Det har hørt til relative sjældenheder, at modstand af feminismen finder vej til spalterne i landets større aviser. Alligevel har Information bragt et indlæg af formand i Ligestillingspartiet og tiktok-aktivist Allan Schmidt – han ærgrer sig over, at mænds og drenges udfordringer overses eller dæmoniseres i ligestillingsdebatten.

Dét fik den skandaleramte europapolitiker Karen Melchior til tasterne, men Melchiors modsvar udstiller Allan Schmidts pointe – Melchiors angreb er mildt sagt dæmoniserende og fuldstændigt blottet for akkurat de nuancer, som Schmidt efterspørger.

“For 15 år siden troede jeg på internettets magt til at vælte diktatorer. I dag tror jeg ikke længere på individets magt til at mobilisere og forandre verden mod mere åbenhed, tolerance og demokrati gennem internettet”.

Sådan starter den skandalerede Karen Melchior sit voldsomme angreb hos Information. Anledningen for den feministiske EU-politikers angivelige opgivelse er dog ingen diktator, men Allan Schmidt.

Schmidt problematiserer i sit forudgående indlæg også hos Information, at ligestillingen er blevet til et nulsumsspil, hvor udsatte mænd og drenge overses. Hans argumenter er særdeles velunderbyggede med faktuelle forhold, hvorimod Karen Melchiors reaktion på samme indlæg bedst tjener til udstilling af akkurat dét problem, som Schmidt italesætter – drengene overses, og man bliver dæmoniseret for at italesætte det.

Schmidt italesætter allerede i sit forudgående indlæg, at debatten er præget af ”giftig dæmonisering” fra feministisk side. En pointe, Karen Melchior efterfølgende gør nærmest alt muligt for at bevise.

Feministiske konspirationsteorier

”Antiligestillingskampagnerne er ikke, som man måske kunne tro, en simpel modreaktion på den stigende ligestilling og inklusion af LGBTI+-personer, men en del af en ny global autoritær bevægelse, der er mod covidvaccinationer, ’fremmede’, klimahandling, kvinders ret til abort, lige rettigheder for LGBTI+-personer med mere”, påstår Melchior, dog uden at pege på hverken eksempler eller anden rigtiggørelse for sin nærmest konspiratoriske opfattelse. Hun fortsætter:

”Den globale debat om kønsligestilling er derved blevet spændt for en ultrakonservativ autoritær vogn. Jeg er uenig med de forskere, der ser det som en højre-venstre-konflikt, neoliberalismen mod socialistisk venstrepopulisme”.

Det tjener selvfølgelig Melchior til ære, at hun indrømmer sin konflikt med de forskere, der arbejder med videnskabelige analyser af spørgsmålet. At hun intet gør for at bevise sin opfattelse kan blot roses for at være konsistent med førstnævnte indgangsvinkel.

Både Manderådet, Regnbuerådet, det nok mest tentative Ligestillingspartiet og en blog, der hedder Reelligestilling.dk, kommer under Karen Melchiors beskydning, som var disse den radikale hidsigprops ansatte. Skulle en læser være fuldkomment sagesløs i mødet med selv de mest kreative historiefortællinger, kunne denne efterlades med det indtryk, at sådanne af Melchiors holdningsmodstandere fælles står nærmest i ledtog med Rusland og sammen med Polen konkspirererer for at undertrykke kvinder.

Dette overdrevne fjendebillede lader til at falde ind i en mere generel verdensopfattelse i feministiske kredse; ”Nogen” – lad os bare kalde dem hvide mænd eller patriarkatet – er skyld i alverdens af kvinders og endda mænds ulykke i samfundet, og disse skal nedbrydes for at kunne opnå frihed.

Motivforskning bør ikke være bærende, men man kan da spekulere i, om Melchiors vildskab er fremprovokeret af, at Allan Schmidts indlæg faktisk nævner hende ved navn og kritiserer hende for at ligne mænd med rovdyr. Man kunne også afveje, om ikke Melchiors politiske holdninger i virkeligheden bedst gavner hende selv. Hendes påstande er i alle fald ikke forankret i Alllan Schmidts egne formuleringer, deklarerede målsætninger, eller holdninger.

Uianset, så kan Karen Melchiors udfald bedst kritiseres for blatant hykleri.
For ingenlunde kan Melchiors holdningsmodstandere siges at være andet end eftertrykkeligt i skyggen af den feministiske bevægelse, som Melchior selv tilhører.

Det man siger, er man selv

Der findes ikke nogen nævneværdig bevægelse for mænds og drenges rettigheder og ligestilling i Danmark, på samme vis som Kvinfo, Dansk Kvindesamfund, Sex og Samfund, m.fl. konsekvent står garant for en røst, som italesætter et kvindeligt perspektiv i køns- og ligestillingsdebatten.

Af samme årsag ser man i Finansloven, at der årligt går tre-cifrede milllionbeløb til disse kvindeorganisationer, mens der stort set ingen midler går til noget lignende for mænd og drenge.

Om disse kvindeorganisationer så faktisk beriger samtalen med noget sigte, som kvinder flest kan se sig selv i, kan være mere tvivlsomt. Men når Karen Melchior taler om en organiseret bevægelse – som Dansk Regnbueråd, Manderådet, Ligestillingspartiet, m.fl. skal være del af – så er det uden dokumentation, og på et særdeles tvivlsomt grundlag.

Denne bevægelse skal videre forestille at være et nøgleelement for en autoritær bølge, der undergraver liberale demokratier. Det er altså ikke småting, Allan Schmidt skal få udrettet med hans profil på tiktok og hans indlæg i Information, må vi lade os forstå.

Men vi kunne også lade os forstå, at Allan Schmidt havde helt ret, da han allerede inden problematiserede den dæmonisering, som han mener, at aktivister for mænd og drenges ligestilling, såvel som andre kritikere af den feministiske identitetspolitik, bliver mødt af – herunder, for deklaration, undertegnede, som fuldt tilskriver sig Schmidts beskrivelse af problemet.

Mange andre har italesat samme problem, ikke mindst professor Hans Bonde, der i dag har trukket sig fra køns- og ligestilllingsdebatten.

Sammenholdt med den omfattende styrke, den feministiske bevægelse har kunnet organisere med de mange millioner af skattekroner, så er det i allerhøjeste grad op ad bakke at italesætte andre problemer og perspektiver i debatten.

Præcis som Allan Schmidt siger.

Af konkrete eksempler, der understreger det, byder de senere år ikke på så få; det måske mest graverende af hvilke er, at partnervoldsdebatten foregik imens 45% af ofre for fysisk partnervold ifølge regeringens tal er mandlige – og at hverken dé eller deres børn har haft nogen ret til hjælp mens debatten pågik.

Ingen organisation med angivelig ligestilling som opgave, ivaretog disse ofres røst i debatten – tværtimod, så blev hankønnet nærmere skyldspålagt for partnervoldsproblemet, som altså fremstod som et problem, der er eksklusivt for kvinder.

Feministisk intolerance og radikalisering

Hvad angår liberale demokratier, så er tolerance overfor holdningsmodstand et bærende element. På dét punkt falder Karen Melchior vedvarende igennem, og netop tidligere nævnte Reelligestilling.dk har da også dækket det:

Melchior er tidligere blevet voldsomt kritiseret for at bruge sin position som Medlem af Europaparllamentet, til at true en debattør på hans arbejdsforhold, fordi han groft sagt forholdt sig kritisk til Karen Melchiors verdenssyn vedrørende køn og kønskvoter.

Denne gang er Karen Melchiors demokratiske sindelag endnu sværere at øjne bag hendes indlægs opfordring til at fjerne sådanne som Allan Schmidt fra debatten:

”EU har vedtaget lovgivning for at tøjle platformene, men hvis ikke vi er opmærksomme på de traditionelle mediers rolle, når de bruges til at sprede desinformation og glædeligt selv giver den spalteplads og taletid, så kæmper selv den bedste lov forgæves”, siger hun.

Det kan næppe understreges nok, at det selvfølgelig er problematisk, at siddende parlamentarikere insisterer på stiltiendegørelse af deres holdningsmodstandere, blot for holdningsmodstanden.
Tag ikke fejl; Allan Schmidt er ingen radikal, hans ord er ingenlunde i konflikt med loven, og hans argumenter er velunderbyggede.

Grundloven direkte forbyder censur af sådanne røster som Allan Schmidts.

Dét giver Karen Melchior tydeligvis ikke alverden for – mens hun selv anklager Allan Schmidt, Ligestillingspartiet, Manderådet, Dansk Regnbueråd og vel næppe så få mere, for antidemokratiske udfoldelser.

Det man siger, er man som bekendt selv, og tyv tror, hver mand stjæler.

”Vi har brug for mere ansvarlige journalister. Medier bør være skeptiske over for at kolportere onlinedebat i spalterne eller på nationalt tv i ly af deres journalistiske nysgerrighed og ’neutralitet’”, siger Karen Melchior – i et indlæg, der tydeligvis ikke har set skyggen af hverken faktakrav elller kritisk sans.

En sådan partsindtagelse fra journaliststandens side, ville givetvis komme på bekostning af den tilstræbte objektivitet og troværdighed – og, henset at det ville være på opfordring fra en parlamentariker, ville det i øvrigt høre sig lande til, som vi retteligt ikke vanligvis ønsker os sammenlignet.

Det er derimod på høje tide, at debatten begynder at inddrage et andet perspektiv end det feministiske, og begynder at omfavne i særdeleshed udsatte mænd og drenge – såvel som enhver anden, der efter tirader som Karen Melchiors stadig ikke har ladet sig fuldt overbevise om feminismens merit og lyksalighed.

Daniel Holst Pinderup er fhv. redaktør og talsmand for Manderådet