Det var en ung Venstremand, Jee Kaa, som i 1888 konstaterede, at man ikke kunne gå op imod jernbanedriften, nemlig at hver købstad og landsby i Danmark ønskede togskinner gennem deres sted og så måtte jernbanerne siksakke sig gennem det danske land.

Jens Kristian Lauridsen (1858-1905) var jyde født i Herning, men kendt som Jee Kaa, og han udfordrede voldsomt datidens københavnske saloner, som blev beboet af Estrups folk dengang. Han blev to gange idømt fængsel for sine angreb på regeringen, men benådet begge gange af frygten for at skabe en politisk martyr. Det var klogt af salonerne.

”Og saa, mine ærede Vælgere, saa kommer vi til Jærnbanerne. Ja, det er nu noget meget farligt at røre ved – rent ud sagt – af alle menneskelige Drifter er Jærnbanedriften en af dem, som mest sætter Lidenskaberne i Bevægelse. Den Eneste, der muligvis i saa Henseende overgaar den, skulde da være Kønsdriften.”

Det blev til et bevinget udtryk i dansk politik dengang, men i dag er jernbaner et forældet befordringsmiddel, som kun gammel stivnet drift opretholder, og kønsdriften er afviklet med metoo-bevægelsen.

Men så er der kommet en ny drift: dydsdriften.

Den er i dag, hvad de gamle drifter var dengang: en kraft og magt som der ikke kan regeres udenom.

Dydsdriften er ønsket om at iklæde samfundet det gode, det humane, det moralske, det pæne og det rigtige.

Typisk opfattes det som før- eller over-politisk, noget som vi ikke bør eller kan være uenige om. I dag er det klima, regnbuefarver, mangfoldighed, menneskerettigheder, internationalt samarbejde.

Det må ingen politiker gå imod, og så er der kun småkævlerier tilbage at tage sig af på Christiansborg.

Men dydsdriften kommer også til udtryk i lede ved profitmotivet. Der må ikke tjenes penge på børnepasning og skoler, sundhed og sygehuse, for profit er et urent og grådigt motiv, som ikke må vinde indpas i et dydsregime. Fy skamme. Mennesket før profitten.

Dydsdriften er den okkulte bevægelse i samfundet, som umærkeligt gør alt venstreorienteret. Den engelske sovjetforsker Robert Conquest formulerede engang Conquests Lov, som siger, at alle mennesker og foreninger og institutioner altid over tid tenderer mod at blive venstreorienterede. For når mennesker bliver spurgt, om de går ind for klima eller sort energi, fred eller krig, fællesskab fremfor profit, åbenhed eller fremmedhad, medmenneskelighed frem for egoisme, så vælger alle nolens volens det gode.

Alle forfattere, kunstnere, skuespillere, grundtvigianere, imamer og enlige kvinder og efterhånden også alle erhvervsfolk og borgerlige politikere bliver ikke til at skelne fra Enhedslistens indignerede dydsdragoner. Den politiske korrekthed bliver fælles sprog, som blå politikere kun tror er en form, men som også bliver til indhold og program. Jargon afslører tit tomhed.

En borgerlig politiker er vor tids Peer Gynt, der altid er lunken, altid giver efter, aldrig siger nej, og som gerne lader sig binde en hale på bagen for at gøre sig til hos troldene.

Dydsregimet er vor tids provisorier, enevælde, absolutisme, som der ikke kan regeres imod. Den er blevet universiteternes philosophia perennis, den fælles og tidløse filosofi, som alle skal tænke ud fra: verdensmål, antiracisme, woke, mangfoldighed. I Tyskland er regnbueflaget godt i gang med at afløse det nationale flag fra mange officielle bygninger og kirker.

Den saglige, langsigtede opgave for blå blok er at oplyse om, at verden ikke kan regeres af godhed, og forsøget fører til katastrofe, men at et levende samfunds cement og sammenhængskraft udgøres af initiativ, profit og igangsættermentalitet. Og at al omfordeling, velfærdsstat, sundhedssektor og Arne-pension altid er afhængig af, at tilstrækkelig mange danskere står op hver dag og knokler og arbejder.

Dydsdriften forudsætter et Danaidernes kar, hvor der er nok til alle, altid, hele tiden.

Og blå bloks umulige opgave bliver at gøre det klart, at et samfund bygger på det indirekte, det snoede og bagvendte, det paradoksale, det onde, for et markedssamfund bygger altid på, at egeninteressen – dydsdriftens eklatante modsætning – skaber velstanden og energien og fremdriften, som bagefter aflejrer sig i fællesskab og overskud.

Borgerlige har altid været ordentlige mennesker, i egen indbildning, og som en fisk i vandet følger de dydsdriftens strømme uden at ane, at det for dem kan udarte til dødsdrift. Men de må lære at stå imod strømmen og blive lidt mere giftige og djævelske. Ich bin ein Teil von jener Kraft, die stets das Böse will, und stets das Gute schafft.

Tabunedbryderen Inger Støjberg torpederer dydsdriften fra de københavnske saloner og skaber blåt flertal. Blå blok burde være lykkelig. Det viser meningsmålingerne tydeligt.

Lektien for blå blok er et opgør med dydsregimet, som p.t. kun borgerlighedens Mefistofeles á la Støjberg formår at levere. Vermund er for salonfâhig og Messerschmidt skudt ned i saloonen i et enmandsopgør med dydsdragonerne. Og man kan frygte, at Venstres og Konservatives ledere end ikke aner dilemmaet.