I mine øjne er sager som minkskandalen, regeringens cigaretforbud og EU’s forbud mod russiske medier resultat af et kulturelt dannelsestab. I alt for mange år har alt for mange mistet sansen for, hvad et demokrati er – og hvordan et sådant fungerer. Hvis vi fortsat vil have et demokrati, må vi hæve blikket og begynde at tage demokratiets bærende principper alvorligt igen, skriver filosof og forfatter Brian Degn Mårtensson.
Af Brian Degn Mårtensson, filosof, forfatter og foredragsholder
Som liberalt sindet menneske er det nærmest uudholdeligt at følge dansk og international politik i disse år. Tag f.eks. den venstreekstremistiske logik og metodik, der er blevet mere eller mindre mainstream i både MeToo- og ligestillingsdebatten, hvor offentlige skueprocesser og politiske udrensninger er dagens orden. Eller tag klimadebatten, hvor en indledningsvis reel bekymring for klodens situation misbruges til at kræve gennemgribende socialistiske forandringer (hvilket aldrig nogensinde har gjort noget godt for hverken mennesker, miljø eller klima). Måske værst – i hvert fald kulturelt set – er det, at den almene politiske debat ofte kapres af letkøbte vinkler og logikker, der alle kun har henholdsvis regulering, forbud og ensretning som mulige svar.
I en bred forstand er kultur den horisont, hvorfra vi betragter og forstår verden. Altså et kompleks og til tider modstridende sæt af moralske og religiøse ideer, tekniske og videnskabelige opfattelser, sociale normer og regler, poetiske og kunstneriske udtryk, samt politiske og juridiske praksisser. Som den britiske filosof John Locke rigtigt så, er mennesket født uden nedarvede ideer eller færdige svar, og må individuelt orientere sig i en omverden, der er formet af kulturelt overleverede anskuelser og praksisser.
Noget af det, der kendetegner den vestlige civilisation er vægtningen af det individuelle værd og ansvar, dvs. ideen om, at den enkelte har et umisteligt værd som et elskeligt menneske, men også selv må stå til ansvar for sine handlinger. Sådan behøver det faktisk ikke at være, og mange kulturer anskuer tingene anderledes, både historisk og i dag. Ikke desto mindre kan vi se, at netop ideen om den enkeltes integritet har ført til enorme fremskridt siden Renæssancen, og få vil benægte, at netop samfundet baseret på denne ide er at foretrække.
Netop derfor er det både bekymrende og tankevækkende, at vi kulturelt synes at have svært ved fastholde ideen i disse år.
For nylig præsenterede regeringen et såkaldt sundhedsudspil, hvor man bl.a. ville gøre noget ved danskernes forbrug af alkohol og tobak. I sig selv er dette bemærkelsesværdigt, da den danske grundlov baserer sig på den antagelse, at det er borgerne, der har sig en stat – og ikke omvendt. Men alligevel ønsker landets regering at borgerne rent privat skal handle anderledes i omgangen med deres egen krop. Af vælgertaktiske hensyn er udspillet designet sådan, at personer født efter 2010 aldrig nogensinde må købe lovlige tobaksvarer, heller ikke når de blive myndige. Det betyder helt konkret, at én myndig borger i 2040 ikke må købe en pakke cigaretter, mens en anden myndig borger godt må. Det er det, man med et fagudtryk kalder vilkårlig diskrimination. Her er det med udgangspunkt i fødselsår, men det kunne ligeså godt have været hårfarve, musiksmag, etnicitet eller højde. I praksis er meningen selvfølgelig, at Socialdemokratiets stemmeberettigede kernevælgere ikke selv bliver ramt, men sammen med partiet kan de så føle sig ansvarlige på de opvoksende borgeres vegne: ”Vi vil jer det bedste, og ved bedst, hvad der er godt for jer”.
Næsten sammenfaldende med ovenstående præsenterede EU et forslag om at forbyde udvalgte russiske medier – grundet krigen i Ukraine, hvor det frie vesten som bekendt er i konflikt med det autoritære Rusland. Altså er man i EU endt i den spektakulære situation, at man vil forsvare retsorden, demokrati og ytringsfrihed ved at indføre censur af holdninger, man ikke kan lide. Som yderst Rusland-kritisk fri borger må jeg altså ikke længere selv afgøre, hvorfor jeg ikke kan lide den russiske politik og usmagelige propaganda. Idiotien er selvsagt rystende, og at vi er nået dertil, er på alle måder begrædeligt.
Selv om det næppe kan betegnes som en nyhed, kan man i denne sammenhæng heller ikke ignorere, at den aktuelt siddende danske regering helt åbent har iværksat de facto ekspropriation af danske borgeres lovlige ejendom uden at have lovhjemmel hertil – og stadig sidder på magten længe efter. Det er helt uhørt i en demokratisk retsstat, men ikke desto mindre fakta. Jeg henviser her til den såkaldte minksag, som rettelig burde hedde Grundlovsskandalen. Når regeringens fortsættelse er så bemærkelsesværdig skyldes det, at den forbrød sig imod det helt afgørende og sårbare tillidsforhold, der i et demokrati er mellem regering og parlament. Reelt sidder regeringen jo på hele magtapparatet – herunder politi og militær – og parlament og befolkning må og skal have en urokkelig tiltro til, at skiftende regeringer aldrig – gentager aldrig! – kunne drømme om at misbruge deres beføjelser eller sjuske i omgangen med dem. Skulle det en dag alligevel ske – f.eks. ved en helt ubegribelig fejl – må den siddende regering øjeblikkeligt og skamfuldt træde tilbage. Det siger sig selv.
I mine øjne er ovenstående udvikling resultat af et kulturelt dannelsestab. I alt for mange år har alt for mange mistet sansen for, hvad et demokrati er – og hvordan et sådant fungerer. I vores skoler, på vores uddannelsesinstitutioner og i den offentlige samtale har vi i alt for høj grad taget demokratiet for givet, og i stedet helliget os fordelingsdiskussioner om hvem der har hvor meget – samt de hysterisk fordummende diskussioner om, hvem det er mest synd for. Hvis vi fortsat vil have et demokrati, må vi hæve blikket og begynde at tage demokratiets bærende principper alvorligt igen: Menneskets iboende integritet, ansvar, ordholdenhed og ordentlighed. Hellere i dag end i morgen.
