“Der er brug for en straksopbremsning”: Partier kræver akut handling efter at Danmarks skattetryk slår nye rekorder

Alex Vanopslagh, politisk leder for Liberal Alliance. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

“Der er brug for en straksopbremsning – skatter og afgifter skal ned, og vi skal give ansvaret tilbage til borgerne”, lyder det fra Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh som reaktion på, at Danmark nu har verdens højeste skattetryk.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Danmarks samlede skattetryk er nu på 46,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP), og dermed har vi nu verdens højeste skattetryk.

Det viser en ny opgørelse fra OECD.

Overfor Indblik peger tænketanken CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen på, at den socialdemokratiske regerings 40 skattestigninger er medvirkende til, at Danmark indtager førstepladsen, når det kommer til skattetryk.

Det er ifølge Lundby et problem, fordi det høje skattetryk er “en belastning for den økonomiske vækst”. Samtidig advarer han om, at Danmark også i fremtiden risikerer at indtage førstepladsen, når det kommer til skattetryk.

Læs mere om det her.

“Vi har en regering der konsekvent gør Danmark fattigere”

Hos Liberal Alliance og Venstre deler man denne bekymring – og samtidig kræver man akut politisk handling, der skal gøre noget ved det høje skattetryk.

– Jeg er desværre på ingen måde overrasket over vores placering på listen. Vi har en regering der konsekvent gør Danmark fattigere, samtidig med at de gør det dyrere at være dansker.

– For nyligt har regeringen også igen indgået en rød finanslov, der ikke leverer nogen svar på, hvordan vi gør Danmark rigere og som samtidig trækker 10.000 ud af arbejdsmarkedet, siger Venstres skatteordfører Louise Schack Elholm til Indblik og fortsætter med at udpensle, hvilken vej Venstre i stedet ønsker at gå:

– Venstre vil en anden vej. Derfor fremlagde vi en plan for i vores egne finanslovsprioriteter for 2022, hvor vi viser vi vejen til at få mere end 25.000 flere med i det arbejdende fællesskab.

LA vil have “en straksopbremsning”

Også Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh ærgrer sig over, at Danmark indtager førstepladsen på OECD-listen over skattetryk.

Samtidig ser han det høje skattetryk som udtryk for et dybereliggende problem, der skal gøres noget ved.

– Det er en førsteplads, vi på ingen måde kan være stolte af. Med verdens højeste skatter skulle man tro, at vi også havde verdens bedste offentlige sektor. Sådan er det ikke – tværtimod ser vi nu en massiv utilfredshed i sundhedssektoren, hvor de ansatte er mere stressede end nogensinde.

– Jeg tror, at den høje skat fungerer som en sovepude. Den kvæler innovationen og konkurrencen på velfærdsområdet og luller os alle i søvn, fortæller han til Indblik.

Vanopslagh mener, at der er brug for “en straksopbremsning” i skatten, der skal sætte en akut stopper for det stigende skattetryk.

Samtidig foreslår han markante skattelettelser – herunder i form af, at de første 7.000 tjente kroner skal være skattefri.

– Regeringen bliver ved at hæve skatterne, pengene bruges dårligt, og samtidig stiger borgernes forventninger til velfærden år efter år. Det er en giftig cocktail for Danmark.

– Der er brug for en straksopbremsning – skatter og afgifter skal ned, og vi skal give ansvaret tilbage til borgerne.

– Liberal Alliance foreslår, at ingen skal betale skat af de første 7.000 kroner, topskatten skal væk, selskabsskatten skal ned på 12,5 procent, og aktieskatten skal ned på 27 procent. Det vil skabe et bedre, rigere og friere Danmark, siger Alex Vanopslagh til Indblik.

Skattetrykket er et mål for den samlede skattebelastning i et lands økonomi. Når man udregner skattetrykket i et land, indgår alle skatter og afgifter således.

Skattetrykket udregnes ved at sætte det samlede skatteprovenu set i forhold til den samlede indkomst i samfundet. BNP er det mest almindelige mål for indkomsten.

Det gennemsnitlige skattetryk i hele OECD – som er en sammenslutning af 38 demokratiske lande med markedsøkonomi – er på 33,5 procent.

[adning id="17957"]

Fik du læst?