“Borgen” udspiller sig hver eneste dag i millioner af fjernsyn og på Instagram og Facebook og Twitter, hvor nogen, der lader som om de er politikere, iscenesætter sig selv via selfies, opstillet af og tilskyndet frem af en hujende hær af ekstremt velbetalte spindoktorer i håndsyede italienske sko. Om disse mennesker, der siger de er politikere, så spilles af skuespillere eller faktisk er politikere, er desværre ved at være mindre betydende”, skriver journalist og techkritiker Anders Kjærulff.

Af Anders Kjærulff, redaktion@indblik.dk 

Indenfor sandsynlighedsregning og videnskaben om rum-tid, taler man om udfaldsrum. Et udfaldsrum er en uendelig række parallelle virkeligheder i rumtiden. Alting sker samtidig, du går fremad og du går tilbage og du hopper og du lægger dig ned på gulvet, det hele sker på engang, men i det, vi kalder virkeligheden, sker kun en af delene. Udfaldsrum indeholder alle de forskellige muligheder for udkomme og det er muligt at befinde sig i dem alle sammen lige før de går fra at være muligheder til at blive et aktualiseret nu. 

Når nuet optræder, kan du kun være i det rum, den hændelse, der er, selvom de andre handlingsrum teoretisk set stadig findes, og faktisk finder sted i et parallelt univers, du så ikke længere har adgang til. 

For tiden lukker alle døre bag sig.

Et rum af fejl

Det er naturligvis langt mere kompliceret end det, og det er ikke blot muligt, men sandsynligt, at jeg har misforstået alt, at jeg så at sige befinder mig i et rum fuld af fejltagelser, som jeg ikke kan komme ud af, som jeg sidder fast i nu, fordi tiden, den knap så relativistiske skiderik, har låst døren bag mig.

Skulle det være tilfældet, håber jeg, du, kære læser, sidder fast sammen med mig i det udfaldsrum, der muligvis ikke passer, i hvert fald til jeg har skrevet det her færdigt og du har læst det, for ellers kan vi faktisk ikke komme videre, vel?

Og videre, der skal vi, for hvert øjeblik vi tøver, hober udfaldsrummene sig op.

I et af dem, sidder jeg foran et fjernsyn og ser “Borgen”.

“Borgen”, det statsejede og politisk drevne Danmarks Radios tv-serie om livet i et projektørbelyst parlament, er fiktive udfaldsrum, udfaldsrum med udfaldsrum i, der udover at indeholde uendelige muligheder også er en gentagelse af noget, der allerede er sket eller kommer til at ske eller aldrig er sket. 

Af samme grund er der ingen grund til at jeg sidder foran det der fjernsyn, for i andre rum, har jeg allerede set den før og jeg mærker hensigterne og bliver forstemt, foran det fjernsynsapparat som jeg faktisk ikke sidder foran, mens jeg alligevel gør det, Igen og igen og i en endeløs række af variationer.
Og hvis du tænker dig godt om kære, indlevede læser, så sidder vi måske sammen foran det der fjernsyn, der ikke er der, lige nu?

Eller måske er der flere fjernsyn på mange kloder og mange universer på samme tid?

Borgen hver dag

“Borgen” udspiller sig hver eneste dag i millioner af fjernsyn og på Instagram og Facebook og Twitter, hvor nogen, der lader som om de er politikere, iscenesætter sig selv via selfies, opstillet af og tilskyndet frem af en hujende hær af ekstremt velbetalte spindoktorere i håndsyede italienske sko. Om disse mennesker, der siger de er politikere, så spilles af skuespillere eller faktisk er politikere, er desværre ved at være mindre betydende. 

De mennesker, der spiller politikere på sociale medier og i det der fjernsyn, jeg ikke sidder foran, er ikke én, fast person.

Formskifter

De er mange. De er blevet “shapeshifters”, der fungerer på et lokalt og nationalt plan med forskellige ansigter og forskellige dagsordener, der skal erobres. 

Går man ind på ”politiske annoncer” på Facebook, der også er i gang med at shapeshifte til META, et univers, der kun kan betrædes hvis man ifører sig en hjelm fuld af skærme og en masse ledninger og håndtag med knapper, så kan man se, at Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen har brugt 713.385 kroner på at annoncere. De penge bruges til det, META kalder for “targeted audiences”, et udvalgt publikum, og der kan være mange forskellige udvalgte publikummer og man kan fortælle dem forskellige ting, gå fra det ene lukkede rum til det andet og give de, der sidder der, modstridende budskaber, og i META betyder det ikke noget, for hver publikums-gruppe er sit eget udfaldsrum og man kan ikke se ind til de andres.

Således kender Aalborg en udgave af Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen og dem i København en anden – tog man billeder af de mange skærme, ville hun se bekymret/vred/glad ud og hun ville sige forskellige ting og mene noget, der passer til netop det udvalgte publikum, hvis udfaldsrum hun og de der spindoktorers italienske sko har studeret nøje og allerede står klar med nøglerne til.

Hendes parti, socialmoderatdemokratpartiet, har holdt en endnu større META-fest og brugt 2.781.466 kroner på at gøre udfaldsrummet gigantisk og fylde det med makrelmadder og minkpelse, så vi er sikre på, at dørene ikke binder og at der ikke er nogen andre udgange, når først tiden har været der med nøglen.

Accepterer stort set alt

Ovenpå det udfaldsrum, der hedder “Borgen”, og som er det fjernsyn jeg ikke sidder foran, der sidder der en mand, der hedder Adam Price og skriver løs mens døre og vinduer klaprer, han er både kok og forfatter og var i P1 for nylig, hvor jeg hørte ham sige at hans arbejde med at skrive var blevet nemmere, fordi: “Nu er vi blevet primet til, at vi kan acceptere stort set hvad som helst”, og det, ærede læsere, håber jeg i den grad, også du kan, og det kan du, ellers var du ikke nået så langt som hertil, vel?

Men jeg kan ikke acceptere, at jeg er endt med at sidde foran det der fjernsyn, i det udfaldsrum, som Adam Price har bygget af bogstaver og forskallet med noget, der ligner mursten og grønlandsk marmor, et rum, hvor Mette Birgitte Nyborg Thorning Schmidt Frederiksen folder hænderne og sætter fingrene mod hinanden, hun hilser på en eller anden, der gemmer sig et sted der bag den uendeligt tynde skærm, der findes mellem hendes fingerspidser, der, så vidt jeg ved, danser en munter dans på glasset.

Jeg vil gerne ud. Nu?

Til det udenfor alt det, der er herinde, det sted, hvor alle tidens døre klaprer højest og hvor ingen har tænkt over, at der var behov for loft og gulv.

For også det er en skærm, og det, der sendes der, er mig, der ligesom alle I andre, falder lodret gennem tiden i alle dimensioner. 

Ses vi der?

Findes vi, eller har “Borgen” lukket alle dørene nu, slået vindebroen op og slukket det lys, på hvis hastighed, al moderne politik beror? Eller er der kun mega-udfaldsrummet, det, der er hele universets, brummende sitren tilbage?