Det virkelige problem i sundhedsvæsenet er ikke, hvad de fleste tror – og det kan blive en vindersag for blå blok, hvis de tager udfordringen op

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Blå blok har en sjældent gylden mulighed for at få en vindersag i debatten om fremtidens sundhedsvæsen – hvis de ellers tør tage udfordringen op, skriver Simon Gardner Mogensen i denne analyse.

Af Simon Gardner Mogensen, redaktion@indblik.dk

Der er noget alvorligt galt med vores sundhedssektor for tiden, hvor corona og sygeplejerskestrejke har skabt en massiv overophedning af sektoren. Følgeligt lader det til, at der er et tydeligt mismatch mellem sygeplejerskernes arbejdsindsats, og det de får ud af det i løn.

Det får mange til at konkludere, at sygeplejerskerne skal have højere løn. Men er det virkelig vejen frem, når der bliver tildelt massive ressourcer de sidste to årtier? Og passer det at det er besparelser og effektiviseringer, som skabt konflikten med sygeplejerskerne?

Konflikten i en nøddeskal 

Det er i hvert fald det, man kan udlede af den seneste lange tids debat. Bl.a. med udgangspunkt i den opsigtsvækkende udmelding fra d. 18. november, hvor sygeplejersken, Luca Pristed, i Debatten på Danmarks Radio fortalte, at hvis vi ikke sørger for bedre arbejdsvilkår og bedre lønninger til sygeplejerskerne, så vil flere mennesker dø. 

Luca Pristed sagde efterfølgende op med en forventning om, at flere tusinde ville følge trop. Kun meget få gjorde ham dog kunsten efter. 

Coronakrisen og den nyligt “afsluttede” sygeplejerskestrejke har tæret på kræfterne i sundhedssystemet. Vi ser bl.a. de afledte effekter af dette i den øgede efterspørgsel efter private sundhedsforsikringer og privathospitaler. Bedst eksemplificeret i det nyligt mediedækkede Gildhøj Privathospital, hvor direktør Claus Hovgaard har været nødsaget til at trække i lægekitlen – for at imødekomme bare en lille andel af de mange danskere, som ønsker privat service. 

Alt sammen nylige hændelser, som skitserer endnu en kritisk vintertid for vores sundhedssektor. Som ikke bare er præget af høj smitte med coronavirus, men også præges af et massivt efterslæb som følge af den massive pukkel af operationer m.v., skabt af sygeplejerskestrejke og tidligere coronaprioriteringer. Alene i Region Midtjylland vil denne pukkel vokse til hele 23.000 udskudte operationer i april – svarende til en hel måneds arbejde.

De politiske positioner og tiltag i sygeplejerskemiseren

I lyset af denne konflikt er venstrefløjen og organisationer som Danske Sygeplejeråd, DSR, kommet til den konklusion, at sygeplejerske skal have højere løn, uagtet om de reelt er blevet mere værd. Noget, der egentlig mere eller mindre minder om marxistiske arbejdsværdilære. 

På den anden side måler højrefløjen kun indsatsen i den neoliberalistiske facon, hvor man brokker sig over omkostningssidens forøgelse, samt ønsker yderligere effektiviseringer og sparekrav. 

Begge er overbevisninger, som ikke løser problemet i sin helhed, men i højere grad spiller sig ind i det som bør være grundkonklusionen: At staten er ved at miste grebet om den offentlige sektor. 

Godt eksemplificeret i det ”holdkæftbolsje” i form af honninghjerter, som man sendte sygeplejerskernes vej i bl.a. Region Hovedstaden i december 2020. Noget, som ikke ligefrem dulmede utilfredsheden, men blev symptomatisk for den efterfølgende håndtering, hvor finansminister Nicolai Wammens coronavinterpakke også anses for både at være ankommet for sent og være for billigt sluppet. 

Ikke, at de borgerlige partier har været meget bedre. De har i stedet bare ladet regeringen og dennes støttepartier svælge i nederlaget frem for at komme med reelle alternativer. En politisk låst situation, hvor de røde er løbet tør for løsninger, der ikke vælter finanslovsbudgettet, og hvor de blå udviser en ugunstig tilbageholdenhed, som hverken er konstruktiv eller leverer et egentligt alternativ. 

Efterfølgende står vi tilbage med et billede af sundhedssektoren i et decideret kaos. Og man står med spørgsmålet om, hvorvidt den her konflikt er det bedste eksempel på, at statens centralstyring og vores tiltro til, at politikere kan administrere et så komplekst område, er naiv. 

For den almene dansker forekommer denne gordiske knude helt igennem uigennemskuelig, og trods vi er mange som har holdninger i øst og vest, så er der ikke mange kvalificerede bud på løsninger. 

En forklaring på dette kunne være, at vi har med et system at gøre, hvor prissætning og prioritering “er en by i Rusland”. Når udbud og efterspørgsel ikke er faktorer, har vi dermed ikke har en reel informationsmængde og gennemsigtighed tilgængelig for at kunne bestemme sygeplejerskernes løn.

Meget tyder i hvert fald på, at sundhedssektoren er for indviklet en størrelse til, at politikerne kan håndtere dette problem, og det er en del af forklaringen på, at vi ikke kan finde hoved og hale i, hvad sygeplejerskerne egentlig bør have i løn.

Sundhedssektorens kompleksitet i tal

For hvis der virkelig var tale om, at folk vil dø i hobetal pga. lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår, som gør det svært vedholde og uddanne nye sygeplejersker, så ville der være tale om en ekstremt atypisk disharmoni mellem udbuddet og efterspørgslen. 

Der er trods alt ingen danskere, der ønsker et scenarie med folk, der ligger og dør i gaderne, og derfor bør vi vel være villige til at betale mere. En decideret no-brainer. Og der tegner sig da også et billede af, at vi faktisk er villige til at betale mere, når mere end 2,3 millioner danskere er dækket af en privat sundhedsforsikring.

I stedet bør der eventuelt tænkes i nye baner

Vi har grundlæggende det problem, at den måde vi har indrettet os på, har gjort, at vi ingen indsigt har i, hvad sundhedssektoren og dens ansatte betyder for os. For når sygeplejerskerne strejker, flygter mod det private, omkostningerne vokser og danskerne sætter flere krav til sundhedsvæsenet, er det en svær størrelse at skabe balance i. Alt i alt, kommer det hele ned til, at vi grundlæggende kun kender vores egne behov. 

For at komme ud af hårdknuden er det muligvis nødvendigt at tænke i andre baner, og gøre noget uortodokst i en dansk kontekst. En løsning kunne i stedet være at rykke omkostningerne tættere på borgerne. Så de for alvor kan mærke, hvor skoen trykker og langt højere grad være involveret i, hvordan vi indretter sundhedssektoren. F.eks. ved at sætte det frie valg for borgerne i centrum, med brugerbetaling, udlicitering og voucher-ordninger i højsædet.

For hvis tilfældet er, som DSR og venstrefløjen tilsiger, at sygeplejerskerne er mere værd for danskerne end det, de betales nu, vil vi også være villige til at betale for det, hvis vi fik muligheden. Som bl.a. vores tilslutning til privatforsikring også tyder på. 

Hvis vi ikke vægter sygeplejerskerne og deres arbejdsindsats højere, så må de bide i det sure æble og enten skifte fag eller acceptere udfaldet. For det er det, som priser kan, når vi som borgere stille overfor at prioritere. Gennemsigtigheden bliver større, vi overvejer vores valg mere, og udbuddet bliver præget af mere diversitet. 

Uopdyrket land for de borgerlige

Det er heri, at essensen i denne problematik ligger: At vi absolut ingen ide har om, hvad omkostningsniveauet for sygehusene er, eller hvad en sygeplejerske egentlig betyder for os. Og her ligger der faktisk uopdyrket land for de borgerlige. For har de muligvis forspildt en åbenlys chance for at levere et stabilt, langsigtet og visionært alternativ til den smuldrende sundhedssektor? 

Da decentralisering, mere magt til borgeren, prisgennemsigtighed, voucherordninger og mere konkurrence vel stadig er ærkeborgerlig realpolitik, burde det være oplagt at kaste sig ind i debatten. Eller føler man alligevel, at det for sprængfarligt at gå i krig med den universelle socialdemokratiske velfærdsstat? 

Uanset hvad, bør der efterspørges nytænkning, visioner og langsigtede løsninger, frem for den kakofoni som hele debatten er i dag, med ukvalificerede bud fra alle fronter. 

For trods at mange hyldede velfærdsstaten og den kontante centraliserede facon under coronakrisen, med sit faste greb og evne til at slå hurtigt ned, så er efterveerne af krisen med det helt modsatte udfald. Og her har blå blok en sjældent gylden mulighed i at sætte det frie valg, reel decentralisering og borgerens præferencer i centrum i debatten om fremtidens sundhedsvæsen.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?