[vc_row][vc_column][vc_column_text]Coronapandemien har vist, at hvis vi kigger væk i et splitsekund, og glemmer, hvad liberalismen egentlig står for, bliver de frihedsidealer, som vi ofte tager for givet, revet fra os på et øjeblik, skriver Mikkel Kristensen i dette debatindlæg.
Af Mikkel Kristensen, researcher/rådgiver for Bare Snak Podcast
Jeg har altid vægtet individuel frihed højt. Man er sin egen lykkes smed, sagde min gymnasielærer, da han fortalte os om liberalismen. Alt i alt, så klingede det rigtig godt overens med de ting, jeg i bund og grund stod inde for.
Jeg syntes, at en markedsorienteret økonomi var det mindst dårlige valg. EU-samarbejdet, på trods af vanskeligheder, var alt i alt godt. En fælles front imod de problemer, vi står over for.
Mit politiske ståsted blev vendt på hovedet, da coronapandemien ramte. Vi måtte stå sammen. Hver for sig, som der så hyppigt blev sagt. Samfundssind var det vigtigste ord i mit, og alle andres ordforråd. Mundbindskravet var en god idé, om så det var symbolpolitik.
Vi skulle vise, at vi gjorde en indsats. Og den indsats virkede. Alt i alt, så gjorde Danmark det ret godt under pandemien, hvis vi måler på smittede. EU-samarbejdet var af den største nødvendighed. En fælles indsats mod en fælles fjende. Vi var nødt til at stå sammen.
Godt ét år efter, er mit politiske ståsted atter vendt på hovedet. I de første måneder af pandemien blev der serveret patos på et sølvfad til aftensmad i form af pressemøder, folkelig stemning på Instagram af statsministeren, opdateringer på Facebook om, hvor vigtigt det var, at vi holdte ud. Bare lidt endnu. Og jeg åd det råt.
EU-samarbejdet har vist sig at være en katastrofe. Gennem papirvælde og det evige bureaukrati fra Bruxelles’ side, står vi i en komplet penibel situation i forhold til håndteringen af spørgsmålet om vacciner.
EU var for langsomme. Prikken over i’et var, da jeg kiggede over på den anden side af Nordsøen. Overskriften var fra BBC og lød på, at briterne havde vaccineret 1 procent af befolkningen på én dag. Jeg tjekkede DR. 5 procent på lige knap 2 måneder.
Man må konkludere, hvis man kigger på vaccinationskapløbet isoleret set, at briterne har været sejrherrerne i denne omgang. De skulle ikke igennem von der Leyens trædemølle. De kunne sikre en effektiv og hurtig gennemgang af, hvilke vacciner, der kunne bruges, og hurtigst muligt få den rullet ud i befolkningen. At spørgsmålet omkring en fortsat deltagelse i EU, der jo i dag går langt udover det oprindelige formål, ikke er på befolkningens læber, er mig en gåde.
Danmark er under coronapandemien blevet regeret på en måde, der kan betegnes som en etpartistat. Beslutninger, der i værste fald har vist sig at være grundlovsbrud, og i bedste fald har vist sig at dræbe lokale selvstændige erhvervsdrivende, er blevet taget uden inddragelse af det øvrige folketing.
Oppositionen bliver skubbet ud af forhandlinger, og rød blok står tilbage med den endegyldige beslutning, og støttepartierne makker ret efter Socialdemokratiets retning. Regeringens måde at agere overherre på under pandemien, har uden sammenligning været den mest totalitære, vi har set fra en dansk regering i nyere tid.
Man kan jo fristes til at spørge, om vi overhovedet har brug for liberalismen i dag?
Vi klarer os godt i forhold til spørgsmålet om indlagte og døde. Hvis det er de parametre, vi måler på, så klarer Danmark sig godt. Vaccinationen går langsomt, men vi skal nok nå i mål. Vi har en stat, der sørger for, at disse ting sker. Hvor er behovet for liberalismen i den ligning?
Befolkningens autonomi er blevet taget fra dem. Det enkelte individs ret til selvbestemmelse, ret til selv at være ansvarlige og tage de konsekvenser, der kommer af deres valg, er blevet taget fra dem. Virksomheders ret til at selv at bestemme, hvornår de vil holde åbent, og under hvilke forudsætninger, er blevet taget fra dem.
Jeg troede, jeg var liberal inden pandemien, men det var jeg ikke. Jeg syntes, at markedsøkonomi var en god idé, men i ræset af det spørgsmål glemte jeg, hvad liberalismen oprindeligt stod for: selvbestemmelse, ejendomsret og mindst mulig indblanding fra staten.
Liberalismen har aldrig været vigtigere end den er lige nu. Liberalismen er nødt til at have en stemme i Danmark, hvis vi skal gøre op med Socialdemokratiets totalitære etpartistat.
Coronapandemien har vist, at hvis vi kigger væk i et splitsekund, og glemmer, hvad liberalismen egentlig står for, bliver de frihedsidealer, som vi ofte tager for givet, revet fra os på et øjeblik.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
