[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Aktiekurserne er ikke udtryk for økonomiens sande tilstand 

Staternes økonomiske svar på coronakrisen gør de rige endnu rigere og øger uligheden. Men erfaringerne fra finanskrisen betyder, at der ikke er noget at gøre ved det.
Af Søren Skafte, redaktion@indblik.net
Når centralbankerne via kvantitative lempelser – quantitative easing – i stor skala opkøber staters og private virksomheders gæld og til stadighed garanterer, at de vil gøre ”whatever it takes” for at sikre kreditmarkedernes funktion, bør det ikke undre, at aktiekurserne, priserne på fast ejendom og på guld og sølv er høje og stigende. Hvor skulle pengene ellers placeres i en situation, hvor efterspørgslen i store dele af samfundet er presset som følge af coronakrisen?
Hvis du vil have et billede af den sande økonomiske tilstand, skal du se bort fra aktiekurserne og koncentrere dig om udviklingen i beskæftigelsen, priserne på råvaremarkederne, udviklingen i verdenshandelen og tegn på flaskehalse og inflationære tendenser.
Coronakrisen rammer skævt
De mest sårbare er de beskæftigede i de dele af samfundet, der har måttet indskrænke som følge af covid-19, mens formueejere og indehavere af værdipapirer m.v. ikke kun er skånet for det værste, men i mange tilfælde direkte har vundet på krisen.
Ifølge magasinet Forbes er de superrige blevet rigere i løbet af de sidste måneders coronakrise. Tilsammen har verdens 25 rigeste forøget formuen med 255 milliarder dollars i perioden. Helt i top ligger Facebooks Mark Zuckerberg, som nu er 85,5 milliarder dollars værd.
Amazon-grundlægger Jeff Bezos har tjent på coronakrisens nedlukning af fysiske butikker og har siden 23. marts 2020 forøget sin formue med ikke mindre end 30 milliarder dollars til 146 milliarder dollars.
Når den pengepolitiske og finanspolitiske indsats for at afhjælpe konsekvenserne af coronapandemien øger uligheden – hvorfor gør man det så?
Erfaringerne fra 2008-09
Det korte svar er, at der ikke er noget alternativ, og at man for alt i verden vil undgå den totale økonomiske nedsmeltning, der indtraf efter finanskrisen i 2008-09.
Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.
I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.
Insolvente banker
Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod over for truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse forretnings- og indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet.
Derfor måtte offentlige myndigheder i USA, i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.
Bankpakker
I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.
Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.
Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (i dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr., mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).
Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.
Krav til bankernes kernekapital
Kravene til bankernes soliditet og kapitalgrundlag er i de fleste lande – og i Danmark – strammet betydeligt efter finanskrisen. Der gennemføres med jævne mellemrum såkaldte stresstests, der skal afprøve kreditsystemets modstandskraft. Senest har Den Europæiske Centralbank den 28. juli 2020 oplyst, at en sådan stresstest havde vist, ”at banksektoren i euroområdet kan modstå den af pandemikrisen fremkaldte stress”.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6981″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 7042 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8197”][/vc_column][/vc_row]