Sygeplejersker, fængselsbetjente, pædagoger og social- og sundhedsassistenter. Det er dem, der skal have.

Socialrådgivere, politibetjente, folkeskolelærere, rengøringsassistenter, dagplejemødre – de er blandt alle dem, der ikke skal have. De skal i den sorte gryde.

Vi taler lønløft. 2500 kr. om måneden – også en slags penge. Det har regeringen besluttet. Regeringen har til ministermøde overvejet, hvem der er trængende og hvem der må nøjes.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så det. Det er næsten som at blive skudt tilbage til den landsfaderlige enevælde, hvor monarken privilegerer nogle og ikke andre. Det var man vant til dengang. Magten var tilfældig, efter kongens forgodtbefindende. Det fandt man sig i, fordi man var vant til det, og ikke forventede ret meget. Og kongerne under den danske enevælde var nogenlunde rimelige under forholdene.

Demokratiet er anderledes. Der skal al statslig magtudøvelse ske ved lov og loven skal gælde alle, være generel og almen. Loven må hverken negativt eller positivt give særbehandling til personer ved navns nævnelse eller grupper af personer.

Derfor kan det kun chokere at se, regeringen sjakre om, hvem der skal have lidt mere. Og andre ikke noget. Regeringsmagten har bevæget sig ind på en farlig vej at gøre det til sin opgave at udvælge og fravælge blandt grupper i samfundet. Og hvorfor den ene gruppe og ikke den anden?

Samtidigt er det at ignorere den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor løn blev aftalt i et andet regi mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Men det selektive lønløft er ikke tilfældigt.

Regeringen har haft en tendens til at bruge magten meget direkte i forhold til konkrete problemer i samfundet. Regeringen handler mere eksekutivt end legislativt, så folketinget reduceres til et stempelkontor i Statsministeriets forkontor, der godkender ordren på vej ud af huset. Og vi har set det i mange sager (og det går tilbage til den forrige regering også):

• Minkene blev aflivet uden lovgrundlag
• Koranloven som et tilsigtet kirurgisk nålestiks indgreb for at forbyde ganske specifikke handlinger, i venlig forståelse med bl.a. Iran.
• ’Arne’-pensionen fik ligefrem loven opkaldt efter en person, Arne som skulle tilgodeses.
• Den generøse donation til Ukraine af halvdelen af det danske luftvåben. Hvad med andre undertrykte folk, der kæmper for sin løsrivelse?
• Og nu lønløftet til udvalgte grupper.

Jeg har udeladt den øvrige Covid-19 politik, da jeg betragter den som indenfor undtagelsen, einmalig, med en pandemisk trussel vi aldrig havde prøvet før.

Regeringens måde at udøve sin magt på, og som måske udgør selvforståelsen, er at den har demokratisk legitimitet til at agere så selektivt, en slags cherry-picking overfor det danske samfund. Det er nyt i den demokratiske danmarkshistorie. Og det som undrer mange, er at iagttage, hvordan embedskorpset og departementscheferne tilsyneladende er synkroniseret med denne opgave, og udøver den med aggressiv entusiasme og iver. Det er en ny måde at tænke statsmagt i demokratiet på.

Og det er ikke fordi jeg er principrytter og synes at alt skal gå efter statsrettens præcise forskrifter. Der skal gives plads til statsræson og jeg har tidligere rost statsminister Mette Frederiksen for at udfylde rollen som landets leder fint på den måde.

Men regeringen må ikke tro, at den kan detailstyre samfundet. Koranloven er et lærerigt eksempel på, at folketinget vil lovgive mod meget konkrete hændelser, som ingen af os har sympati med og som koster store politiressourcer. De troede vist, det var en dag på kontoret med den lov. Men utilbørlig omgang med hellige sager viser sig langt mere principielt og med vidtrækkende konsekvenser. Det var der åbenbart heller ikke nogen fra embedsapparatet, som normalt har de højeste eksamener som jurister, der kunne se eller turde udtrykke. Igen: regeringen med embedsapparatet er blevet et ekspeditionskorps for konkrete tiltag. Og med stram styring. I de gode gamle dage overvejede civil servants de principielle problemer ved forskellige statslige handlinger.

Den britiske samfundstænker Michael Oakeshott skelner mellem to forståelser af en politisk organisering. Han skelner mellem en enterprise associations, som typisk firmaer og virksomheder repræsenterer, hvor alle samles for at arbejde for at fælles mål. Heroverfor sætter han civil association, som ikke kræver fælles holdning eller mål for deltagerne, men man mødes om fælles regler og love.

Oakeshotts pointe er, at den klassiske retsstat (som i Storbritannien kaldes rule of law – staten nævnes ikke) var en prototype på en civil organisering, hvor individerne var frie til at forfølge individuelle mål og kun var underlagt fælles generelle regler og love. Men at denne organisering altid står i fare for at forfalde til en organisering og et formålsstyre, hvor alle skal gå i takt og følge fælles mål. Vi skal løfte i flok, stå sammen og være fælles om at bringe samfundet videre. Oakeshott kalder det også teleokrati, nemlig at organisationen styres af et fælles formål fremfor fælles regler.

Under Mette Frederiksens regeringer har det danske samfund bevæget sig mere i retning af at skulle virke fælles og konkret, meget direkte indgreb bakket op af stærke appeller til befolkningen om opslutning. Hvor jeg kunne drømme om lidt mere rule of law, altså respekt om fælles skrevne og uskrevne regler og tillid til at borgerne og ansatte kan forvalte deres frihed og ansvar.

Sådan var store del af den offentlige sektor tidligere, besat af tjenestemænd og -kvinder med professionsstolthed, kaldsfølelse og stærk rygrad, som det forudsattes kunne håndtere problemerne konkret uden detaljerede forskrifter. Skolelærere politifolk, sygeplejerske havde stor individuel råderum til at udfylde deres funktion, det var embeder og ikke jobs. I dag er den offentlige sektor som et firma, en enterprise association, med tæt kontrol af medarbejdere, der arbejder i skemaer og excelark.

Parringen af statsminister Mette Frederiksen, der ynder at optræde som landsmoder med appeller til sammenhold og samfundssind ved dybe indgreb i krisesituationer, med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der står som symbol for en offentlig sektor hærget af reformer og projekter og nye reformer og projekter til at afbøde de forrige, er en uheldig cocktail. Tilsammen en duo der ser kirurgi og indgreb som måden at forvalte magten på i det moderne Danmark vogtet af en hird af topembedsmænd, som ser det som deres opgave at understøtte den statsministerielle vilje blindt.