Når det store amerikanske urværk falder i slag, så er det verdens ældste og formentlig korteste forfatning, som danner ramme om et valg til Verdens mest magtfulde embede. Selve forfatningen fra 1789 fik efter afslutningen på Borgerkrigen i 1860-erne en række tillæg (ammendments), som nu bruges imod Trump. Det er et dobbeltløbet haglgevær, hvor hvert løb kan smadre noget værdifuldt for Trump-kampagnen.

Hvis juraen skal tackle Trump før vælgerne, så skal den føderale højesteret fastslå:

• At Trump aktivt har opfordret til at modarbejde den fredelige magtoverdragelse ved at anstifte det voldelige angreb på Kongressen 6. januar 2021.
• At det 14. tillæg til forfatningen, kan anvendes til at dømme en kandidat ude ved primærvalgene.

Vi vender tilbage til disse problemstillinger, men beviserne for, at Trump har personligt ansvar for “Stop the Steal” kampagnen og den falske melodi om verdens største konspiration om at stjæle Det Hvide Hus, fra den lovformelige vinder af valget – de beviser er overvældende. Det er bare ikke tilstrækkeligt, for hvis præsidentembedet ikke er et embede i forfatningsmæssig sammenhæng, så ser det faktisk ud til, at Trump kan glide smertefrit tilbage til Pennsylvania Avenue – selvom domstolen kommer frem til at “The Donald” har anstiftet et voldeligt angreb på amerikansk demokrati. Begge fløje i det amerikanske vælgerhav føler at deres harme nu bliver vedligeholdt. Hvis Trump bliver fjernet før Republikanerne overhovedet har nomineret deres kandidater, så er det stødende og udemokratisk, mener den ene fløj, mens den anden mener, at det helt til nar, at kriminelle kan undgå straf ved at gå ind i politik, og tilmed stille sig i spidsen for demokratiets fineste embede, efter at man har forsøgt at forhindre gennemførsen af et lovformeligt valg.

Sjældent har en valgkamp været så domineret af historisk vingesus og jura som nu. Den ene præsidentkandidat er helt afhængig af sin immunitet, for at holde sig på fri fod.  Trump ved, at hvis ikke valgkampen og – måske senere – embedet kan holde ham ude af fængsel, så er det overvejende sandsynligt, at pensionsalderen skal tilbringes i fangenskab.  Trump er tvunget til at stille op, simpelthen fordi der er rejst tooghalvfems søgsmål mod ham.

Kampen om agendaen

Trumps målinger viser, at den påståede valgsvindel er det tema, som betyder mest for hans vælgere. Trump-kampagnen er lykkedes med at gøre “den stjålne valgsejr” til hovedtema, og det påvirker alle kandidater i begge partier. Der er simpelthen 4 kanaler:

• Republikanernes med formentlig Nikki Haley i spidsen
• Demokraternes med Joe Biden i spidsen
• De uafhængige kandidater som eks Robert F Kennedy
• Endelig den officielle Republikanske spidskandidat Donald Trump.

Det opsigtsvækkende er, at “Stop the Steal” er den kanal som over tid får mest mediedækning, og selv om alle kan blande sig, så er det ligesom Trumps helt egen bane. Nikki Haley har det seneste år haft bedre chancer for at slå Biden sammenlignet med Trump. Haleys kampagneteam er lykkedes med at lægge afstand til de øvrige udfordrere, men Colorado og Maine har styrket Trump, til stor fortrydelse for særlig Nikki Haley.

Trump værner om det frygtindgydende våben, det amerikanske domstolssystem er blevet til i “Make America Great Again kampagnen”. Biden har et ydmygt hjørne med Hunters let flossede fortid. Men Trumps kompetente og kompromisløse fokus på myten om det stjålne valg, har skabt en alternativ virkelighed som giver Trump superkræfter. For det første er han stjernen i sit eget program, og for det andet er han den forfulgte uskyldighed.

Trump som den forfulgte uskyldighed

Haglbygerne af søgsmål får Trump til at fremstå som den lille mand i kamp mod systemet. Det er guld værd for “The Don” som kampagnefolkene kalder ham. Realiteten er, at Trump lever i en anden galakse, sammenlignet med sine vælgere. Hans bilpark er større, hans ejendomsportefølje mere imponerende, Melanias spadseredragter dyrere og hans livsstil mere flamboyant sammenlignet med det vælgersegment, som fundamentalt ændrede Den Røde Elefant med Trumps ankomst. Retssystemet har fjernet skellet mellem bluecollar vælgerne i rustbæltet og den mobbende og Metoo-fokuserede levemand, der har videreudviklet sin fars ejendomsimperium. Pludselig er det veluddannede mennesker i pænt tøj som kæmper imod en kaskettype med et dårligt ægteskab. Det bedste af det hele; han taler som en uforfærdet skraldespand om folk i de store østkystbyer, som har skabt hans ejendomsimperium.

Det røde partis idealer falmer

Der er meget langt fra cowboytyper som Bush og Reagan til den storskrydende storbystil. Men alt det, har retssystemet ændret på. Derude hvor Dolly Parton er dronning og bøsser er dobbeltløbede – derude ved de nok hvordan det er, når rudekuverten ødelægger en grillaften. Folkene i ledighedskøerne og dem der lever med verdens mest solgte pick up truck – de var unaffiliated. Baseball og rodeo stod lidt højere på hitlisten end politik, men nu kom der endelig et stort skrummel af et mandfolk, og lovede at han ville dræne sumpen for den sure stank af magt og andres dollars.

De pæne republikanere som går i kirke på fast basis og taler ordentligt til mennesker uanset køn og farve – de kunne og kan ikke komme til orde i deres eget parti. Deres forbilleder er John McCain, der sad 5 år i et bambusbur, der var sænket ned i Vietnamesisk brakvand. McCain var bypartisan af hjertet, og havde mange personlige venner i begge partier. John McCain var en hædersmand. Ronald Reagan talte næsten altid ordentligt til andre mennesker, og da han som dreng måtte bære sin døddrukne far ind i huset, så naboerne ikke skulle se ham ligge i sit eget opkast, så dannedes der en mand, som havde respekt for almindelige amerikanere. Republikanerne var stolte af Eisenhover. Det med utroskab var mere overklasse-demokraterne ude i Hyannisport, som havde arvet deres penge fra far, lod elskerinderne sidde med til bords,  brugte insiderviden på børsen og skovlede penge ind på omgåelse af spiritusforbudet.

Republikanerne kæmpede med livet som indsats imod de ondskabsfulde og demokratiske slaveejere svøbt i sydens bomuldshede. Filmen “Gone with the wind” tegner et billede af den gamle verden, hvor den farvede bukkede og skrabede for det hvide herremenneske. Her måtte den farvede skolepige ikke sidde ved siden af sin hvide veninde i skolebussen – eller benytte de samme toiletter. Her fik man ganske gratis tæsk, bare fordi man var farvet. Da de hvide herremænd var nedkæmpet, blev der formuleret tillæg til forfatningen, som skulle sikre, at man ikke kunne bestride et vigtigt embede i USA, hvis man havde været engageret i oprør imod forfatningen. Man skulle aflægge ed på, at man ville leve op til forfatningens idealer. Og hvis man herefter forbrød sig imod denne forfatning, så kunne man ikke længere søge offentligt embede.

Virkeligheden i 1868, hvor fjerpennene skrabede hen over det grove bøttepapir, er som bekendt ikke sammenlignelige én til én med Trumps eskapader. På sæt og vis er det vel næsten værre, at man ikke respekterer retssystemet, og tilmed opfordrer til vold, når ens efterfølger skal overtage stafetten.  Juridisk kompetence skal nu vurdere, om der skal lægges vægt på tidløse og almene idealer, eller om vi skal tage forfatningen helt bogstaveligt. Eftersom Trump var så heldig at kunne udnævne flere højesteretsdommere, har USA nu en meget konservativ Højesteret. Her vil spørgsmålet om vægtningen mellem enkeltstaterne og den føderale stat blive procederet. Det kan måske godt hjælpe Trump.

Hvem bestemmer?

Eftersom de 50 stater har hver deres version af en forfatning – der i hovedreglen er mere omfattende end den i Washington – giver det god mening, at den føderale højesteret bestemmer, om staternes fælles præsidentkandidat må fjernes fra stemmesedlerne. Hver delstat har som udgangspunkt lovgivningskompetencen. De føderale domstole har kompetencen på en række undtagelsesområder som eks. den interne samhandel med delstaterne. Og så er der et illustrativt eksempel på kompetenceniveau, når vi taler landets præsident. Delstaternes Supreme Courts kan faktisk godt afklare, om Trump deltog aktivt i forsøget på at forhindre den fredelige magtoverdragelse og det har både Maine og Colorado vurderet at Trump gjorde. Når delstaterne herefter konkluderer, at Trump efterfølgende ikke kommer på stemmesedlen, så er det her, den føderale højesteret kan overrule de 50 enkeltstaters højesteretter.

Lige her bør republikanerne måske søge tilbage i partianalerne. her vil de opdage, at formålet med bestemmelsen ikke handlede om dagligdagens små embedsmænd. Formålet i 1868 var at forhindre de velnærede sydstatsdemokrater i, at lade sig vælge til føderale topjobs, med mulighed for at genindføre slaveriet, og begrænse borgerrettighederne.

Republikanerne ville dengang simpelthen undgå, at Demokraterne fra det dybe Syden tog magten tilbage, uden at respektere de menneskerettigheder som blev formuleret i det 13. og 14. tillæg. Nu bruger Demokraterne det våben – som Republikanerne udviklede sidst i 1860-erne – til at holde politiske modstandere fra magten i en af de mest skelsættende præsidentkampagner nogensinde.