Midt i en krigstid udskriver regeringen en folkeafstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men hvorfor skal vi have mere EU, når vi i stedet har brug for et stærkere Danmark i et stærkere NATO?

Ruslands krig i Ukraine er det største chok for Europa siden den kolde krigs ophør, og vi er nødt til at være forberedt på det værste. Også i Danmark. Fremtiden ser dyster ud for den tilværelse, vi har været vant til: Hvad sker der i næste uge? I næste måned? Hvordan bliver næste vinter, hvis de russiske leverancer af gas, olie og kul udebliver? Hvis Putin og kliken omkring ham bliver mere desperat? Vi har brug for sammenhold: i Vesten, i Europa og i Danmark.
Dansk Folkeparti mener, at det vigtigste for Danmark er at styrke sit forsvar og sammenholdet inden for NATO. Det må gå forud for alt andet. Dernæst må vi i Danmark gøre alt for at holde industri og infrastruktur i gang, så alle danskere har varme, strøm og brændstof til at møde en kold vinter i 2022-23. Det er ingen gratis omgang. Vi kommer alle til at betale en pris, og alle folkevalgte har pligt til at forberede befolkningen på, at der må træffes svære valg.

Krigen og krisen kræver nationalt sammenhold. 
Men: Hvorfor så splitte Danmark? Hvorfor splitte befolkningen med en folkeafstemning om Danmarks forbehold om en dansk undtagelse fra EU’s militære samarbejde – forsvarsforbeholdet fra 1992?
Hvorfor skal vi have mere EU, når vi har brug for et stærkere Danmark i et stærkere NATO?
Dansk Folkeparti har intet imod folkeafstemninger. Vi har faktisk klaret os temmelig godt i et par af de sidste: i 2015, da danskerne sagde nej til at afskaffe retsforbeholdet, og i 2000, da de sagde nej til euro’en, og begge blev endda udskrevet af de siddende regeringer.
Ét resultat af den overflødige folkeafstemning, vi nu skal have 1. juni, er, at den har udelukket Dansk Folkeparti fra at deltage i, hvad der nu bliver forsøgt solgt som et ”nationalt kompromis”.
Vi lider ikke af sårede følelser i Dansk Folkeparti; men det er tankevækkende, at mens vi i alle årene har stået på dansk forsvars og NATO’s side, så har tre af de fem aftalepartier raslende skeletter i skabet fra dengang i 80’erne, hvor Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale – ”det alternative flertal” – svækkede Danmarks anseelse i NATO med de 23 forbehold, eller ”fodnoter”, som de påtvang Schlüter-regeringen.

Mystisk besættelse
EU-partiernes argumenter for et ja stritter i alle retninger. Nogle gange siger de, at Danmark skal kunne rykke ind i Somalia og andre afrikanske lande under EU-flag for at indføre forhold, som er så velordnede og komfortable, at indbyggerne slet ikke får lyst til at sætte kurs mod Europa. Men det håb må nok siges at være blevet modbevist af virkeligheden.
Danmark har med 68 dræbte soldater i fjerne lande på 25 år bevist, at vi ikke pjækker fra svære opgaver. Men vi vælger dem selv, og det er i øvrigt på tide, at vi nyvurderer, hvor vi finder det værd at sætte vores soldaters liv på spil; vi kan nemlig ikke være allevegne.

Hvilke ’værdier’?
Statsminister Mette Frederiksen har begrundet et ja med ”værdier”. Men de fleste kan nok regne ud, at Danmark kan ikke være med til at opbygge et militær-apparat nede i EU, uden at det koster os penge og mandskab – og det er anderledes håndfaste ”værdier”, som vi selv har brug for til vores eget forsømte forsvar.
Vi modsætter os ikke et europæisk samarbejde; det er godt, at EU svækker Ruslands krigsøkonomi med økonomiske sanktioner, og der er brug for, at de europæiske lande producerer, importerer, oplagrer og distribuerer gas og olie og kernekraft og vindenergi hurtigst muligt.
Men dér, hvor EU står i vejen for Danmark, dér stiller vi os i vejen for EU. Og et ja til dansk militært engagement i EU står uundgåeligt i vejen for Danmarks fulde bidrag til NATO-alliancen. Derfor siger vi nej til at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold.

Morten Messerschmidt