En dansk russisk kvinde og en litauisk mand er i Københavns Byret netop blev idømt hhv. ni års og syv års fængsel for at have medvirket til hvidvask af 26 mia. kr. via Danske Banks filial i Estland. Det er der næppe noget af indvinde imod, hvis beviserne og den tilhørende strafudmåling så er i orden. Det skal afprøves ved Østre Landsret, idet der er anket.

De to anførte personer blev i Byretten dømt for medvirken til hvidvask. Og det skulle i henhold til anklageren være første gang i dansk retshistorie, at mellemmænd idømmes fængselsstraf i hvidvasksager. Det er givetvis rigtigt, men medvirken har traditionelt ført til straf i andre alvorlige sager som tyveri og mord. Så derfor er det vel ikke så overraskende, at dette også gælder for hvidvask, idet hvidvask jo er forbundet med anden meget alvorlig kriminalitet, bl.a. våbensalg til kriminelle organisationer.

26 mia. kr. -altså 26000 mio. kr. – er et svimlende stort beløb, men dog langt mindre end de pengegennemstrømninger på astronomiske 1500 mia. kr. fra især personer mv. fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, der gik gennem Danske Banks filial i Estland.

Over for amerikanske myndigheder har Danske Bank tilstået at have begået lovovertrædelser ”bevidst eller ved grov uagtsomhed” i forbindelse med pengegennemstrømningerne i den estiske filial.

Grov uagtsomhed er tilstrækkelig til at statuere lovbrud, og der foreligger tilsyneladende også fortsæt. Derfor må det især nu – på baggrund af Byrettens dom – stærkt undre, at Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet i april 2021 frafaldt at sigte direktionsmedlemmer i Danske Bank, som vel også vidende medvirkede til hvidvask, jf. nedenfor. Den nuværende statsadvokat for Særlig Økonomis Kriminalitet, Jens-Christian Bülow, har ikke villet svare på, om danske myndigheder havde kendskab til tilsvarende oplysninger, som de amerikanske myndigheder.

Det er måske let at forstå, hvorfor denne ”lunkne” udvej blev forsøgt. For var der kendskab til disse oplysninger, var og er tiltalefrafaldet uantageligt. Og hvis der ikke var kendskab til disse oplysninger, må ledende medarbejdere i Danske Bank åbenbart have fortiet om vidende medvirken til hvidvask over for danske myndigheder, som det også skete i lang tid over for de amerikanske myndigheder. Og derfor er det svært at se, at der ikke burde føres en straffesag.

Danske Banks ledelse vidste nemlig – i hvert fald fra 2012 – at de medvirkede til hvidvask. Det fremgår bl.a. af den rapport, som Danske Bank selv fik advokatfirmaet Bruun & Hjejle til at udarbejde, og som blev offentliggjort i 2018. Heri er bl.a. følgende uddrag af referatet fra bestyrelsesmødet 6. sep. 2012 i Danske Bank: ”the AML issues had been known for a long time, actually several years” eller på dansk: ”hvidvaskproblemstillingen har været kendt længe, faktisk i flere år.”

Det burde i et retssamfund være uantageligt at medvirken til hvidvask på 26 mia. kr.  giver en fængselsstraf på 9 eller 7 år, mens vidende medvirken til hvidvask af et langt større beløb ikke engang fører til en straffesag, som det er tilfældet i relation til Danske Banks medvirken til hvidvask.

Som borger kan jeg ikke tro på lighed for loven, hvis der ikke sigtes på at opnå proportionalitet i de her nævnte to hvidvasksager. Medvirken til viden om hvidvask af mange milliarder skal selvfølgelig straffes.

Som borger finder jeg det i tilknytning hertil også uantageligt, at statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Jens-Christian Bülow, undlader at svare på, om danske myndigheder havde tilsvarende oplysninger som amerikanske myndigheder i Danske Bank hvidvasksagen.