“Det nærmer sig en skandale”: Politikerne har i to år udskudt opgør med egne luksuspensioner og vederlag

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

“Politikerne skal ikke have en masse særordninger. Det må stoppe nu”, lyder kritikken.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

For snart to år siden lovede de danske politikere, at de ville se deres egen lukrative lønpakker med lukrative pensions- og eftervederlagsordninger efter i sømmene.

Alligevel er der ikke sket noget, og det møder nu kritik fra flere partier på Christiansborg.

Det skriver B.T.

Både Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti kritiserer, at det går så langsomt.

Folketingspolitikerne får 58.672 kroner om måneden i grundvederlag. Dertil kommer et skattefrit tillæg på 5.254 kroner til at dække særlige udgifter, man har som folketingsmedlem.

Men det er særligt de pensioner og eftervederlag, som politikerne får, når de stopper i Folketinget, som nu igen er genstand for kritik.

Senest har Indblik afdækket, hvordan tidligere kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) fik et millionbeløb med sig på vej ud af døren.

Læs mere om det her.

“En ren syltekrukke”

SF’s gruppeformand Jacob Mark kalder kommissionen for “en ren syltekrukke” og fortæller til B.T., at han har indkaldt den socialdemokratiske regering til et møde for at få en klar melding om, hvad der foregår.

– Det nærmer sig en skandale, at der ikke er sket noget. Politikerne skal ikke have en masse særordninger. Det må stoppe nu, lyder det fra DF’s gruppeformand Peter Skaarup, som mener, at Socialdemokratiet og Venstre bør rykke på sagen nu.

Ellers må sagen tages op i folketingssalen, lyder det.

I mange år har det været netop Socialdemokratiet og Venstre, som har blokeret for en reform af politikernes egne vederlag og pensioner.

Socialdemokratiet og Venstre blokerer

For to år siden foretog de to partier dog en uvending, og var pludselig med på at se politikernes lønvilkår efter i sømmene. Siden er der bare ikke sket noget.

Hverken Socialdemokratiet eller Venstre vil ikke forringe politikernes lønvilkår samlet set. 

Det vil sige, at hvis de lukrative pensioner og eftervederlag skal ned, så skal lønnen omvendt hæves. Tanken er inspireret af Vederlagskommissionens rapport fra 2016.

De to partier vil overfor B.T. ikke love andet, end at man forhåbentligt får set på lønvilkårene i den kommende folketingsperiode. Og så undskylder gruppeformand i Socialdemokratiet, Leif Lahn Jensen, sig med, at coronakrisen har forsinket arbejdet.

Et helt almindeligt folketingsmedlem kan efter et år i Folketinget se frem til 1.800,96 kroner om måneden og efter 20 år eller derover er et folketingsmedlem sikret 31.585,98 kroner om måneden i pension.

En minister får efter blot et år 6.895,92 kroner om måneden i pension og efter otte år lyder pensionen på 24.956,75 kroner.

[adning id="17957"]

Fik du læst?