Brostrøm er klar til at stoppe politikernes tvangsindgreb

Brostrøm er klar til at stoppe coronaindgreb ved immunitet
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen lægger op til, at politikerne skal fratages muligheden for at indføre restriktioner og tvangsindgreb mod befolkningen i bekæmpelsen af covid-19.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det fremgår ifølge avisen af dokumenter fra lovarbejdet med den nye epidemilov, der trådte i kraft den 1. marts.

Her skriver Sundhedsstyrelsen, at covid-19 på et tidspunkt skal fjernes fra listen over “alment farlige sygdomme”, som muliggør indgreb i borgernes frihed.

I november skrev styrelsen således, at en sygdom som corona vil “skulle nedklassificeres, såfremt der opnås udbredt immunitet i befolkningen, enten gennem vaccination eller ved immunitet efter overstået infektion”.

Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, kalder forslaget fornuftigt, men efterlyser en mere konkret definition af, hvornår covid-19 kan tages af listen.

– Det er en slags tændingsnøgle, som skal drejes, og som kan slukke igen, hvis sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke længere er grundlag for at bruge det bombastiske magtapparat, som ligger i epidemiloven, siger han.

Sundhedsstyrelsen skriver i et svar til Jyllands-Posten, at der ikke kan opstilles eksakte målepunkter for, hvornår covid-19 skal nedklassificeres. Det afhænger blandt andet af mutationer og nye behandlinger.

I Retspolitisk Forening mener man desuden, at Sundhedsstyrelsens magt i sagen kan være et problem, hvis der foreligger en fejlvurdering.

– Det kan risikere at blive en katastrofe, hvis Sundhedsstyrelsen vurderer forkert, og der vil det være problematisk, hvis ikke Folketinget har været inde over beslutningen, siger formand Bjørn Elmquist.

Sundhedsstyrelsen har før afskåret politikerne fra at gøre brug af epidemilovens vide beføjelser. Det skete sidste år, da pandemien indtraf i Danmark.

Magten til at afvise politikerne adgang til beføjelserne blev dog taget fra styrelsen, efter en hastelov blev vedtaget i Folketinget.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?