På Teatret Svalegangen i Aarhus kan man indtil 5. februar opleve Ina-Miriam Rosenbaums forestilling, Det Fortrolige Rum, der sætter offentlighedsloven på de skrå brædder. Stykket er en blanding af satire, samfundskritik og journalistik, og målet er at sætte gang i publikums tanker om det demokrati, vi har i Danmark.

Af Klaus Thodsen, redaktion@indblik.dk 

– Det Fortrolige Rum er det sidste i en række af fire teaterstykker under Projekt Glemmebogen, som jeg har skabt med afsæt i det danske demokrati og dets tilstand. De tre andre stykker har handlet om henholdsvis Helle Thornings skattesag, om salget af Dong, og om Danmarks deltagelse i krigen i Irak. 

– Egentlig skulle det have været slut efter de første tre stykker, men da jeg for alvor begyndte at læse nærmere på offentlighedsloven, stod det mig klart, at det var så stort et emne, at det skulle have sin egen forestilling, siger Ina-Miriam Rosenbaum, der står bag Projekt Glemmebogen, og som instruerer Det Fortrolige Rum.

I Det Fortrolige Rum møder vi journalisten Frank, der lever i fremtiden, nærmere bestemt i år 2068. Men selvom vi er langt ude i fremtiden, er omstændighederne påfaldende lig dem, vi lever under i dag. En mystisk virus hærger, og i Danmark hedder statsministeren fortsat Mette Frederiksen, skønt ingen har set hende i årevis.

I sit daglige arbejde som journalist møder Frank gentagne gange det samme problem; offentlighedsloven af 2013. Denne lov, der kontrollerer og regulerer, hvad borgerne i landet må og ikke må få kendskab til, og som holder journalister som Frank på sikker afstand af den politiske magtudøvelse.

– Frank kan ikke udføre sit arbejde, da han ikke kan rapportere om eller beskrive den politiske virkelighed, som den reelt er, fordi offentlighedsloven kun lader ham se en redigeret udgave af virkeligheden. Dermed bliver borgerne også ført bag lyset, da de jo får deres oplysninger om politik og om samfundet fra journalister som Frank.

Afmagt og glemsomhed

Formålet med Det Fortrolige Rum er ifølge Ina-Miriam Rosenbaum ikke kun at udøve magtkritik, men også at sætte gang i tankerne om demokratiets tilstand hos hver enkelt blandt publikum. For spørgsmålet er ikke kun, hvad vi som borgere har adgang til af relevante oplysninger om magthaverne og politiske beslutninger, men også i hvor høj grad vi ønsker at vide, hvad der foregår bag de lukkede døre.

– Ethvert demokrati kræver stort engagement fra borgerne, og det kræver, at man selv søger oplysninger og information. Jeg vil gerne have publikum til at spørge sig selv, hvad politikerne bør have ret til at skjule, og hvor meget vi egentlig vil oplyses. Der kan jo også være fordele ved uvidenhed. Jeg oplever tit, at der blandt danskerne er en stor afmagt og mistillid omkring politik og politiske beslutninger i det hele taget.

På scenen kæmper Frank, spillet af Anders Budde Christensen, med at finde hoved og hale i offentlighedsloven, han farer vild i indøvet politikersnak og sorte overstregninger af afgørende informationer. 

Til at hjælpe ham med at forstå den konstruerede virkelighed, og med at forstå lovgivningens kancellisprog og dens konsekvenser, er journalisten Sofie Buch Hoyer, der til dagligt er chefredaktør på Højskolebladet med på scenen. Sammen forsøger de at finde vej gennem offenlighedslovens jungle, men finder kun en virkelighed mere absurd, end Frank i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.

– Jeg synes, det er dybt interessant, at offentlighedsloven har hemmeligholdt og overstreget politiske beslutninger i store sager som Dong-salget, krigen i Irak og nu også coronapandemien, siden 2013, uden at der er blevet ændret et komma i loven. Det er også den virkelighed, Frank og Sofie stadig kæmper med i år 2068. 

– Intet har ændret sig, og borgerne får stadig kun adgang til de oplysninger, offentlighedsloven tillader dem at få, siger Ina-Miriam Rosenbaum og fortæller, at mørklægningen også bidrager til, at vi hurtigt glemmer de forskellige møgsager og skandaler igen.

– Sagerne om Dong og Irak er forl ængst glemt hos de fleste. De går i glemmebogen. Vi bliver så gjort opmærksomme på dem igen, når der bliver nedsat en kommission og et udvalg, som efter nogle år udgiver en 1500 sider lang rapport, som ingen læser. Som regel ender det med, at politikerne forklarer offentligheden, at rapporten frikender dem fra at have gjort noget galt.

Og selvom der i Det Fortrolige Rum er tale om en slags fremtidsdystopi, så kan Ina-Miriam Rosenbaum mærke på publikum, at scenerne fra fremtiden vækker stor genkendelse i nutiden. Forskellige publikummer opfatter tingene på forskellige måder, hvilket ifølge instruktøren også er hele ideen med forestillingen.

– Èn ting kan alle dog blive enige om; at det er svært at blive ordentligt oplyst på et stærkt redigeret grundlag.

Det Fortrolige Rum spiller på Teater Svalegangen i Aarhus til og med 5. februar.