Dansk filosof vil afskaffe kapitalismen i en kommunistisk revolution

Foto: Moises Gonzalez/Unsplash

Den danske, kommunistiske filosof sender desuden en slet skjult trussel til den liberale del af befolkningen.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

– Det kan forandre sig meget hurtigt. Se på historien. Under den franske revolution gik folk lynhurtigt fra at være underkuede til at hugge hovedet af magthaverne.

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra den kommunistiske, bogaktuelle filosof Søren Mau.

I et interview med Politiken viger den 32-årige filosof ikke tilbage fra at tale varmt og drømmende om en kommunistisk revolution og en total afskaffelse af kapitalismen, ligesom han opfordrer til at “afskaffe det private erhvervsliv” og påstår, at demokratiet ikke kan løse de problemer, som vores samfund ifølge ham står over for.

Samtidig sender Søren Mau en slet skjult trussel til den liberale del af den danske befolkning, som han kalder for “CEPOS-typer” med reference til den borgerligt-liberale tænketank.

– De må gerne grine af os, bare de husker, at den, der ler sidst, ler bedst, lyder det i interviewet.

Vil ikke stå på mål for kommunismens forfærdelige forhistorie

Søren Mau har hentet titlen til sin nyudkomne bog “Stum tvang” fra kommunismens fader Karl Marx, der selv opererede med et lignende begreb i sit hovedværk “Kapitalen”.

Han vil ikke stå på mål for tidligere tiders forfærdelige kommunistiske regimer som Sovjetunionen, hvor befolkningen var dømt til et liv i undertrykkelse og armod, mens kritikere og modstandsfolk blev sendt i gulaglejre og holdt som regulære slaver og hungersnød førte til millioner af dødsfald i den brede befolkning.

Søren Mau ser “ingen grund” til at lave en kobling mellem f.eks. Sovjetunionen og kommunisme som sådan.

Dog erkender han i et andet interview med Berlingske, at han alligevel ønsker et samfund baseret på samme model som f.eks. Sovjetunionen. Altså et samfund uden et frit marked, uden privat ejendomsret og med planøkonomisk styring.

Sovjetunionen levede ikke op til Karl Marx’ idéer, lyder det

Og i Søren Maus verden er en sådan kommunistisk løsning lig med frihed, fortæller han. Faktisk er det i dag kapitalismen, der sætter grænser for vores frihed – og med kommunismen kan vi blive frigjort, lyder hans argument.

– Jeg er helt klart fortaler for at erstatte markedet med planøkonomi med den vigtige tilføjelse, at planøkonomi ikke er ensbetydende med en autoritær centraliseret planøkonomi. Jeg forestiller mig en demokratisk og i så høj grad som muligt decentraliseret planøkonomi, siger han således til Berlingske uden dog at definere nærmere, hvordan en sådan skal tage sig ud.

Søren Mau tilføjer, at vi ikke bør tage det “seriøst”, når Sovjetunionen kaldte sig for kommunistisk. Han mener, at Sovjetunionen påberåbte sig at være kommunistisk, uden egentlig at leve op til Karl Marx’ idéer – i hvert fald sådan, som han selv tolker dem. 

Søren Mau er del af et kommunistisk netværk

Udover at være bogaktuel er Søren Mau sammen med flere andre venstreekstreme, herunder flere andre akademikere fra landets universiteter, medstifter af “Selskab for Marxistiske Studier”, som afholder konferencer og arbejder på at vriste Karl Marx fri af det dårlige ry som åndelig stamfader til nogle af det 20. århundredes værste totalitære regimer.

Derudover arbejder Søren Mau i øjeblikket på et kommunistisk forskningsprojekt støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, ligesom han tidligere har været ansat ved Syddansk Universitet.

Søren Mau har i forbindelse med sin bogudgivelse afgivet flere interviews, som er blevet genstand for stor kritik.

Blandt andre har CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen kaldt Søren Maus interview i Politiken for “det mest uhyggelige, jeg har læst de seneste 16 år”.

Læs mere om det her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?