[vc_row][vc_column][vc_column_text]En 30-årig kvinde kan nu se frem til to års fængsel for en tale til en regeringskritisk demonstration, der endte i konfrontation mellem demonstranter og politiet. Imens er Mette Frederiksen stadig statsminister, selvom hun formodentlig har gjort sig skyldig i langt værre forbrydelser. Det undrer Nikolaj Læsøe sig over i dette debatindlæg.
Af Nikolaj Læsøe, kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi
To kvinder i deres bedste alder, begge med hver to børn, begge med en sag på hjertet og – efter egne opfattelser – gode intentioner i hånden. 
Mette Frederiksen og Nanna Skov Høpfner er to danskere, der indtil 2021 formentlig ikke har figureret i mange situationer sammen eller centreret omkring den samme sag.
Ikke desto mindre er det nu tilfældet, hvor den første holder danskerne i et langvarigt coronajerngreb, mens den anden er blev sat bag tremmer, fordi hun har ytret sig ulovligt ifølge loven. 
Mette Frederiksen bøjer loven
Vores statsminister, Mette Frederiksen, har undervejs i jerngrebet formodentligt også brudt loven, dog uden at det er blevet en lovformelig formalitet endnu, at det er foregået. Som enhver anden politisk-orienteret sag kræver det jo en kommissarisk løsning forinden.
På et pressemøde den 4. november 2020 sagde Frederiksen nemlig, at ”det er nødvendigt at aflive alle mink. Også avsldyrene”, mens hun adresserede sine lovformelige håndlangere som de, der skulle føre beslutningen ud i livet: NOST, politiet, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet. 
På årsdagen for nedlukningen, 11. marts 2021, bekræftede Frederiksen, at hun ”ikke havde lovhjemmel til at træffe den beslutning”, der blev truffet, da hun blev spurgt til de fejl, hun måtte have begået det forløbne år, af Danmarks Radio-værten, Maria Yde. 
Med andre ord, Mette Frederiksen begik som øverste ansvarlig en forbrydelse mod et stort udsnit af danskerne, da hun med sine magtbeføjelser og med hjælp fra sine håndlangere slog danskeres ejendom ihjel og gjorde deres materiel formålsløst. 
Med sit bagvedliggende apparat og en tilstrækkeligt jublende venstrefløj fik hun dog siden bøjet loven hen på sin politiske side og sørget for erstatning til de skadelidte. Det er hendes privilegium, men indtil da var det retrospektivt at opildne til vold mod ejernes gods. 
Almindelige mennesker kan ikke slippe ustraffet fra forbrydelser
Dét privilegium har Nanna Skov Høpfner ikke. 
Som en del af befolkningen, der lider under og kæmper mod den politiske håndtering af nedlukningen, deltog hun i en demonstration den 9. januar på Rådhuspladsen. Her spurgte hun tilhørerne, om de var ”klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde”. 
Demonstrationen førte til en eskaleret situation nedad Strøget, hvor politiet trak knipler og gik til stormløb mod demonstranterne.
Over to måneder efter statsministeren førte en ulovlig ordre ud i livet, hvilket politiet gennemførte velvidende, at der ikke var hjemmel til det på daværende tidspunkt, sagde Skov Høpfner altså noget, som byretten i København sidenhen dømte for at have anstiftet og tilskyndet til grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Nu kan hun se frem til to års ubetinget fængsel, da dommen tilsiger, at der dømmes efter coronaens dobbeltstraf-betingelser.
Imens er Mette Frederiksen stadig statsminister.
Folkets indignation er det, der ændrer verden
Nanna Skov Høpfners indtræden i historien sker på baggrund af indignation. Motivationen til hendes tale den 9. januar bunder i restriktionerne. Alt andet lige er det en holdning, som oftere og oftere findes hos danskere, hvis man kan bruge sociale medier til valid research.
Indignation ændrer verden. Det sker ikke med det samme, men det er tændsatsen, der får gnisten til at flamme op. 
Vi lærte af Jean-Paul Sartre, at vi har ansvar som individer, og dét ansvar kræver, at man engagerer sig, og dét gjorde Skov Høpfner. Sidenhen har historien bestået af en række af mennesker med engagement, der har kæmpet for en sag, og som sidenhen har medvirket til fremtidens forståelse for fortidens skærmydsler. 
Jeg kan godt forarges over Skov Høpfners ordbrug, men jeg kan ikke forstå, hvis danskerne i flertal forarges mere over Skov Høpfner end over Frederiksen.
Uden modstand er folket i fremtiden ligegyldigt
Den tidligere modstandsmand, Stéphane Hessel, tysk-født franskmand, som efter 2. verdenskrig var med til at formulere FN-erklæringen om de universelle menneskerettigheder, rammer hovedet på sømmet ift. det engagement, som også lå bag Høpfners ord:
”Den værste indstilling er ligegyldigheden – at sige, ”jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg passer mine egne sager.” Med denne holdning mister man noget af det væsentligste ved at være menneske. Et helt uundværligt element: Evnen til at oprøres og det engagement, der følger deraf.”
Skov Høpfner viste med sine meddemonstranter alt andet end ligegyldighed. De viste indignation, og med indignation skabes den motivation til modstand, der skaber fremtiden. Folket er på rette vej ved hjælp af den ikke-voldelige modstand – uden den er folket i fremtiden ligegyldigt.
Vi er alle forpligtet til ikke at udøve den uret, vi fordømmer. Om så den uret består af tvang, manipulation, kontrol eller vold. 
Nogen har bare til gode at vise det.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]