Jeg foreslår til de partier, der fornuftigt har kritiseret regeringens forslag om et totalforbud af salg af cigaretter, at de lader deres ord blive fulgt af handling og legaliserer cannabis – for et forbud virker jo ikke, som I selv så smukt siger, skriver Tobias Lawaetz, ordfører for kultur, ret og ligestilling i Radikal Ungdom, i dette debatindlæg.
Af Tobias Lawaetz, ordfører for kultur, ret og ligestilling i Radikal Ungdom
Cigaretter, smøger, cancerpinde – kært barn har mange navne, og regeringen vil med et nyt forslag sørge for, at alle kære børn født i, og efter år 2010 skal leve med et totalforbud mod at købe cigaretter.
Der er mange grunde til, at det er en dårlig idé. Den arbitrært fastsatte aldersgrænse, muligheden for at cigaretsalget vil fortsætte som sortbørs, og at den indtægt går til banderne. Men vigtigst af alt er det, at et forbud mod cigaretter i sig selv vil virke ganske naivt, når man ser på effekten af vores eksisterende forbud mod cannabis. Så hvorfor vender vi det ikke om, og spørger os selv, hvorfor vi egentlig holder fast i forbuddet mod cannabis?
Det skal ikke lyde sådan, at jeg vil opfordre folk til at gå ud og ryge sig skæve. Jeg ønsker hverken, at folk er afhængige af cigaretter eller cannabis, men det kan vi desværre umuligt undgå. Se selv, hvordan det går med cannabisafhængighed i Danmark.
Netop derfor er det væsentligt, at vi som samfund tager ansvar, sådan at man ikke samtidig med at være afhængig, også bliver gjort kriminel. Det er det, vi i dag ser med folk, der er afhængige af cannabis, og det viser jo, hvorfor et forbud ikke virker. De her mennesker er stadig afhængige, også selvom der har været forbud i hele deres levetid.
Er det ikke lige præcis det, som modstanderne af regeringens cigaretforslag også argumenterer for? At vi ikke kan undgå, at nogle bliver afhængige af cigaretter, og dermed hellere skal sørge for at oplyse os ud af problemstillingen, samtidig med at vi hæver priserne på cigaretter. Det giver modsat et forbud mening.
Derfor foreslår jeg til de partier, der fornuftigt har kritiseret regeringens forslag om et totalforbud af salg af cigaretter, at de lader deres ord blive fulgt af handling og legaliserer cannabis – for et forbud virker jo ikke, som I selv så smukt siger.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.