“Jeg bliver bekymret, når borgerne ikke kan få ordentlig adgang til at efterprøve principielle spørgsmål ved domstolene”, skriver chefjurist Nikolaj Schulz, i dette debatindlæg. Han beskriver en problematisk sag, han selv arbejder med, hvor en straffet borger nægtes retssag – bl.a. grundet undvigemanøvrer fra Kammeradvokaten.
Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
Vi fører en del retssager i Bæredygtigt Landbrug.
Det er ofte større principielle spørgsmål, f.eks. landbrugets ret til at bruge kvælstofgødning eller vandplanernes gyldighed. Men vi fører også sager for vores medlemmer. Det er netop en af disse, som jeg vil berette om. Det er historien om, hvordan staten og Kammeradvokaten forsøger at afholde en landmand i Thy fra at komme for retten.
Landmanden fra Thy såede efterafgrøder – en blanding af olieræddike og honningurt – i god tid inden såfristens udløb i sensommeren 2017. Landbrugsstyrelsen underkendte efter et kontrolbesøg efterafgrøderne, og landmanden blev trukket et meget stort beløb og fik samtidig sanktioner (en slags bøde).
Bæredygtigt Landbrug tog sagen op og påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med det enkle synspunkt, at årsagen til, at planterne ikke vokser frem, skyldtes det våde efterårsvejr i år 2017. Enhver haveejer, der har jord under neglene, ved godt, at man kan så og plante ud, men man kan ikke vide, om planterne vokser frem. I juraens verden er det et princip om, at ingen kan gøres ansvarlig for ”Guds handlinger” – vejret er i den kontekst hændelig.
I klagenævnet fik vi efter lang tids venten et brev om, at sagen ikke ville blive behandlet flere år frem. Derfor valgte vi sammen med landmanden at stævne staten, så sagen kunne afgøres ved domstolene.
Nu skal man forestille sig, at vi indtil efteråret 2022 har ventet i cirka fire år. Cirka én måned før sagen skulle for retten, kom der gud-døde-mig en afgørelse fra klagenævnet: Landmanden fik ikke medhold. Det var måske ikke vældigt overraskende, men egentlig irrelevant, fordi sagen uanset hvad skulle for retten ganske snart. Vi var betrygget i, at modparten – det vil sige Landbrugsstyrelsen repræsenteret ved Kammeradvokaten – hele vejen igennem havde medgivet, at sagen var principiel.
Pludselig kommer der imidlertid processkrivelser fra Kammeradvokaten om, at idet der nu er truffet en ny afgørelse (fra klagenævnet), er det denne afgørelse (og ikke den oprindelige afgørelse), der gælder.
Beskeden var pludselig en helt anden: Samme sag skal gå forfra. Landmanden skal betale omkostninger m.v. i den ”gamle” sag. Så vidt jeg mindes, har vi ikke orienteret klagenævnet om, at der verserer en retssag, men klagenævnet ved altså besked.
Havde det her været en sag mellem to private parter, må man acceptere modpartens krumspring og snakken uden om. Det er bare en anden snak, når modparten er staten. Det er altså staten, der laver reglerne – og borgerne bør derfor få en rimelig og fornuftig adgang til domstolene.
I sagen betød alle Kammeradvokatens undvigemanøvrer, at sagen ikke kommer for retten som planlagt og med den praktiske konsekvens, at landmandens omkostninger vokser. Det synes ikke at bekymre Kammeradvokaten. Vedkommendes honorar betales selvfølgelig også ”bare” af skatteyderne.
Det er ikke første gang, at vi mødes med tidsudtrækkende skriverier fra Kammeradvokaten, men at behandle en sag således, overskrider altså min grænse. Jeg sidder med 8-9 skriftudvekslinger om berostillelse, udskydelser, afventen, opfordring til at vi opgiver den første sag, osv.
Lige præcis staten har efter min opfattelse en helt særlig pligt til at sikre borgernes adgang til domstolene. Staten og Kammeradvokaten skal ikke være tossegode, men det er helt uden for nummer, når en ny afgørelse (med fuldstændig samme indhold) bliver brugt som anledning til at trække en sag i langdrag og være væsentligt fordyrende for borgeren. Særligt når den nye afgørelse fra klagenævnet på ingen måde indeholder nye væsentlige oplysninger, der har betydning for sagens udfald ved domstolene.
Jeg bliver bekymret, når borgerne ikke kan få ordentlig adgang til at efterprøve principielle spørgsmål ved domstolene.
Jeg kan heller ikke undlade at blive særligt bekymret, når advokaten for Landbrugsstyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet er den samme – nemlig Kammeradvokaten! Jeg beskylder selvfølgelig ikke nogen for at have koordineret. Det vil være i strid med al god advokatskik – og i øvrigt en skandale.
Problemet er bare, at selvom der ikke er koordineret, tager det sig sådan ud set fra landmandens perspektiv. Jeg håber, at staten vil kigge på det her område med henblik på, at statens advokat også udadtil tager sig ekstra godt ud i relation til spørgsmålet om troværdighed og borgernes adgang til domstolene.
I denne sag om, hvorvidt landmanden i sagen skal gøres ansvarlig for ”Guds handlinger”, kan jeg sige til alle interesserede, at landmanden og Bæredygtigt Landbrug bliver ved. Dén sag kommer for retten – helst samlet. Men hvis vi skal tage dem én ad gangen, så gør vi også det.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
