”Det er meget alvorlig læsning … Jeg er ærlig talt dybt rystet i min demokratiske grundvold”, lyder det fra formanden for Granskningsudvalget.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
Torsdag i sidste uge startede de første afhøringer i Minkkommissionen, som skal undersøge forløbet, der førte til regeringens grundlovsstridige ordre om at nedlægge hele det danske minkerhverv for at holde en coronamutation nede.
Formanden for granskningsudvalget, Karsten Lauritzen (V), modtog fredag en ny advokatundersøgelse af politiets actioncards i forbindelse med regeringens ulovlige ordre om at aflive minkene.
Advokatundersøgelsen indeholder nye oplysninger, som formanden mener er ”meget alvorlig læsning”.
Det skriver han i et Facebookopslag.
Der oplyses, at 60 politifolk blev anbragt i et callcenter, hvorfra de skulle håndhæve regeringens grundlovsstridige ordre ved at ringe ud til hele landets minkavlere og kræve alle deres mink aflivet.
Men det viser sig, at det ikke er muligt at finde ud af, hvem der besluttede, at politistyrken skulle sættes ind mod minkavlerne.
Og det er Karsten Lauritzen ”dybt rystet” over:
– Det er vigtigt at finde ud af, da det er et voldsomt indgreb for en borger at blive ringet op af politiet og blive bedt om at slå sine dyr ned.
Samtidig viser advokatundersøgelsen, at man i regeringen var bevidst omkring den manglende lovhjemmel til at kræve alle danske mink aflivet.
– Men man gjorde det alligevel. Derfor var det også helt rigtigt at nedsætte kommissionen og undersøge forholdet til bunds, skriver Lauritzen, som har i sinde at inddrage advokatundersøgelsens beretninger i Granskningskommissionens arbejde.
Minkkommissionen, hvis afhøringer startede i sidste uge, skal i alt afhøre 61 vidner.
Den 9. december bliver statsminister Mette Frederiksen afhørt i minkskandalen. Indtil da har hun dog over for Indblik afvist at kommentere sagen.