Borgernes stat eller statens borgere? Historien om et markant skifte i dansk politik

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Jeg ved godt, at det måske lyder helt vanvittigt og dystopisk, men det er desværre den vej, det går”, skriver Brian Degn Mårtensson i dette indlæg, hvor han gennemgår historien om, hvordan staten i løbet af de sidste årtier har vundet over borgeren.

Af Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter

Grundlovens kapitel 8 indeholder en række helt centrale frihedsparagraffer, som den Grundlovsgivende Rigsforsamling i slutningen af 1840`erne gjorde meget ud af at formulere. Paragrafferne har direkte til formål at begrænse statens magt over for borgerne, og er således en pejling af, hvor og hvornår lovgivning – samt offentlig myndighedsudøvelse – er legitim. 

Eksempelvis står der i kapitlets første paragraf: ”Den personlige frihed er ukrænkelig”. I § 72. fastslås det, at boligen også er ukrænkelig, og i § 73 det samme om ejendomsretten generelt. I § 76 står der, at alle børn har krav på undervisning og oplysning, men at man ikke er pligtig til at følge en statslig eller kommunal en af slagsen. I de efterfølgende paragraffer 77 og 78 fastlås ytrings- og foreningsfriheden, hvilket ingenlunde er tilfældigt.

Enhver der læser Grundloven kan således ikke være i tvivl om, at Danmark er et land, hvor staten ikke ejer sine borgere. Disse må nemlig tro hvad de vil, tænke, hvad de vil, og forsamle, ytre og oplyse sig næsten uden begrænsninger. 

De er frie og tænksomme borgere, der skal danne sig en stat, og det er ikke staten, der skal danne sig nogle for den egnede borgere. Det er således ifølge Grundloven ikke statens sag, hvordan borgerne eksistentielt set vælger at betragte deres liv. 

Der er intet bestemt, borgerne partout skal foretage sig, og kun hvis den enkelte aktivt vælger at modtage offentlig understøttelse, kan stat eller kommune stille krav om fx aktivering, opkvalificering eller beskæftigelse. Udgangspunktet er, at borgeren er autonom, og frit må vælge egne mål i livet.

Baggrunden for Grundlovens tankegang findes i oplysningstiden og romantikkens debatter om tro, videnskab, demokrati, kultur og eksistens. 

I Danmark havde tænkere som Kierkegaard og Grundtvig forinden stimuleret åndslivet på vældig kvalificeret vis, ligesom højskole- og andelsbevægelse efterfølgende bidrog markant til at udbrede demokratiets og samtalens praksis. 

Vigtigst af alt var det måske, at vi fra start gjorde det til statens opgave at beskytte de oplyste borgeres frihed til at leve deres liv – og skabe sig den stat, de ønskede. For at understrege alvoren fik vores centrale institutioner med tiden også navne som folketing, folkekirke, folkeskole, folkebibliotek osv. – her mødtes folket for at finde ud af, hvordan de ville leve deres liv.

Behøver det at være sådan? Næ, det gør det ikke. Ovenstående danske model er blot en af mange mulige, og noget, vi på disse breddegrader fik tænkt os frem til på baggrund af fælles debatter. Andre lande har valgt andre veje, og det er sikkert fint for dem. 

Således er det formelt intet galt i, at nutidige politikere vil noget radikalt andet, og det er som bekendt demokratiets vilkår, at et flertal stort set kan vedtage hvad det vil. Dog er det også demokratiets velsignelse, at store ændringer ofte medfører kritik og debat.

Hvordan staten vandt over borgeren

Set i dette lys bør vi som folk grundigt overveje de store linjer i tidens politiske ændringer. For hvad er det egentlig, der sker i denne tid? 

Jeg har brugt mange år af mit liv på at forske i politisk og pædagogisk teori, og det står mig mere og mere klart, at vi i perioden fra 1998 til i dag har transformeret både de skrevne og de uskrevne regler for politik og demokrati i Danmark. 

Særligt har forholdet mellem borger og stat være genstandsfelt for denne transformation. Jeg vil i det følgende vise, hvordan borgeren og staten hierarkisk har byttet position via tre trin.

Første trin: Anders Fogh gjorde borgeren til forbruger

Første trin er magtskiftet i Venstre i 1998, hvor Uffe Ellemann overlod ledelsen til Anders Fogh Rasmussen. Sidstnævnte valgte at skrotte al minimalstatsideologi, lovede samme velfærd som socialdemokraterne og bandt sig til DF. 

Vigtigst var det dog, at Venstre i disse år strategisk kopierede Tony Blairs New Labour, således at alt politisk indhold blev udvisket i nysprog og blød retorik. Venstre skulle rumme alle holdninger – og stemmer – ved at have en ”totalideologi”, der både lovede frihed, solidaritet, internationalisme, nationalstat og alt andet, man ellers kunne tænke sig. 

Man satte sig bevidst synligt og stærkt på magten, og det hele blev skyllet ned med feel-good kommunikation til borgerne. Disse blev i stigende grad opfattet som kunder og forbrugere, og i det deraf følgende politiske reklamespil blev man efterhånden så optaget af vinde eller genvinde magten, at man helt glemte, hvad den er til for. 

Hermed ikke sagt, at man ikke traf kontroversielle beslutninger, for det gjorde man. Blot var der primært tale om udenrigspolitiske spørgsmål som fx Irak-krigen og parløbet med den amerikanske præsident George W. Bush. På dette trin ser vi altså en bevægelse væk fra de demokratiske grundprincipper, en udpræget centralisering og et skifte fra borger til forbruger.

Andet trin: SSFR-regeringen slog fast, at staten ved bedst

Andet trin er SSFR-regeringens tiltrædelse i 2011 efter mange år med ubrudt Venstre-styre. Her valgte man fra start at styrke regeringen endnu mere, og havde en klar strategi herfor: Ministrenes beføjelser skulle anvendes fuldt ud, og især Finansministeriet skulle have mange af dem. 

Det var især nødvendigt grundet den vanskelige parlamentariske – og interne – situation, regeringen stod over for. Man videreførte således den centralisering af magten, som Fogh-regeringerne havde sat i værk, men tilføjede dertil nogle ekstra lag, især i form af Finansministeriets koordinering af ressortministeriernes virke. 

Dette førte til en mærkværdig ideologisk teknokratisme, hvor beslutninger ifølge regeringen selv altid var sagligt korrekte, og ikke rigtig kunne diskuteres. 

Offentlighedsloven – og regeringens højtprofilerede reformer af landets undervisning – var vigtige redskaber, da man herved sikrede sig, at landets borgere kun fik kendskab til oplysninger og tænkemåder, staten fandt ønskelige. 

Borgerne var stadig politiske kunder og forbrugere, men var nu ikke længere i stand til selv at vælge, hvad der var bedst for dem. Derfor måtte staten hjælpe dem med det.

Tredje trin: Under coronakrisen blev borgerne gjort til umyndige undersåttet

Tredje trin er den socialdemokratiske regerings tiltrædelse i 2019. Her var det fra start ambitionen, at magten skulle bruges så aktivt som muligt. 

Oven på de tidligere ”landvindinger” indførte man en ny ministerlignende funktion, der var undtaget fra ministeransvarlighedsloven, men havde vidtgående beføjelser. Dertil forstærkede man lukketheden i forvaltningen, således at borgerne ikke blev forvirrede over uønsket offentlig debat. 

Sluttelig valgte man konsekvent at undgå kritiske interviews, og foretrak envejskommunikation via egne eller utvetydigt regeringsvenlige informationskanaler. 

Til regeringens held fik denne strategi yderligere luft under vingerne da landet blev udsat for en ekstern trussel i form af coronavirussen. Herved kunne man for alvor skabe udbredt opbakning til yderligere centralisering, anført af den stærke leder. 

Mange patriotiske regeringsstøtter sagde ligefrem, at landet var ”i krig” imod covid-19. Et solidt flertal accepterede da også, at regeringen administrativt – og uden lovhjemmel – nedlagde et helt erhverv i lyset af landets de facto krigstilstand. Som det blev sagt, var ”folkesundheden” vigtigere end de i Grundloven aftalte principper, der har til formål at værne om folkets suverænitet. 

Med denne nyligt etablerede præcedens synes der ikke længere at være nogen grænse for regeringens manøvrerum. Ikke længe efter blev en 30-årig kvinde – under henvisning til COVID-19-situationen – idømt dobbelt straf for at opfordre til ikke-voldelige protest imod regeringens politik. 

Ligeledes arbejdede regeringen intenst med indførelsen af diverse overvågnings- og tvangsforanstaltning, så et centraliseret smittesporings- og vaccinationsprogram kunne fungere så effektivt som muligt. Folkesundheden forlangte det. 

Borgerne var hermed umyndiggjorte undersåtter, der stod i taknemmelighedsgæld til den fantastiske stat, der endda af og til ”genåbnede” lidt af samfundet, når folket opførte sig pænt.

Her er vi i dag

Historisk er vi således endt et sted, hvor staten kategorisk ved bedst, og befolkningen (eller i hvert fald store dele af den) mest af alt er i vejen. Derfor er der brug for udpræget centralisering af magten, overvågning, dobbeltstraf, indskrænkning af ytringsfrihed, lukkethed i centraladministrationen, grundlovsbrud og enhver tænkelig styrkelse af statsapparatet. 

Dette skyldes ikke covid-19, for processen har som vist været undervejs siden 1998. 

Det kan jeg bl.a. sige, fordi samme trussels-argumentation blev brugt i perioden 2009-2014, hvor skiftende regeringer forberedte og gennemførte en kovending i landets undervisningspolitik, gående fra en Grundtvigsk præget liberal undervisning til en udpræget plan- og krigsøkonomisk en af slagsen med utilsløret statsopdragelse og ensretning. Dette blev dengang begrundet i en akut trussel fra Kina, hvis hurtigt-læsende befolkning snart ville tage alle vores jobs. 

Som professor Niels Egelund, der rådgav VK-regeringen desangående, så smukt formulerede det: ”Hvis vi ikke gør noget nu, vil Danmark ende som et frilandsmuseum, hvor rige kinesere i fremtiden vil komme for at se, hvordan man levede i gamle dage”. 

Da SSFR-regeringen tiltrådte, gennemførtes – med støtte fra bl.a. Venstre – således en historisk indgribende reform, hvor landets borgere nu skulle målstyres i retning af statens strategiske målsætninger. Danmark blev mentalt til et jobcenter, og folke-økonomien forlagte det. 

Dog er det åbenlyst, at covid-19 har været en perfekt anledning til at komme videre ad denne centraliserings-vej.

Næste generation er allerede formet i statens billede

Om 10-20 år vil de politiske tiltag, jeg har nævnt i det ovenstående, have haft stor indvirkning på en hel generation, og denne vil – hvis skiftende regeringer ellers er kompetente nok – uden tøven acceptere, at de bor i et konstant truet jobcenter-land, hvor de er pligtige til at arbejde mest og længst muligt af hensyn til statens fortolkning af livets mening. 

Denne generation vil også eksistentielt forstå, at der er noget, der er uendeligt meget større end dem selv – nemlig staten. 

Derfor kan man ikke – som i gamle dage – påberåbe sig hverken autonomi, forfatning, principper eller rettigheder, da man er til for folket/ staten, og ikke for en selv. Hvis folkesundheden, statsøkonomien eller en eller anden statsstøttet professor forlanger det, må man være villig til at gøre hvad som helst. Hvad man selv skal mene herom, er givet på forhånd, og det af staten.

Jeg ved godt, at det måske lyder helt vanvittigt og dystopisk, men det er desværre den vej, det går. 

Det er i grunden slet ikke så mærkeligt set i et historisk-politisk lys, for centraliseringsbevægelsen er så at sige det normale. Magtapparater bevæger sig nemlig altid i retning af centralisering og ekspansion, og de har gjort det siden bondestenalderen. 

Tværtimod er det i dansk sammenhæng den åndfulde demokratisering og liberalisering i det 19. og 20. århundrede, der kræver en forklaring: Hvordan i alverden lykkedes det os at respektere individ, ånd og kultur så højt, at vi i så lang tid fik tøjlet staten så effektivt? Og skal vi mon prøve igen?

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?