Én ting står nu klart: Magten er ved at smuldre mellem hænderne på Mette Frederiksen. Og det er først og fremmest hendes egen magtfuldkommenhed, der er skyld i dette, skriver chefredaktør Claes Theilgaard i denne analyse.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Det er ikke længe siden, at Mette Frederiksen var en socialdemokratisk succes af en statsminister. En handlekraftig statsleder, der med hård hånd lukkede Danmark ned i mødet med coronavirus til massiv jubel fra vælgerhavet.
Mette Frederiksen virkede urørlig. Hun var i kontrol, og hun var magtfuld. Men undervejs i coronahåndteringen blev Mette Frederiksens magtfuldhed til magtfuldkommenhed.
Man kan argumentere for, at magtfuldkommenheden var der før coronakrisen også, men uanset hvad, var det da coronavirus gjorde sit indtog, at magtfuldkommenheden i hvert fald kammede over.
Med den ulovlige og forhastede beslutning om at udrydde alle danske mink for at slå en coronamutation ned, stod det klart for mange, at Mette Frederiksen var på afveje. Alligevel var det som om, at Mette Frederiksen stadig styrede dansk politik med hård hånd – på trods af, at hun nu havde et eklatant grundlovsbrud på samvittigheden.
Men så kom SMS’erne.
“It’s not the crime, it’s the cover up”, lyder det ofte i sager, der agerer i krydsfeltet mellem politik og kriminalitet. Og det gør sig også gældende i dette tilfælde, hvor de slettede SMS’er om minkskandalen indtil videre har kostet Mette Frederiksen langt dyrere end selve den ulovlige minkordre.
Hvor aflivningen af minkene før kunne retfærdiggøres som en nødvendighedens politik, og Mette Frederiksen slap af sted med at portrættere sig selv som uskylden selv, begyndte det nu at lugte af, at den socialdemokratiske statsminister havde noget at skjule.
Pludselig gjorde det ondt på Mette Frederiksens troværdighed og popularitet, og skiftende forklaringer i SMS-skandalen samt et akavet pressemøde med lidt for kække kommentarer har kun gjort ondt værre.
Siden er fulgt meningsmålinger, hvor blå blok pludselig er lige så stor som – eller større end – rød blok. At dette skulle kunne ske, var utænkeligt for blot ganske få måneder siden.
Samtidig tyder noget på, at Mette Frederiksens stjerne på Christiansborg er falmet. Regeringens store nærhedsudspil blev en fuser, og det helt store valgløfte om en “velfærdslov” har pludseligt fået et flertal imod sig.
Ja, selv støttepartiet Radikale Venstre råber nu op og slår alarm over, at den statsminister, de lægger stemmer til, er alt for magtfuldkommen og egenrådig.
Det er ikke kun minkene og SMS’erne, der gør ondt, og det står efterhånden klart, at Mette Frederiksens magtgreb tydeligvis ikke er så sikkert, som det har været.
Til det netop overståede kommunalvalg fik Mette Frederiksens socialdemokratiske projekt endnu en mavepuster.
Her gik regeringspartiet ikke alene tilbage over hele landet, men led også voldsomme terræntab i socialdemokratiske storbyhøjborge som Odense, Aarhus, Aalborg og København.
Det er uvist, hvor meget mink, SMS’er og Mette Frederiksens tiltagende utroværdighed har spillet ind på disse kommunale resultater.
Men at det netop er storbyerne, der vender Socialdemokratiet ryggen, må ses som en konsekvens af, at Mette Frederiksen politisk har vendt blikket væk fra storbyerne og ud mod provinsen. Det koster at vinde vælgere fra landet.
At hendes tale til Folketingets åbning med fokus på billige, almene boliger og klima – klassiske storbysager – ikke har kunnet vende tilbagegangen, siger noget om, at billedet af Socialdemokratiet som et mere provinsielt parti har bidt sig fast, bl.a. hos Københavns vælgere, der gjorde Enhedslisten til langt det største parti i landets hovedstad.
Omvendt tyder Christina Krzyrosiak Hansens fremgang med 30 procentpoint i Holbæk på, at socialdemokratisme stadig kan få fat i vælgerne. Mette Frederiksen kan dog næppe tage æren for det absolutte, socialdemokratiske flertal, der efter dette valg vil råde i Holbæk.
For kort tid siden spåede mange noget nær et socialdemokratisk tusindårsrige med Mette Frederiksen på toppen. Nu er det ikke længere utænkeligt, at vi ved næste folketingsvalg får en blå statsminister i stedet.
Spændingen er i hvert fald tilbage i dansk politik, og i den kommende tid må Venstre og Konservative få afprøvet det interne styrkeforhold for at finde ud af, hvilket parti, der skal stille med blå bloks statsministerkandidat.
På tværs af en magtfuldkommen coronahåndtering, millioner af døde mink, et ukendt antal slettede SMS’er, tilbagegang i de landspolitiske meningsmålinger, kuldsejlede valgløfter og flere markante nederlag ved kommunalvalget står én ting klart: Magten er ved at smuldre mellem hænderne på Mette Frederiksen. Og det er først og fremmest hendes egen magtfuldkommenhed, der er skyld i dette.
