er også et forslag, som gør op med ligebehandlingsprincipper i vores demokrati, som jeg troede var en selvfølge, skriver han og konkluderer, at det bliver “et klart nej tak” til SF’s idé.
Indblik arbejder på at få en kommentar fra SF.