Cheføkonom slår alarm: Socialdemokratisk veteran vil genindføre “en af de mest skadelige skatter”

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft vil nu genindføre den formueskat, han tilbage i 90’erne selv var med til at fjerne.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

Danmark bør indføre en ny formueskat på 1 procent på formuer over 7,5 millioner kroner.

Sådan lyder det fra tidligere minister og formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft i et indlæg i Berlingske.

Det på trods af, at Mogens Lykketoft som finansminister i 1995 og 1996 selv forhandlede netop denne skat væk.

Men det var slet ikke hans ønske, at formueskatten skulle væk, skriver Mogens Lykketoft, der i stedet anfører, at skatten i sin tid blev afskaffet i en studehandel med De Konservative.

Men nu er tiden inde til at genindføre formueskatten, mener Lykketoft, der dermed lægger sig i slipstrømmen på en debat fra udlandet, som bl.a. har fået ammunition efter den venstreorienterede franske økonom Thomas Pikettys vidtgående forslag om en fælles europæisk formueskat.

– En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd, skriver Mogens Lykketoft, der samtidig forudser, at tænketanken Cepos vil kritisere ham for at “slingre mærkeligt rundt”:

– “Vennerne” i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Selvsamme tænketank beskylder han i sit indlæg for at bidrage til “meget stærkt forvredne fortællinger”.

Cepos: “Formueskatten er hullet som en Schweizer-ost”

Den forudsigelse fra Mogens Lykketoft holder stik.

Overfor Indblik kritiserer tænketanken Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen i hårde vendinger forslaget om at genindføre formueskatten.

– Jeg undrer mig i den grad over, at Lykketoft nu foreslår genindførelse af formueskatten, siger han og fortsætter:

– Formueskatten er en af de mest skadelige skatter. Den reducerer investeringer og medfører kapitalflugt ud af landet. Formueskatten er hullet som en Schweizer-ost. Og derfor blev den fjernet i 1996. Og det var faktisk Lykketoft som fjernede den, da han var finansminister i Nyrup-regeringen.

Mads Lundby Hansen påpeger, at Danmark i forvejen har OECD’s (sammenslutning af 37 demokratiske lande med markedsøkonomi, red.) næsthøjeste aktieskat på hele 42 procent. Det er langt højere end i f.eks. Sverige, hvor skatten kun udgør 30 procent.

En formueskat derudover vil være gift for investeringer og vækst i Danmark.

– Den formueskat som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft afskaffede i 1996 var på 1 procent af fri finansiel formue over 1,6 millioner kroner, siger Mads Lundby Hansen og tilføjer, at statskassen ikke fik voldsomt mange penge ud af skatten i årene op til afskaffelsen:

– I årene inden afskaffelsen var provenuet fra formueskatten relativt begrænset på knap 0,1 procent af BNP. Det svarer til ca. 2 milliarder kroner i dag.

I dag er det kun 4 OECD-lande – Norge, Schweiz, Frankrig og Spanien -, som fortsat opkræver formueskat.

I 1990 var dette tal dog 12, men siden da har ikke alene Danmark, men bl.a. også Sverige, Finland, Tyskland og Holland afskaffet formueskatten.

Indblik arbejder på at få en kommentar fra Mogens Lykketoft.

[adning id="17957"]

Fik du læst?