“Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi som samfund ikke selv lader studerende selv vælge, hvor meget vi vil tjene ved siden af SU’en”, skriver studerende Frederik Thurøe i dette debatindlæg.
Af Frederik Thurøe, historiestuderende ved Aarhus Universitet og Premierløjtnant af Hærens Reserve (PL-R)
Jeg er studerende på bacheloruddannelsen i historie på Aarhus Universitet, og har flere forskellige jobs ved siden af mit studie. Det har jeg, fordi jeg har valgt at bo alene og tæt på byen og universitet i Århus. Og derudover er det værdifuld erhvervserfaring. Jeg bliver altså nødt til at tjene en forholdsvis høj løn ved siden af indtægten fra SU’en – og det har jeg ingenting imod.
Forleden regnede jeg mig så frem til, at jeg, i 2021 har tjent for mange penge ved siden af min SU – jeg har overskredet mit fribeløb med en sum penge. Derfor skal jeg betale en del af min SU tilbage. Det er ikke et voldsomt højt beløb. Det, jeg problematiserer, er princippet i at jeg straffes for at arbejde ved siden af mit studie, selvom det faktum, at jeg arbejder og betaler skat, ganske givet er – om end lille – et bidrag til samfundet. For en god ordens skyld det selvfølgelig nævnes, at jeg samtidig ingen problemer har med at følge undervisningen på min studie.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi som samfund ikke selv lader studerende selv vælge, hvor meget vi vil tjene ved siden af SU’en, og ovenikøbet samtidig højne statens skatteindtægt. Jeg kan ikke se hvem det gavner at have et fribeløb – udover dem, som synes de skal bestemme hvor meget tid jeg skal bruge på mit studie. Den studerende straffes ved at blive trukket i SU, og staten får en mindre skatteindtægt. Alle parter taber økonomisk i dette regnestykke.
Det argument jeg plejer at høre som argumentation for, at fribeløbet skal bibeholdes er, at det er lavet, så vi studerende ikke bruger alt vores tid på at arbejde, men derimod helliger os studierne. Med dette argument fjernes da også enhver følelse af, at jeg er den bedste til at prioritere min tid, at jeg er et voksent menneske, og at jeg er ved at uddanne mig på en af de højeste uddannelsesinstitutioner vi har i dette land. Og det på trods af, at en del af at læse en akademisk uddannelse netop handler om at administrere sin egen tid.
Jeg har min daglige gang på et universitet, som – sammen med Danmarks andre universiteter – er den højeste læreanstalt, vi som samfund kan mønstre. Og mine lektorer og professorer må da, om nogen, være de bedste til at bedømme, hvorvidt jeg opfylder de krav til studiet, som der bliver stillet. Og så længe jeg består disse krav, så er min klare holdning, at jeg selv bør bestemme hvor meget jeg tjener ved siden af studiet – så længe jeg lægger den indsats, som studiet kræver. Jeg mener, at det er en falliterklæring, at samfundet laver regler for, hvor mange penge jeg må tjene ved siden af min SU.
Et andet argument jeg tit hører er, at jeg bare kan frasige mig SU’en, hvis jeg synes, det er så vigtigt at tjene penge ved siden af studiet. Dette argument kan også være validt nok, hvis ikke det var fordi, det skyder forbi mål. Jeg mener ikke, at SU’en skal afskaffes. Det mener jeg primært fordi, alle skal have mulighed for at tage en uddannelse – også selvom man ikke har mulighed for at tage et arbejde ved siden af studiet.
Og jeg modtager da også selv SU – det skal ikke være nogen hemmelighed! Grunden til, at jeg ikke frasiger mig SU’en er, at jeg med den har mulighed for at bo hvor jeg bor, og tilmed også sommetider vælge at holde fri både fra studie og arbejde, hvis jeg ønsker det. Hvis jeg ikke fik SU, så ville jeg ganske givet bo et andet sted, længere fra både universitet og byen, men sådan måtte livet jo være. Jeg modtager SU, fordi den er med til at sørge for, at jeg også har tid til at lave andet ved siden af studiet end at arbejde.
Derfor er mit forslag helt klart: afskaf fribeløbet ved siden af SU’en. Giv os studerende større frihed til at indrette vores liv, ved at lade os bedømme hvor meget tid vores studie kræver, og dermed også hvor meget tid vi har til at arbejde ved siden af. I og for sig er det vigtigste jo, at vi uddanner os til gode og værdifulde samfundsborgere, som tager ansvar for eget liv og bidrager til samfundet. Og det er netop det modsatte signal der sendes til mig, når fribeløbsloftet rammes, og jeg stopper med at arbejde, fordi det ikke kan betale sig mere – selvom jeg måske havde tiden til det.
Lige der mindskes bestemmelsen over min egen tid, og jeg lader staten regulere den i stedet. Det mener jeg principielt er forkert.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
