Med en regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, ser vi for første gang siden SV-regeringen i 1978, en regering over midten. Omdrejningspunkterne er sænkelse (rettere omstrukturering) af topskatten, arbejdsudbudsreformer, nedlæggelse af jobcentre, ny Arne plus-pension, inflationshjælp, klimafgifter, omorganisering af sundhedsvæsnet og øgning af forsvarsbudgetterne. Vi ser visionen for breddesamarbejdet på skrift i regeringsgrundlaget.

Samtidig er en advokatundersøgelse, at den genvalgte statsminister lagt på hylden. Nu skal vi nu se om regeringen over midten holder, når samarbejdet skal manifestere sig i virkeligheden. Det var svært før valget at se, at et samarbejde kunne finde sted, specielt på baggrund af den nyvalgte forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen`s, kategoriske afvisning af et samarbejde.  Grundlaget ser stærkt ud med et fælles politisk udgangspunkt. Noget, som kan efterlade fløjene komplet afmonteret og med en ørkenvandring i sigte de næste mange valg. Spørgsmålet er, om fløjene er villige til at se ørkenvandringen som en mulighed for at genopfinde de ideologiske standpunkter og skabe et reelt alternativt til den bøjelige og teknokratiske midte, som har skabt den nye regering.

Ingen samlet opposition – og fleksible og langsigtede muligheder for samarbejde på midten

Der er ikke længere en samlet opposition, som kan føre kritik af den førte politik fra regeringen, oppositionen er nu langt mere fragmenteret. Den nuværende situation er noget som tidligere statsminister og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke, kun kan havde haft våde drømme om, både siden sin boglancering og stiftelsen af Moderaterne. En situation, hvor man konstant laver bredde regeringsforlig og dermed langsigtede reformer, som eksisterer længe efter regeringens opløsning eller i nye konstellationer. Dermed udfordres regeringens duelighed i teorien kun på dets evne til at holde skruen i vandet og havde målet for øjet, uden de værste samarbejdsvanskeligheder.

I lyset af de politiske ambitioner og eksistensgrundlaget for regeringen, fristes man næsten til at referere fra Poul Schlüters tale ved Det Konservative Folkepartis repræsentantskabsmøde i 1984, hvor han fremførte at ” Ideologier er noget bras”. Der er ikke ligefrem er nogen decideret rød tråd i klassisk ideologisk forstand.

Regeringen er sat i verden for at ville redde det eksisterende, reformere hvor det er nødvendigt, og bevare det, som fungerer. Intet samlet idégrundlag, men en rodekasse, hvor hvert parti har fået lidt hist og pist, alt imens man har fundet fælles fodfæste i frisættelsen af velfærdsstaten i kraft af afbureaukratisering og decentralisering af især kommunale opgaver og institutioner. En nyklassisk borgerlig tanke, som socialdemokraterne har ladet spille ind i den moderne velfærdsstat. På alt fra gymnasier, skoler, plejehjem osv. skal vi fremover se færre regler og mere ansvar placeret hos den enkelte institution.

Det efterlader oppositionens kæpheste til begrænsede ridt. Ikke så meget at opponerer imod – da begge fløje får lidt, og mister lidt. Ingen samlet kritik er reelt muligt. I stedet står man nu med få øjeblikke, hvor man rigtig kan kritisere regeringen – drypvist – de kommende 4 år. Spørgsmålet rejser sig, om man kan skabe en modfortælling, som er helstøbt og ikke betinger sig af, at man håber på at hive en af regeringspartierne tilbage i blokpolitikkens fold. Og den fortælling betinger sig formentlig i, at man finder tilbage i sine ideologiske dyder, hvor en større grad af principiel kompromisløshed bliver modus operandi i enten blå, røde eller grønne nuancer.

Ørkenvandring i sigte

For nyligt kunne man høre Henrik Dahl i CEPOS’ podcast ’Samfundstanker’ med værten Martin Ågerup fortælle om partiernes angst for ørkenvandringen. En lang periode uden indflydelse, som oprindeligt fandt sted ved den ørkenvandring, som befriede jøderne fra slaveri og tyranni og gav dem frihed, de ti bud og til sidst deres eget land. Bare kig på den seneste regeringsperiode, hvor de borgerlige partier havde reel mulighed for at skabe en modfortælling til den socialdemokratiske regering. I stedet bandt man alt sin kritik op på mink-kommissionens rapport, samtidig med at man fredede Arne-pensionen og iværksættelse af lignende hjælpepakker som den tidligere regering havde lanceret – samt klimaafgifter. Reformer og initiativer, som lagde sig direkte op ad den siddende regering, og leverede ikke deciderede alternativer. En tydelig appel til medianvælgeren, der havde vænnet sig til regeringens reformer. Der er som regel flere vælgere i at bevare og tilføje – end at fjerne og reducere. Da Pape for første gang åbnede munden om de konservatives politik under valgkampen – i kølvandet på hans statsminister-kandidatur – smuldrede fundamentet under den ide i forbindelse med hans personlige sager.

Fløjene bør tag ved lære af flere af de nu siddende socialdemokratiske ministre, som i 00’erne og starten af 10’erne havde siddet så længe uden for indflydelse, at de tænkte mere holistiske tanker om, hvad man egentlig ville med magten når de engang fik den. Bare kig på f eks, Tesfaye, Dybvad og Hummelgaard, der alle har udgivet bøger som beskriver kritik af Foghs og Løkkes regeringer, samt en modfortælling i alt fra integrationspolitik og uddannelsesreformer, til Arne-pension og finanspolitisk konjunkturpolitik. Nu har man reelt muligheden for, at lade blokkene danne en forudsætning for et ideologisk ståsted med langsigtede mål for Danmark. En god baggrund er, at man har frasorteret den mere magtfokuserede kerne i form af Venstre og Socialdemokratiet, der sjældent tænker mere end et valg frem i deres politikudvikling.

Et spørgsmål om tålmodighed og villighed til ikke af falde i regeringens favn

Enhedslisten har allerede udmeldt, at de ikke har tiltro til Mette Frederiksen i fremtiden og udstillet, at de vil støtte Pia Olsen Dyhr fra SF som fremtidig statsminister og leder af venstrefløjen, mens de borgerlige stadig lader til at famle i blinde over, hvilket ben de skal stå på, med et Venstre der har forladt den synkende skude og Konservative som er mere forsmåede og mindre end de længe har været.

Er man villige til at lade den siddende SVM-regering slå sine folder, indsmigre sig på fløjene med bredde regeringsforlig, og lave reformer efter forgodtbefindende – eller vil man være en virkelig opposition? Hvis regeringen laver forlig med f eks. SF, Konservative, Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne, DF og så videre, bliver regeringens eksistensgrundlag blåstemplet. Oppositionen må vise sig som et intelligent og reelt alternativ!

Den egentlige fortælling, der bør skabes, vil formentlig indfinde sig hos dem, der kan lave en sammenhængende ideologisk fortælling. Om den bliver liberal, socialistisk eller national er underordnet det enkelte parti, men man må tage debatten om, hvilket samfund der ønskes. Partierne må udfordre den pragmatiske entreprenørstat, hvor målet er at bevare og styrke den velfærdsstat, der har omfordeling som højeste mantra.

Med strategerne Frederiksen, Løkke og til dels Ellemann-Jensen i front bliver det svært. Oppositionen må levere en langsigtede ambition om et helstøbt ideologisk og mere principfast alternativ til den pragmatiske midte og sandsynliggøre, at det vil føre til et bedre liv for de borgere, der adresseres.