Advokat: Trump vil ikke vidne i rigsretssag

Advokat: Trump vil ikke vidne i rigsretssag
Leah Millis/Reuters

Demokraterne beder tidligere præsident Donald Trump om at vidne under ed i rigsretssagen mod ham, som indledes i næste uge.

Det fremgår af et brev fra de demokrater, der leder rigsretssagen, til Trump og hans advokater.

Men det kommer ikke til at ske, meddeler en af hans advokater, Bruce Castor, til en journalist fra tv-stationen NBC News.

Det samme siger Trumps rådgiver Jason Miller, der kalder rigsretssagen “forfatningsstridig”.

Rigsretssagen mod Trump handler om, hvorvidt han – da han stadig var præsident – opildnede til det stormløb mod Kongressen, der fandt sted 6. januar.

– I lyset af, at du bestrider disse faktuelle anklager, skriver jeg for at invitere dig til at afgive vidneudsagn under ed, skriver kongresmedlem Jamie Raskin, der leder holdet af demokratiske anklagere.

Trump kan vidne enten før eller under rigsretssagen, tilføjer han i brevet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kalder Trumps advokater det “et PR-stunt” fra demokraternes side.

– Dit brev bekræfter blot, hvad alle ved: I kan ikke bevise jeres anklager, skriver Bruce Castor og David Schoen i deres svar til Raskin.

Det er ventet, at Senatet vil indlede sagen i næste uge.

Siden præsidentvalget i USA i november sidste år har Trump gentagne gange hævdet, at han kun tabte valget på grund af omfattende valgsvindel.

Han har ikke fremlagt beviser for denne påstand.

Den 6. januar var tusindvis af hans tilhængere kommet til Washington for – på Trumps opfordring – at demonstrere. Det var samme dag, som Kongressen formelt skulle godkende Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Trump holdt en tale, hvor han opfordrede sine tilhængere til at “kæmpe” for valgsejren. Efterfølgende stormede de Kongressen. Fem mennesker blev dræbt, heriblandt en politimand.

Demokraterne holder Trump ansvarlig for at have opildnet til oprøret med sine utallige påstande om, at valgsejren var blevet “stjålet” fra ham, og med den tale han holdt for sine tilhængere umiddelbart inden.

Trump er den første præsident i USA’s historie, der er stillet for en rigsret to gange. Det skete også for omkring et år siden, hvor han blev frikendt af det republikanske flertal.

For at han kan blive dømt, skal alle 50 demokratiske senatorer og mindst 17 republikanere stemme for det. Hvis det sker, kan han ikke igen stille op til valg til præsidentposten eller et andet føderalt embede.

/ritzau/Reuters

[adning id="17957"]

Fik du læst?