Den 5. juni fejrede vi Grundloven – men glemte nationalliberalismen

Det var de Nationalliberale (D.G. Monrad), der i 1849 fik indført Junigrundloven og dermed en fri forfatning for Danmarks borgere. Det fejrer vi med rette, for det var en sand demokratisk sejr i den tidløse kamp for borgerens frihed, beskyttelse og selvstændighed.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Og retten til at tjene til dagen og vejen ved sit eget arbejde. Knap 200 år senere er der igen behov for Nationalliberalismen i dansk politik…

I Amerikas Forenede Stater stod Republikanere som George Washington og Alexander Hamilton indledningsvis side om side med Demokrater som Thomas Jefferson og James Madison. Deres notoriske uenigheder, som er kløvet gennem det politiske landskab i USA den dag i dag, stod i skyggen af deres fælles kamp mod det britiske overherredømme. Nok blev de senere rasende fjender over blandt andet slaveri – hvilket paradoks – men Kong George III’s beskatning uden repræsentation ville ingen af dem finde sig i.

De talte for deres egen nation, og de talte for individets rettigheder. De kæmpede imod en voldelig undertrykkelse i sine bestræbelser, mod alle odds og med svære tab. Sejrrigt, som bekendt, og i 1883 blev de også frie og uafhængige med deres egen forfatning.

Det havde næppe været muligt at mønstre en sådan standhaftighed som sejr over den tids største militære supermagt krævede, uden en særdeles dyb følelse af formål:
Et formål som at kæmpe for frihed, og for sit eget land. Det skabte raison d’etre, fællesskab og sammenhold i den nye, amerikanske nation.

En følelse af formål, fællesskab, mening og sammenhold, som det må stå for troende, at mange i den moderne, vestlige verden higer efter. I alle fald hvis betagelsen af identitetspolitiske strømninger i online fællesskaber skal stå for troende. Men hvor identitetspolitikken både er restriktiv og ekskluderende på alverdens overfladiske parametre – tænk køn, seksualitet, hudfarve eller BMI – sondrer nationalliberalismen blot mellem nationen og udlandet, og søger borgerens frihed såvel som beskyttelse mod overgreb og tyranni.

Montesquieu var ingen føderalist

Konkrete udviklinger viser os, at vores rettigheder ikke er så sikrede med Grundloven, som intentionen må have været. For eksempel tilsiger Grundlovens §73, at ejendomsretten er ukrænkelig. Dét lyder selvfølgelig vældig fint, og intentionen er selvåbenbart retfærdig. For ikke at sige nødvendig, hvis man vil sikre borgeren mod overgreb fra sin stats side. Men den konkrete sags detaljer uagtende, så gjaldt det altså ikke de nordjyske minkbønder under covid-nedlukningerne.

Det harmonerer ikke med dén tredeling af magten, som C.-L. de Secondat Montesquieu talte for, at det er den lovgivende forsamling, som beslutter hvorvidt for eksempel ministre skal holdes ansvarlige for loven. Også den lovgivende forsamling, regeringens ministre og endda selveste statsministeren skal holdes til ansvar for loven og den myndighed, som skal dømme efter den.

Principielt set, så er en rigsret nemlig ikke afkoblet fra den lovgivende forsamling. En rigsret bliver ikke en gang nedsat uden Folketingets beslutning om det, hvilket gør rigsretten principielt politisk.

Problemet er mere end teoretisk, og afstedkommer reel vilkårlighed ved at gøre juridiske forpligtelser til et forhandlingsemne. Se blot den forståelige utilfredshed over på én gang rigsretssagen mod forhenværende udlændingeminister Inger Støjberg, og samtidig undladelse af samme mod statsminister Mette Frederiksen. I mødet med en forfatningsdomstol ville begge skyldsspørgsmål blive kulegravet og afgjort, og uagtet udfaldene ville landets borgere have en retslig afgørelse at rette sig efter og respektere.

For at være klar, er det ikke min intention at forholde mig til skyldsspørgsmålet – blot at det bør være den dømmende stand, som forholder sig til sådanne. Ikke Folketinget.
For en yderligere understregelse af vilkårligheden, så blev Inger Støjberg i øvrigt dømt på baggrund af et grundlag, der ultimativt var forankret i asylansøgeres ret til beskyttelse under Menneskerettighedskonventionens Artikel 8 om ret til respekt for familie- og privatliv; samme artikel, som vanlig praksis i Familieretshuset står på mål for ikke at have inkorporeret, og hvilken således ikke tilbyder danske børn, forældre og bedsteforældre samme beskyttelse.

Hvad de retteligt bør have. Ved lov.

Når Menneskerettighederne ikke gælder

Der findes områder på hvilke danske borgere har en række særdeles prekære borgerretighedsudfordringer, og i den henseende ingen beskyttelse i Grundloven. Være det kommuners uhørt urimelige behandling i anbringelsessager, samværschikanesager i Familieretshuset eller eksplicit kønsdiskrimination som den manglende ret til hjælp for partnervoldsofre og deres børn, hvis ofret er mand.

Sådanne klare urimeligheder og overgreb må danske borgere drømme sig til beskyttelse mod, fra en fjern instans i Strasbourg – som den danske stat strengt taget ikke er forpligtet til at rette sig efter. Med den principielle Ajos-afgørelse fra 2017 slog Højesteret også rimeligvis fast, at Menneskerettighederne ikke har juridisk rang som Grundloven har det.

Danmarks love bør da heller ikke defineres af domme, som afsiges i en fjern, overstatslig instans, der er hinsides håndgribelige, demokratiske mekanismer.

Ligesom amerikanerne ønskede et demokrati, de selv havde en medbestemmelse i, skal danske borgeres rettigheder ikke hvile på en politisk forhandling med forankring i en siddende regerings velvilje på den ene side, og en mere eller mindre demokratisk instans i et helt andet land:

Rettighederne skal være forankrede her, i Danmark, og efter hvilke skiftende regeringer sig har at rette. Velvilligt eller under alverdens protester, en regering måtte ønske at mønstre.

Menneskerettighedernes fejl

Intentionen med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er noble. Ubetinget. Og det er blot en fuldstændigt historieløs, der ikke sanser et behov for beskyttelse imod tyranni for den ultimative og mest sårbare minoritet af alle – dig, individet.

Menneskerettighederne hjælper bare ikke den udsatte borger, som ikke har ressourcerne til at kæmpe mod sin regering og et mastodontisk, offentligt system, gennem de tre nationale instanser – Byret, Landsret og Højesteret – for så at føre en fjerde sag i Strasbourg. Omvendt kan interesseorganisationer med enorme økonomiske og politiske kræfter snildt gøre det til sin daglige rutine at fremme sin politik i små bidder gennem europæisk kontekst. Og uanset, så kan nationalstaterne ultimativt set afvise Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Hverken udfordringen for den udsatte borger, eller den udemokratiske kattelem for mægtige interesseorganisationer har noget som helst at gøre med intentionen bag Menneskerettighederne.

Dertil kommer altså, at nationalstaterne retteligt er suveræne, og således strengt taget kan ignorere domme afsagt ved Menneskerettighedsdomstolen, hvis den til enhver tid siddende regering ikke kan lide dem. Forpligtede man nationalstaterne, ville det betyde en nærmest demokratisk katastrofal begrænsning i transparens, indflydelse og selvbestemmelse for den enkelte borger. Det er da næppe heller alle domme afsagt ved Menneskerettighedsdomstolene, som det overhovedet er i danskernes interesse at underlægge Danmark.

Det er således godt gjort at komme udenom en nok i samtiden særdeles odiøs konklusion:

Danskerne må nu arbejde for at få sin beskyttelse imod systemmæssige overgreb indskrevet i sit eget lands lov, helst på forfatningsniveau, og afvise den overstatslige, europæiske instans fra den demokratiske proces – mennesket har uanset brug for den slags sammenhold, som nationalfølelse tilbyder, og et formål som dét i kampen for egne og andres helt selvåbenbare rettigheder.

Med dyb respekt for dé, som har kæmpet i den tidløse kamp for individets beskyttelse og imod tyranni, urimelighed eller statslige overgreb, med håb om nationalliberalismens tilbagekomst, og med ønske om at også du havde en glædelig Grundlovsdag.

[adning id="17957"]

Fik du læst?