[vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”10px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6508″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]
Luk ikke øjnene for internationale løsninger på krisen
Tidens coronakrise er håndteret af nationalstater med meget forskellige forudsætninger, bemærker Hans Martens og håber på mere fælles beredskab i fremtiden.
Af Hans Martens, redaktion@indblik.net
Mens argumenterne flyver mellem politikere og embedsmænd i Danmark om, hvad der er den rigtige strategi for at tackle coronakrisen, kan man allerede nu konstatere, at der har været for lidt europæisk solidaritet i hele forløbet. For det første har myndighederne set bort fra verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger på vigtige områder, og for det andet har EU bestemt heller ikke være særlig synlig i krisen.
Grunden hertil er klar: medlemslandene har aldrig ønsket, at EU skulle ”blande” sig i sundhedspolitik. EU har en rolle for lægemidler og medicinske hjælpemidler gennem Det Indre Marked, og har i princippet muligheder for at spille en rolle i forbindelse med pandemier, men der er ikke meget at gøre, når medlemslandene har strittet imod og ikke aktivt har villet være med til at opbygge f.eks. beredskabslagre, sørge for koordination om, hvad der virker bedst – og for deling af sengepladser osv. Tværtimod ser det ud til, at lukning af grænser og at klare sig igennem med nationale modeller har været den instinktive reaktion. Men det er lidt underligt, at vi skal være afhængige af gaver fra Kina og Rusland for at have det fornødne beredskab!
På det økonomiske område er EU ved at åbne for maskinrummet, og vi kommer ikke ud af den økonomiske del af krisen uden et stort indspark fra EU og fra Den Europæiske Centralbank. Danmark kan naturligvis kun være interesseret i, at der kommer gang i hjulene også i de andre europæiske lande. De er jo vores største markeder. På tilsvarende vis bør landene gøre sig klar til at bygge et beredskab op for fremtidige pandemier.
Danmark har en ”fordel” i forhold til andre EU-lande i denne krise, og det er, at vi er det land i EU, der har den laveste levealder, hvis vi ser bort fra de central- og østeuropæiske lande. Og dermed har vi også langt færre ældre end de fleste andre lande.
Gennemsnitlig levealder i antal år (2017):
Spanien 83,4
Italien 83,1
Frankrig 82,7
Sverige 82,5
Holland 81,8
Grækenland 81,4
Danmark 81,1
(Kilde: State of Health in the EU: Denmark. Country Health Profile 2019. OECD Publishing Paris.)
Den lave levealder viser nok også noget om, at sundhedstilstanden ikke er den bedste – af forskellige grunde. Men en af de ting, der mest giver frygt hos både politikere, embedsmænd og sundhedsprofessionelle, er frygten for en overbelastning af sygehusvæsenet. Og den frygt er særdeles velbegrundet.
Danmark har sammen med nogle få andre europæiske lande stort set kun offentlige hospitaler. I de fleste europæiske lande har man både privatejede og offentligt ejede hospitaler, som fungerer på samme måde med den offentlige sygesikring som betaler (til forskel fra de privathospitaler, man mest kender i Danmark, hvor de, der har råd, selv betaler): Samarbejdet mellem de offentlige og private hospitaler giver generelt en større kapacitet.
Hospitalssenge pr. 1.000 indbyggere (2016):
Tyskland 8,1
Østrig 7,4
Frankrig 6,1
Belgien 5,7
Grækenland 4,2
Holland 3,6
Italien 3,2
Spanien 3,0
Danmark 2,6
(Kilde: OECD: Health at a Glance: Europe 2018. p 187)
I Danmark har man også gjort meget for at forkorte det antal dage, patienter tilbringer på hospitalerne, så det er et af de laveste tal i EU. Det lyder som en fornuftig optimering, men det betyder også – sammenholdt med det lave antal sengepladser – at der stort set ikke er reservekapacitet. I det daglige klarer man den ved at forøge ventetiderne, men i en krisesituation kommer der til at mange ekstra kapacitet. Og det er ikke taget med i de effektivitetsberegninger, som ligger til grund for de korte hospitalsophold.
Gennemsnitlig indlæggelsestid på hospitaler, antal dage (2016):
Frankrig 10,1
Portugal 9,0
Tyskland 8,9
Finland 8,8
Østrig 8,2
Belgien 7,5
Spanien 7,3
Grækenland 7,0
Sverige 5,8
Danmark 5,4
Holland 5,0
(Kilde: OECD: Health at a Glance: Europe 2018. p.199)
Så vi må håbe, at vi er kommet så sent ind i krisen, at der ikke blive ret voldsomt pres på sygeshussystemet, for reserverne er meget små i Danmark.
Tallene her er også bragt for at illustrere, at man godt kan få noget ud af at sammenligne med andre lande i Europa, og at vi i høj grad kan lære noget fra andre lande, som måske gør tingene anderledes og sommetider bedre, sommetider værre. Men at lukke øjne og øren for det, der sker omkring os (og for gode råd fra WHO) er ikke vejen frem. Derfor tror jeg, at det ville være en god idé for Danmark at tage førertrøjen på efter krisen og stå i spidsen for udvikling af et europæisk pandemi-beredskab, der kan virke til gavn for os alle.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column css=”.vc_custom_1585130895944{padding-top: 10px !important;padding-bottom: -10px !important;background-color: #fcb040 !important;}”][vc_column_text css=”.vc_custom_1585130907452{padding-top: 15px !important;padding-right: 15px !important;padding-bottom: 5px !important;padding-left: 15px !important;}”]Hans Martens har beskæftiget sig med europæisk politik i hele sin karriere og har derfor et dybdegående kendskab til systemet og spillet bag kulisserne. Han arbejder nu som seniorrådgiver om europæisk sundhedspolitik, energipolitik og generel europapolitik. Hans Martens har i øvrigt skrevet en række bøger og artikler i medier i ind- og udland.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”40px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6490″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6333″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6442″][/vc_column][/vc_row]
