At politikerne nu vil tvangsfordele barslen mellem forældrene er blot endnu et eksempel på, at de tror de, at ved bedre end borgerne, skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne leder.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Alt tyder nu på, at danske forældre fremover skal finde sig i, at staten tvangsfordeler – eller “øremærker” – 11 ugers barsel til både mor og far.

I al fald er der flertal for politisk at vedtage den nye aftale om netop dette, som landets arbejdsgivere og lønmodtagere – repræsenteret af hhv. Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation – er blevet enige om.

Aftalen lægger op til, at moren som nu har ret til fire ugers barsel inden fødslen og begge forældre har to uger efter fødslen. Derefter har begge forældre ret til yderligere ni ugers øremærket barsel. Hvis faren ikke bruger de 11 uger, vil de bortfalde.

Venstres støtte til aftalen bliver mødt med kritik både fra partiets egne borgmestre og fra de øvrige partier i blå blok. 

Mere forventeligt er det måske, at en samlet rød blok bakker op om forslaget, og at beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), i aftalen øjner en mulighed for at markere sig. 

Ikke, at det gør situationen et hak bedre.

Som sådan er det egentlig en bunden opgave, at danske familiers barsel nu skal tvangsfordeles af staten. Det skyldes, at vi er underlagt et EU-direktiv om netop dette, som vi er påtvunget at implementere.

Derfor kunne politikerne herhjemme vælge at pege på EU og sige, at det er i Bruxelles, den er gal. Alligevel kan man mærke på politikere fra såvel Venstre som Enhedslisten, at de ville have indført den tvangsfordelte barsel, selv hvis der ikke var tale om en bunden opgave fra EU.

Og det er vel egentlig heri, det virkelige problem består: at alt for mange politikere – om de så befinder sig i parlamentsbygninger i Bruxelles eller København – mener, at de ved bedre end borgerne.

At det så er uhyrligt, at folk i Bruxelles skal diktere, hvad vi skal gøre i herhjemme Danmark, er en helt anden problemstilling.

Det er en generel tendens, at vores politikere tilsyneladende føler sig klogere end de borgere, der har valgt dem til deres embede.

Hvor politikerne burde fokusere på at skabe rammerne for det gode, frie liv, bruger de i dag i stedet tiden på at detailstyre borgerne i et forsøg på med pisk og gulerod at genne dem mod et statsligt defineret endemål.

Det er en misforstået tilgang til politik, og det er også en tilgang, som er skræmmende arrogant.

I både EU og i Danmark kunne man vælge at tro på, at en familie bedst selv kan forvalte sin barsel. Så meget tiltro er der åbenbart ikke til familierne i hverken Bruxelles eller København, så i stedet detailstyrer man, som det også sker på så mange andre områder.

Eller også sker der bare det, at et politisk mål – som i spørgsmålet om barsel – får overrang og pludseligt vægtes højere end borgernes og familiernes frihed. Ja, i dette tilfælde måske endda højere end barnets tarv.

Som Kvinfo så tydeligt – og totalitært – udtrykker det i Berlingske: “lige barsel til moren og faren er vigtigere end familiernes personlige valg”.

Altså: målet helliger midlet, og pak nu jeres brok væk, for vi skal opnå ligestilling – koste, hvad det koste vil i tvangsindgreb og tabt frihed.

Den tvangsfordelte barsel, som danskerne nu efter al sandsynlighed skal finde sig i, er en konsekvens af politikere, der tror, at de er klogere end borgerne og som sætter egne politiske mål over borgernes frihed til selv at vælge og leve det liv, de finder bedst. 

Derfor er det ikke så meget det konkrete barselstiltag, som kampen skal stå imod, men snarere den politiske selvopfattelse – i såvel EU som herhjemme -, som tiltaget er en konsekvens af.

Selvom det unægteligt er sværere at gøre noget ved dette, er det kun ved at tage fat om roden på problemet, at vi reelt kan skabe forandring.