Har noget set ”Magtfuldkomne Mette”?

Nej vel?

Den statsminister Mette Frederiksen, der – med frygt som middel – lukkede Danmark ned, er pist væk.

Forsvundet.

På højden af sin magt lukkede hun skoler, virksomheder og hele erhverv.

Hun holdt natlige krisemøder. 

Hun fik ærbødige oppositionspolitikere til at stille op til fælles pressemøder.

Og hun fik politiske kommentatorer til at spå om et socialdemokratisk tusindårsrige.

Hendes centralisering af magt gjorde det muligt for staten at kaste samfundet ud i store altomfattende eksperimenter – og afstedkomme store fejl.

En generation af unge blev sendt hjem til kedsomhed og manglende undervisning.

Et helt erhverv blev udraderet.

Embedsmænd lærte at holde kæft.

Absolut magt korrumperer absolut.

Akkurat som gode gamle liberale tænkere gang på gang har påpeget, men som mange glemte under indtryk af magtens imponerende udfoldelse.

Da jorden begyndte at brænde under statsministeren, forsvandt ”Magtfuldkomne Mette”.
Eller rettere: Hun undergik en metamorfose.

Hun blev til ”Milde Mette”. Midter-Mette.

Under den valgkamp, som hun var lige ved at tabe, rakte hun venligt hånden ud til oppositionen.

Hun lovede lettelser af skatten på arbejde.

Hun lovede gensidig hensyntagen

Ganske vist lød der stadig et ekko hist og her af fortidens frygt: krig i Europa, økonomisk krise og hvem skal redde os (andre end staten)?

Men i dag, hvor adskillige borgerlige sidder og tuder over deres egen impotens, er det slående, at de overser deres egen sejr:

Vælgerne ville ikke have en magtfuldkommen statsminister.

Og Mette Frederiksen formåede alene at skrabe sig igennem til et ultra-tyndt rødt flertal, fordi hun kraftigt ændrede signaler.

Nej. 

Det var ikke det autoritære socialdemokrati, der vandt valget.

Samfundet ville ikke finde sig i mere. 

Og den politiker, der hurtigst fangede den skiftende stemning, var Mette Frederiksen.

Men hvad med ”valgets tale”, vil nogle måske spørge?

Var det ikke udtryk for et massivt ønske om en midter-regering?

Ikke hvis man observerer Lars Løkke Rasmussens ageren i timerne efter valgstedernes lukning.

Her var midter-regeringens fremmeste apostel i fuld gang med at forsøge at vælte Mette Frederiksen og sondere mulighederne for et lilla-blåt flertal.

Kære medborgere, husk det nu: Politiske partier uden ideologi er en sammensværgelse om at tage magten.

Og her afslørende den rare og retlinede Jakob Ellemann sit sande projekt.

Fra Venstres landsmøde bebudede han ellers højtideligt, at han fulgte en simpel prioriteringsliste: Danmark, Venstre, Jakob – i nævnte rækkefølge.

Men da muligheden kom for at blive minister og sætte sit præg på statens styre, valgte han ”Jakob” først. Og gjorde sig selv til forsvarsminister.

Et valg med hjertet, som han sagde – uden nærmere at forklare, hvordan dette skulle medvirke til at genrejse Venstre.

På Venstres landsmøde i november, erklærede Ellemann ellers, at Venstre skulle ”stå i egen ret”.

Men måske blev han refereret forkert.

Måske sagde han i virkeligheden, at Venstre skulle stå ret. Følge sin leder.

Det bliver interessant at følge.

Vil Venstre blive en underafdeling af Socialdemokratiet – som tidligere formand for Folketinget, Thor Pedersen, påstod.

Eller vil der komme solide borgerlig-liberale fingeraftryk?

Regeringsgrundlaget er for upræcist til at tjene som konklusion.

Det må tiden vise.

Men bemærk lige:

Borgerligheden i Danmark er ikke i krise. Frihedstrangen er stærk.

Borgerligheden har det aldeles fortræffeligt – og pressede Magtfuldkomne Mette til at skifte ham.

Adskillige af de såkaldt borgerlige partier er dog i krise.

Tømt for selvtillid og kompetent lederskab.

Det skal ikke få Indbliks læsere – eller de borgerlige ledere – til at tude i afmagt.

Tag en tudekiks og kom videre.

Dygtige og initiativrige mennesker – både på Christiansborg og udenfor – kan sagtens rykke debatten. Og magten.

Op med humøret og ned med skatten.

Godt nytår!