Samling med tvang.

Lars Løkke har gjort det til sin mission at gennemtvinge en regering hen over midten. Det bliver med tvang, fordi hverken Mette Frederiksen, Jakob Ellemann eller Søren Pape har noget reelt ønske om at bidrage til en samlingsregering.

Erfaringerne fra fredstid er så ringe, at de færreste har mod på gentagelser. Mest fordi samlingsregeringer historisk har manglet handlekraft i deres korte levetid.

Den modstand som forslaget møder, er ikke rettet imod Lars Løkke, som jo har ment dette offentligt, siden han chokerede sine egne få døgn før valgdagen tilbage i 2019. Skepsissen kommer, fordi visionen skal drives af 3 kandidater der ikke er motiveret, og fordi man kan frygte, at folk der arbejder under tvang fungerer dårligt.

Truende spild.

I takt med blå bloks vækst, vil det stå klart for de lilla vælgere, at der er overhængende risiko for stemmespild, og da Moderaternes politiske program i vidt omfang kan dækkes af V og K, vil Løkkes vælgere formentlig søge mod blå blok. Det er i sagens natur ikke let for Moderaterne at opgive afvisningen af at kunne støtte en blå regering, da det vil fjerne Løkkes eksistensberettigelse.

Før vi arbejder os ned i valgmatematikken og de kombinationsmuligheder som får kommentatorernes hjerner til at eksplodere, skal vi have profileret de 3 statsministerkandidater, og deres muligheder for at flytte ind i Prins Jørgens Gaard.

Magthaveren er frygtindgydende

Mette Frederiksen er vokset op i et parti, som er hård ved sine ledere, hvis ikke de lykkes med at komme ind i Statsministeriet. Mette har som mange unge politikere begrænset erhvervserfaring. Til gengæld har hun både familiemæssig og organisatorisk baggrund for at være topsocialdemokrat. Mettes personlige arbejdskapacitet og gennemslagskraft ligger i toppen af klassementet. Måske så flot placeret, at hun er blevet sin egen værste fjende. Mette Frederiksen kan mærke, at hun ofte er sine modstandere overlegen i handlekraft, og selvtilliden stråler ud af hende med en styrke, som ikke levner meget plads til eftertanke og hensyn.

Statsministeren er oppe imod den farligste af alle udfordringer; “en folkelig følelse”. Hvis hun var blevet beskyldt for noget faktuelt uden følelser, så havde hun chancen for at modbevise anklagen og komme videre.

Statsministeren forsøgte faktisk at rense sig selv, i den betændte sag om manglende hjemmel til destruktion af minkerhvervet. Problemet er, at en part ikke kan rense sig selv. Og hvis samme part herefter lægger låg på sagen, så er risikoen at befolkningen dømmer vedkommende uhæderlig, hævet over samfundets almindelige spilleregler og magtfuldkommen. Og det er præcis det som er sket for statsministeren.

En stor del af vælgerne opfatter Mette Frederiksen som selvoptaget og dominerende. Det er svært for hende at bekæmpe den følelse, faktisk så svært, at hun selv har taget problemet op i sin valgvideo, og dermed brudt grundreglen om ikke at italesætte modpartens angreb.

Mette mener kort fortalt, at modstykket til magtfuldkommenhed er magtesløshed. Det er fint spin, hvis Statsministeren kan fremstille oppositionen som så magtesløs, at den end ikke evner at enes om en fælles kandidat, og dernæst skal slås med borgerlige medier om hvorvidt de kan trække Inger Støjberg ind på en ministerpost, og blive enig med sig selv om Arne-pension, topskat osv.

Støttepartier og grimme erfaringer.

Oplevelserne i Det sorte Tårn har vaccineret Mette Frederiksen imod Radikale, som spiller i en vægtklasse der kræver flere mandater. S ser R som karikaturen på en lille gøende terrier der opfører sig som en kamphund. Og dette lille larmende kæledyr spekulerer i at krybe op i sofaen til sin ejer for at få en ministerpost.

Altså efter at den har spist gæsternes kager, lige før de kommer til kaffe.

Mais’ indestængte vrede.

Enhedslisten er tvunget til at markere, at der er sket alt for lidt på den grønne agenda, alt for lidt for børn og unge og at GINI-effekten nærmest bliver grimt misbrugt på Mettes Frederiksens vagt. Mai Villadsen har bare ikke andre steder at gå hen. Hun er frustreret og vred over at blive taget for givet.

Lystspil i sommervarmen.

SF må anses for klar til ministerposter i en S-ledet regering. Pia Olsen Dyhr står i spidsen for et parti der ønsker et forsvar med afskrækkende effekt, og den disciplinerede loyalitet nærmer sig et dansk lystspil. Med opsigelsen af forliget om Folkeskolen lykkedes det dog alligevel Jacob Mark og Pia Olsen at lande et helt andet sted – sammenlignet med dengang skamfulde og frustrerede SF’ ere med Ole Sohn og Jakob Møger Petersen i spidsen forlod Helle Thorning-regeringen og aktiv politik.

Radikale og Moderaterne opfordrer i den grad andre end Mette til at melde sig som kandidat for en regeringskoalition hen over midten. Hvis ikke Radikale kan skifte blok – og det ser svært ud, så skal R samarbejde med Moderaterne, som har sagt at en S, SF, R og M koalition ikke tilstrækkeligt. De kommende målinger vil gøre os klogere på om det bliver nødvendigt for blå blok at forhandle med Moderaterne og de 4 Nordatlantiske mandater.

Kæledyr uden mundkurv.

Inden vi parkerer de Radikale, skal vi lige kippe med flaget, for deres konsekvent provokerende opførsel. Det er nemlig ikke kun S der er dødtrætte af deres gøen, det er Mai Villadsen også. Så meget at hun konstaterer, at R har forladt rød blok.

Det er ikke let for Mette Frederiksen at holde orden i Rød Stue, for alle kravler ud ad døre og vinduer medmindre der lokkes med ministerbiler, økologiske lækkerier og højere normeringer.

Surviving Purple Heart.

Moderaterne har på forhånd låst sig til kun at ville sikre en regering, der rækker ind over midten. Og da hverken Jakob eller Søren ønsker at være afhængig af Radikale mandater, så har Moderaterne en meget snævert defineret rolle. De lilla mandater får kun værdi, hvis Løkke bliver tungen på vægtskålen, og i så fald vil Moderaterne tage sig godt betalt. I øjeblikket bevæger Moderaterne sig mod stemmespild.

Selve kernen i kritikken af étpartiregeringen, er samtidig forklaringen på hvor svært det vil blive for statsministeren at hente bare et enkelt vildfarent blåt mandat over i rød stue. Uanset om “magtfuldkommenhed” er et rimeligt prædikat, så varsler det ikke rummelighed.

Mette Frederiksen står i vejen for sin egen politik.

Når Mette tilbyder et bredt regeringssamarbejde, så har hun ikke tænkt sig at tilbyde sin gamle udfordrer Lars Løkke at flytte tilbage i sit gamle kontor, for at få Moderaternes mandater.

Og endnu mindre er hun villig til at være fagminister i en regering ledet af Jakob Ellemann eller Søren Pape Poulsen. Oppositionen under Hedtoft og HC Hansen ville karakterisere statsministerens ønske om en samlingsregering som politisk sukkergodt fyldt med tomme kalorier. Mette elsker nemlig sin étpartiregering.

Admiralens vise blev til en svanesang.

Mette shinede under nedlukningen, og viste sig som en hårdtarbejdende og effektiv kvindelig admiral i de måneder hvor Covid-19 skuden stod hårdt i søen. Havde hun taget stikket hjem dengang, havde meget set bedre ud for hende.

Istedet nød Mette magtens sødme, og hånede folketingets partier ved at lade dem stå som statister på plænen foran Marienborg.

Mette fortsatte drabet på de små pelsdyr, selv da det langt om længe gik op for Regeringen at hjemlen manglede, hun fortsatte med at slette sms’ er efter at hele befolkningen var blevet bekendt med at de skulle udleveres, og hun sluttede i realiteten sit selvretfærdige forløb, ved at rense sig selv for alle anklager på sit eget pressemøde. Senest har hun på partiets sommergruppemøde i Odense onsdag i sidste uge, valgt at ignorere det fremdaterede mistillidsvotum fra sit radikale støtteparti.

S efterladt med énvejsventil.

Rød og blå blok har hen over sommeren stabiliseret sig med en lille fordel til blå blok, hvis man trækker Moderaternes lilla mandater ud af ligningen, og det ser ud som om Danmarksdemokraterne har løst opgaven med at flytte stemmer hen over midten.

Det er indlysende, at Regeringen forsøger at problematisere antallet af blå statsministerkandidater, og det er lige så klart, at det stiller store krav til både kandidater og partiorganisationer om at være gentleman kombattanter. Men der er samtidig en mulighed for, at 2 kandidater med forskellige profiler vil være istand til at tiltrække mere interesse og tilslutning.

Lige nu flyttes der kun mandater fra rød til blå blok. Returløbet er lukket. De røde vælgere har valgt at leve med minkskandalen, fordi alternativet er værre. De blå vælgere har ikke glemt, at Mette er løbet fra regningen, og har ladet både politikere og embedsmænd fortsætte som om alting er glemt i sommerferien. Blå vælgere mener at statsministeren er magtfuldkommen, og at der skal en ny regering til.

Midtervælgere deler sig i 3 grupper; Radikale, Moderaterne og tvivlerne.

Lad os fokusere på tvivlerne. Hovedparten kommer fra S, og de kan hentes over til blå blok, hvis bare de blå er ordentlige og passer på vores fællesskab. De fleste vælgere i denne gruppe er mere styret af personer end af partiprogrammer, og de leder efter et nyt sted at bo, som minder om det de kender, men bare med et friskt pust.

Hvad er så et friskt pust?

Tvivlergruppen består primært af Socialdemokratiske vælgere som har besøgt blå blok tidligere. Det vil typisk være de DF-vælgere som det lykkedes Mette at hente i perioden, hvor hun kærestede med Thulesen Dahl i 3F-sofaen.

Her er det oplagt at se på hvem Thulesen Dahl faldt for, efter han brød med Mette.

Vi kender alle svaret; “en gæv jysk pige med knold i nakken og lænke om foden”. Hun er til at stole på, og hun er villig til at tage en fængselsstraf, bare hun kan redde et par barnebrude.

Nu tager Inger jobsamtaler med Pape Poulsen og Jakob Ellemann -og så finder hun den bedste statsminister.

Nogle vil indvende, at jeg totalt overser de andre lilla og blå alternativer.

Det er ikke en forglemmelse, det er bare marginale vælgerstrømme. Årsagen er, at disse ombejlede vælgere har været vant til et parti med indflydelse. Både da de stemte på DF og senere på S. Det vil de ikke give køb på. De er samtidig vant til en social profil og sympati for hverdagsdanskeren udenfor de store byer. De er trygge ved, at der er respekt for de faglige uddannelser, grillfesten i grundejerforeningen og et næstebegreb som er helt afhængig af, om man deler postnummer, stamtræ og trosretning.

Intet kunne ligge disse vælgere mere fjernt end Radikale og venstreorienterede. Ligesom “enhver er sig selv nok partierne” i den ultraliberale gruppe er dem imod. Det er ikke her, at Pernille Vermund og Alexander Vanopslagh skal hente stemmer.

Til gengæld ligner Inger Støjberg jo Mette Frederiksen på lange stræk. Hårdtslående og gæve kvinder i stiletter og sneakers, som på mange måder står for det samme politisk. Se bare hvordan Inger straks tilslutter sig Arne pensionen. Selvfølgelig er Inger mere blå end Mette, men det gør ikke så meget, for Inger har jo kørt sin Toyota og hjemmebaget ud til utallige grundlovsmøder – så vi ved hvad hun står for.

Selvfølgelig er der en restgruppe, og de kan sagtens leve med Søren Pape, og en del vil kunne blive glade for Jysk Venstre.

Tvivlerne ser Søren Pape som en fin fyr fra Viborg, og så burer han gerne bandefolk og fremmede inde, hvis ikke de opfører sig ordentligt. Og de konservative; jamen det kan godt være at de har lidt længere uddannelser og lidt bedre økonomi. Men de er sgu goe nok.

Det står værre til med Jakob Ellemann. Han ligner en overklassedreng i dyrt jakkesæt og modeklip, som han står der og skræver med ironisk distance og skævt smil. Næ – det er vist for langt fra Hedensted. Havde det bare været Traktor-Troels eller Søren Gade, der var høvding i Venstre.

Segmentet foretrækker Inger – med Søren Pape som Statsminister, så er der gæve jyder på broen. Lad os håbe, at alle blå partier er bevidste om valgmatematikken. Så længe vi henter stemmer fra hinanden indbyrdes, kommer vi ikke tættere på et magtskifte, men hver gang vi flytter en vælger fra rød til blå blok, så tæller det dobbelt.

Venstre mener, at det kan gøre en verden til forskel, når Søren Gade kommer hjem og hjælper Jakob i valgkampen. Sandt er det ialtfald, at Søren Gade er rigtig gode venner med Inger Støjberg, da de har fælles fortid som EU-skeptikere fra Jysk Venstre. Jeg tilføjer for egen regning, at Inger er tætte venner med mange politiske kolleger.

Sandt er det også, at vælgerne i storkredsen kommer til at vælge mellem 2 jyder med rødderne solidt plantet i henholdsvis Holstebro og Viborg. Det kan blive lige så spændende som i Nordjylland, men det havde givet mere mening at flytte en stærk venstremand til et opgør med en stærk Socialdemokrat.

Magtbalancen i blå blok

Jakob Ellemann-Jensen er født ind i en politisk og mediesvøbt familie af fineste slotsaftapning, han har en troværdig uddannelses- og erhvervsbaggrund og så har han tilmed et selvoplevet forløb bag sig som udsendt officer i forsvaret. Endelig er han til at stole på. Det er ikke min løse påstand, det siger hans politiske kolleger og konkurrenter.

Det var nærmest mod sin vilje, da Jakob fik overdraget ansvaret for Venstre. Og hans kloge forældre advarede ham.

Var det pligtfølelse, eller var det fordi, at der trods alt ikke er meget, som er mere tilfredsstillende end at løse en umulig opgave? Det ved kun Jakob, men den nye rolle var svær for ham, og hans kække og humørfyldte profil blev forknyt og stiv.

Trafikuheldet.

Venstre har været igennem det berømte trafikuheld i slow motion. Når partiets formand forlader Kellers Park ad bagdøren og stifter et konkurrerende parti, og når partiets næstformand først lover at bære Jakob ind i Statsministeriet, og derefter provokerer og udfordrer Jakobs formandskab så indædt, at han til sidst må bryde med hende. Hvorefter må han med smertefuldt tilløb, lade Inger Støjbergs kolleger stemme for at stille hende for en rigsret. Når så Inger ender med at blive dømt af Rigsretten i det hun selv kalder barnebrudssagen, så får de fleste næsten ondt af Jakob.

Hvis man kunne blive statsminister baseret på medlidenhed, så skulle Jakob bare minde vælgerne om at Venstre har mistet de 10 største stemmeslugere siden krisen tog fart. Ingen kan påstå at det er Jakobs skyld. Det lidt stive og usikre forsvandt samtidig med Putins overfald på Ukraine, for nu kom Jakobs baggrund i forsvaret ham til gode.

Pludselig blev der stille…

Det konkurrerende kandidatur fra Viborg, kom ikke bag på Jakob, og det kom heller ikke bag på Venstres ledelse, at Søren Pape er langt mere populær i Blå stue sammenlignet med Jakob. Men måske er det en grim overraskelse for Danmarks Liberale parti, at der er et solidt flertal bag Søren, når man spørger de vælgere der stemte på Venstre ved sidste valg.

Inger gør ondt.

Inger Støjberg besluttede sig ikke kun for at forlade Venstre i protest mod Jakob. Hun valgte at etablere Danmarksdemokraterne med fundamentblokke fra Venstres interne lidelser.

Lige foran mindestenen for Hvidstengruppen talte Inger om alt det ved København, som ligner det, Venstre står for. Publikum elsker Inger, som ikke stilles til regnskab for et manglende politisk program.

Inger Støjberg tager hele vælgersegmentet med sig over i Danmarksdemokraterne. Både de få der er blevet i DF, og mange af dem, som Mette Frederiksen lånte af Thulesen Dahl.

Konklusionen er barsk for Jakob Ellemann. Den kan blive, at selv om han kæmper for Venstre som en loyal soldat, og selv om han ser ud til at kunne opnå et pænt valgresultat, så er det langt fra sikkert at han vil komme til at stå øverst på podiet.

Drømmen om 42 mandater.

Enhver konservativ leder er dømt til at skulle måles op imod Poul Schlüter. Og enhver konservativ leder må spørge sig selv; “Hvordan positionerede Schlüter sig i forhold til Venstre, for at vinde hele Danmark”.

Det korte svar er, at konservative helt utraditionelt byttede plads med Venstre, da Poul Schlüter overtog roret efter valget i ’81, og den konservative leder blev verdenskendt i Danmark, ved at positionere sig som “ikke så konservativ, at det gør noget” og “ideologi er noget bras”. Magtens pris forekom overvældende indtil sejrens sødme dulmede nerverne med de herostratisk berømte 42 mandater.

I did it my way

Søren Pape er ikke kommet krybende til sin position, han har bare et ualmindelig vindende væsen.

Søren har også en troværdig erfaring fra arbejdsmarkedet, en rigtig pæn karriere som borgmester i Viborg og så står han fast på et reelt politisk alternativ til rød blok.

Mens Jakob Ellemann og Inger Støjberg har tilpasset sig Arne-pensionen allerede før valgudskrivelsen, så står Søren Pape fast på den borgerlige modstand – ligesom holdningen til topskat og offentligt forbrug, er langt mere markant end hos Venstre.

Pape er the real deal, og det kommer med en pris, for det er make or brake. Enten er Danmark klar til mere personlig frihed, eller også vinder Venstre på en langt mere forsigtig kursjustering.

Søren Pape vurderes som landets mest troværdige politiker, og det ligger stabilt uanset hvordan de 3 statsministerkandidater måles.

Spørgsmålet er om danskerne har forstået, at Pape ikke vil være chef for enhver pris. Det er ikke bare en anden vokal, det er en helt ny melodi.

Eftertanke

Hvis Søren Pape bliver statsminister, så har han den politiske fordel, at han kan gennemføre kompromisser uden at blive mistænkt for spin.

Enhver kan se, at det er lettere at mindske den politiske afstand til Mette Frederiksen. Meget af valget kommer til at handle om, hvem vælgerne har mest tillid til.

Nu har vælgerne – og de blå partiformænd – et réelt valg mellem et borgerligt og et socialistisk Danmark. Hvis de samme vælgere kun er drevet af ønsket om at komme af med Mette Frederiksen, så kan det lade sig gøre uden de store sværdslag.

Det er meget længe siden, at vi har stået overfor så spændende et kommende folketingsvalg!