Stadig flere ukrainere har rykket deres liv og hjem op ved rode og presset det sammen i en eller flere kufferter, skriver Preben Bonnén i denne personlige førstehåndsberetning fra Ukraine og Polen, hvor han netop nu er nede for at hjælpe ukrainske flygtninge til bl.a. Danmark. Dagbogen er skrevet i perioden fra den 7. til den 14. marts.

Af Preben Bonnén, politisk faglig chef, NORDIC Dialogue

Inden afrejse fra Ukraine brugte jeg dagen på hovedbanegården i Lviv sammen med andre hjælpeorganisationer, og det er et både beundringsværdigt og imponerende syn, som møder en midt i den store tragedie som den russiske præsident Vladimir Putin er ophavsmand til. 

Hjælpsomheden er ubeskrivelig stor, og private som i forvejen har så lidt at dele ud af, giver de få ting bort, de har.

På en solskinsdag som denne burde der ikke være gråd, fortvivlede og tomme blikke malet i folks ansigter men smil og glæde. Det er desværre ikke tilfældet. Stadig flere ukrainere har rykket deres liv og hjem op ved rode og presset det sammen i en eller flere kufferter.

Det er et sørgeligt og trist syn, som ikke bliver meget bedre i de ukrainske myndigheders evakueringstog fra Lviv til den polske grænseby Przemyśl, hvor folk i bogstavelig forstand og uden overdrivelse sidder og står på hinanden. Uden nogen som helst sammenligning er vi stuvet tættere sammen end kvæg i en kreaturvogn. Selv i en sardindåse ville man have mere plads omkring sig.

Tilbage på perronen har vi efterladt politifolk og soldater som ved indstigning til toget alligevel og overraskende nok havde tid og overskud til at give os et håndtryk og smil med på vejen.

Efter mere end 12 timers rejse med ulideligt lange pauser ankommer vi langt over midnat til Polen, håbets og frihedens land, som en ukrainer udbasunerer det.

At Polen, som i skrivende stund har modtaget mere end 1,6 millioner ukrainske skæbner, ikke kan magte flere flygtninge, er på ingen måde en overraskende udmelding fra landets regering. 

På modtagercentret i byen Przemyśl, som ligger klods op til den polske-ukrainske grænseovergang, hvor vi skal være, er kapaciteten presset til bristepunktet og hænderne få.

Jeg melder mig straks som frivillig, og jeg og de andre frivillige får mere motion og mindre søvn end godt er, om man vil.

Men med tanke på vores medmennesker, som går en ny og uvis fremtid i møde i et fremmed land og efter bedste evne skal begå sig på et fremmed sprog, er der ikke plads til selvmedlidenhed.

Det kan godt være, at vi føler at det er hårdt arbejde, men det er intet at sammenligne med det hårde arbejde, som venter forude for de ukrainske flygtninge.

Efter at have bistået på modtagercentret i den polske grænseby Przemyśl går turen hjem til Danmark i bus med flygtninge fra Ukraine.

Stemningen er selvsagt – og meget forståeligt – ikke, som var vi på vej hjem fra en landsholdskamp i fodbold eller håndbold, hvor vi har storsejret over modstanderen. Om den er nedtrykt eller anspændt er umiddelbart vanskeligt at vurdere.

Som det var tilfældet i evakueringstoget fra Lviv til Przemyśl, så er de ukrainske flygtninge gode til at tilbageholde deres følelser, om end de lader sig gennemskue.

Men alle i bussen er rolige og fattet. Selv de evakuerede hunde og katte kommer fint ud af det med hinanden, medens børnene tilsyneladende har travlt med at diskutere på livet løs. Hvad de har gang i vides ikke, idet jeg ikke forstår sproget. Men godt at se og høre deres livsmod, det får de og mange andre ukrainere i den grad brug for.

Forude venter der både dem og husdyrene en ny tilværelse, hvor værtsfamilier står på spring for at hjælpe og huse dem. Må de og andre kommende flygtninge fra det krigshærgede Ukraine blive taget godt imod og må Danmark som land og folk vise sig fra sin bedste side. Det fortjener de med tanke på deres mange ofre og deres efterladte, som kæmper en ulige men heroisk kamp mod aggressoren Vladimir Putins styrker.

At ukrainernes førstehåndsindtryk af Danmark er det bedst tænkelige man kunne ønske og tænke sig, kan vi takke vores sympatiske og imødekommende politibetjente for, som ved grænseovergangen i Frøslev ikke blot deler ud af slik til de skræmte børn, men også i den grad udviser empati for ukrainerne. Bedre ambassadører end vores politi kan man hverken ønske eller forestille sig.

For mit eget vedkommende bliver opholdet i vores fredelige og dejlige lille land kort. Snart går turen atter til Przemyśl i Polen, hvor jeg igen vil bistå mine polske venner på modtagercentret og hjælpe flygtninge med at komme frem til deres nye hjem i Danmark, Tyskland, Italien, Frankrig eller hvor de end måtte ønske at rejse hen.

Og valgmulighederne er mange. Busser og personbiler fra hele Europa tropper op på parkeringspladserne hvor chaufførerne står med skilte og tilbyder gratis lift til ukrainere. Må de komme frem i god behold, hvor end de måtte ønske at forsøge lykken.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.